Over 10.000 personer kom på tidlig pension det første år
18.1.2023 14:31:16 CET | Beskæftigelsesministeriet | Pressemeddelelse
Siden 1. januar 2022 har det været muligt at få udbetalt tidlig pension. Ordningen gør det muligt for borgere med et langt og ofte fysisk hårdt arbejdsliv at trække sig værdigt tilbage fra arbejdsmarkedet op til tre år før folkepensionsalderen. I løbet af det første år modtog 10.700 personer tidlig pension. Af dem er langt hovedparten enten ufaglærte (30 pct.) eller faglærte (60 pct.).
Det er muligt at ansøge om ret til tidlig pension fra man er fyldt 61 år via borger.dk. Det har samlet 68.800 borgere gjort i perioden fra den 1. august 2021 og frem til den 31. december 2022. Af dem, som har fået behandlet deres ansøgning, har 51.200 borgere fået ret til tidlig pension.
For at overgå til tidlig pension, skal man som borger bekræfte, at man ønsker at gøre brug af retten. Det kan man tidligst gøre tre måneder før man kan modtage den første udbetaling.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Jeg er glad for, at så mange har fået muligheden for at gå på tidlig pension. Langt de fleste på ordningen er ufaglærte eller faglærte og har knoklet på arbejdsmarkedet i mange år – ofte med hårdt fysisk arbejde.
- Retten til tidlig pension giver en enorm tryghed for mange mennesker. Knap 69.000 borgere har indtil videre søgt om tidlig pension, mens godt 51.000 har fået tildelt retten. Det sender for mig et meget klart signal om, at muligheden for at kunne gå fra lidt før i den grad opfylder et behov hos mange danskere.
- Retten til tidlig pension er en vigtig del af vores pensionssystem. Og det er en prioritet for mig, at vi fremtidssikrer retten til tidlig pension og får skabt ro på området. Gennem årene er der lavet forskellige ordninger for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Vi mener, at der er behov for at skabe et mere enkelt system. Derfor foreslår regeringen at lægge tidlig pension og seniorpension sammen til én ordning med to indgange.
Information om Beskæftigelsesministeriet
Følg pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Beskæftigelsesministeriet
Fødevarechecken er vedtaget26.2.2026 12:39:13 CET | Pressemeddelelse
Over to millioner pensionister, børnefamilier, ledige, studerende og lærlinge får udbetalt et skattefrit beløb, der giver dem bedre råd til at gå i supermarkedet.
Lærlinge på erhvervsuddannelserne vil også modtage fødevarecheck24.2.2026 10:17:39 CET | Pressemeddelelse
Regeringen og aftalepartierne er enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal have del i fødevarechecken. Indvandrere uden lovligt ophold bliver afskåret fra at modtage pengene.
Arbejdstilsynet skruer op for tilsynet med brodne kar i byggebranchen20.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvis virksomhederne på en byggeplads bliver ved med at ignorere Arbejdstilsynets påbud og udsætter ansatte for stor fare, vil de få et intensiveret tilsyn af Arbejdstilsynet. Tilsynet kan føre til, at Arbejdstilsynet helt stopper arbejdet på byggepladsen.
Mere end 13 mio. kroner skal hjælpe opsagte fra Novo Nordisk6.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Beskæftigelsesministeren har givet en række kommuner i alt godt 13 mio. kroner fra varslingspuljen til at hjælpe opsagte fra Novo Nordisk i job igen.
Ny beskæftigelsesindsats på vej med større lokalt ansvar og mindre bureaukrati19.12.2025 12:06:58 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har fredag vedtaget et lovforslag, der baner vejen for lokalt ansvar for beskæftigelsesindsatsen og den største forenkling nogensinde. Den nye beskæftigelsesindsats træder gradvist i kraft i 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
