Ingeniørforeningen, IDA

Opholdskrav vil ramme hundredvis af IDA-medlemmer

Del
Arbejdsmarkedet er globalt for vidensarbejdere inden for teknologi og naturvidenskab, og opholdskravet i dagpengesystemet bliver en barriere for udveksling af viden, erfaringer og netværk.

”Fordi vi er fattige, behøver vi ikke også være dumme.” Sådan nogenlunde lød det fra Frederik den 6., da den danske folkeskole blev oprettet på bagkant af statsbankerotten i 1813.

Danmark er heldigvis i en helt anden position i dag. Vi er ikke på nippet til at gå nedenom og hjem, snarere tværtimod. Men vi er åbenbart villige til at blive dummere. Anderledes kan det ikke tolkes, når et flertal i Folketinget vil straffe udenlandsdanskere, der har opholdt sig uden for et EU- eller EØS-land i mere end 1 år gennem de seneste 8 år. De risikerer at miste retten til dagpenge i en 7-årig periode som konsekvens at det såkaldte opholdskrav i dagpengesystemet, der efter alt at dømme vedtages af et snævert flertal i Folketinget inden jul.

”For rigtig mange er retten til dagpenge afgørende for at tage springet til et arbejde udenfor Danmarks grænser, og derfor kan man frygte at lysten til at tage ud at dygtiggøre sig vil blive væsentlig mindre – det er i hvert fald det, vi allerede nu hører fra vores medlemmer,” siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

”Danske ingeniører, scient.er og it-specialister er globalt orienterede, og deres jobmuligheder rækker langt ud over Danmarks grænser. Dansk erhvervsliv og danske uddannelsesinstitutioner nyder godt af, at tusindvis af danske vidensarbejdere rejser ud i verden og dygtiggør sig, skaber netværk og forretningsforbindelser og tilegner sig værdifuld viden. For rigtig mange vælger heldigvis også at komme hjem igen efter en tid udenlands. Den trafik er et flertal i Folketinget åbenbart villig til at spille hasard med,” siger Juliane Marie Neiiendam.

IDA anslår, at flere end 4.000 danske medlemmer har deres arbejdsplads i udlandet. En ny opgørelse fra IDA viser, at de lande udenfor EU og EØS-området, som i øjeblikket tiltrækker flest IDA-medlemmer, er USA, Kina, Forenede Arabiske Emirater, Canada og Indien. Sammenlagt arbejder flere end 500 medlemmer i lande, der er omfattet af opholdskravet.

”Igen og igen ser vi en ulykkelig sammenblanding af arbejdsmarkedspolitik og udlændingepolitik. Danske expats, der har fundet en udenlandsk ægtefælle, skal igennem et forhindringsløb af dimensioner, hvis de ønsker at vende hjem med deres udenlandske partner. Nu vil et snævert flertal vedtage et opholdskrav i dagpengesystemet, der straffer folk for at arbejde i udlandet og gør dem til en slags andenrangsborgere. Det er elendigt købmandskab og udtryk for en provinsiel tankegang, som i sidste ende kan blive dyrt for Danmark som videnssamfund,” siger Juliane Marie Neiiendam.

Kontakter

Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, t: 28 14 40 04
Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, t: 51 85 17 64 / e: slr@ida.dk

Links

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye