Ingeniørforeningen, IDA

Østjyske ingeniører tager de største lønstigninger

Del

Blandt landets privatansatte ingeniører var det de østjyske ingeniører, der løb med den største gennemsnitlige lønstigning i 2015. De fik i gennemsnit 4,5 pct. mere i lønposen mod landsgennemsnittet på 3,9 pct. De pæne lønstigninger skyldes manglen på ingeniører og naturvidenskabelige kandidater.

Overalt i landet meldes der på flere områder om mangel på ingeniører og cand.scient.er. Disse flaskehalse kommer også til udtryk i de privatansattes ingeniørers lønudvikling, der steg med 3,9 pct. i det seneste år på landsplan. I Østjylland hentede ingeniørerne og cand.scient.erne en endnu højere lønstigning på 4,5 pct. I samme periode har inflationen ligget på 0,5 pct.point, så det betyder en pæn reallønsfremgang. Det viser Ingeniørforeningen, IDAs lønstatistik for 2015.

”Det er gode tider for ingeniører og cand.scient.er. Deres kompetencer er efterspurgt mange steder. Til trods for at der udklækkes flere nye ingeniører og naturvidenskabelige kandidater år for år, viser de seneste tal fra Akademikernes A-kasse en ledighed på blot 2,0 pct. Det forhold kaster pæne lønstigninger af sig,” siger Christina Kiær, formand for IDA Østjylland.

Ingeniørmanglen dokumenteres også på Arbejdsmarkedsbalancen, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering står bag. Den viser, at der er mangel på ingeniører i 7 ud af landets 8 beskæftigelsesregioner. Og intet tyder på, at efterspørgslen på højtuddannede med teknologiske og naturvidenskabelige kompetencer er mættet lige med det samme. En prognose fra den teknologiske alliance, Engineer the Future, viser, at Danmark vil mangle op mod 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025, hvis ikke udviklingen vendes. Derfor forudser Christina Kiær, at også de kommende år også vil byde på pæne lønstigninger.

”Løn handler om udbud og efterspørgsel, og disse flaskehalse på arbejdsmarkedet vil formentlig også påvirke lønudviklingen de kommende år. Vi er udfordret af, at alt for få unge vælger en teknologisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Samtidig formår vi heller ikke at tiltrække og fastholde nok vidensarbejdere udefra,” siger Christina Kiær og peger på, at det er en udfordring for hele samfundet.

”Hvis vi ikke kan imødekomme erhvervslivets efterspørgsel på højtuddannede med teknisk og naturvidenskabelig indsigt, så kan det i sidste ende koste os arbejdspladser og fælles velstand. Vi risikerer, at virksomhederne og væksten må søge derhen, hvor kompetencerne er, hvis vi ikke formår at vende udviklingen,” siger Christina Kiær.

Trods fremgangen har de østjyske ingeniører et lønefterslæb sammenlignet med landsgennemsnittet. I gennemsnit henter ingeniørerne i Østjylland en månedsløn på 49.915 kr. Det er 3.631 kr. mindre end landsgennemsnittet på 53.546 kr. pr. mdr.

 

Regionalt lønniveau fordelt på kandidatalder 2015, privatansatte

Års anciennitet (kandidatår)

Østjysk region

Alle

Forskel

1 år (2015)

36.643

37.338

-695

10 år (2005)

50.916

52.684

-1.768

20 år (1995)

57.949

61.678

-3.729

Alle

49.915

53.546

-3.631

Kilde: IDA Lønstatistik 2015 excl. Topchefer Note: Privat ansatte månedsløn er løn plus eget og arbejdsgivers pensionsbidrag og værdi af skattepligtige goder. Eksklusiv eventuel resultatløn og bonus.

Kontakter

Søren Lorentzen, tlf. 51851764

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum