Opfordring til forældre: Lærer du dit barn at styre uden om kopivarer på nettet?

Danske unge har svært ved at spotte, om de køber ægte eller forfalskede varer, når de handler på nettet. Det viser en ny rapport fra den europæiske varemærkemyndighed EUIPO. Hele 43 pct. i alderen mellem 15 og 24 år har købt kopivarer uden at vide det, men mange køber også forfalskede varer helt bevidst. 39 pct. af de unge angiver, at de bevidst har købt kopivarer.
Hvad mange unge ikke er opmærksomme på er, at de risikerer at sætte deres helbred på spil. Forfalskede produkter kan indeholde sundhedsskadelige stoffer eller i øvrigt være farlige. For eksempel kan forfalskede mobilopladere risikere at bryde i brand. Derudover risikerer man som forbruger at støtte organiserede kriminelle grupper, som også kan være involverede i andre former for alvorlig kriminalitet – fx handel med narkotika, ulovlig våbenbesiddelse eller menneskehandel.
”Der er ikke noget sige til, at det er svært for de unge at skelne de ægte produkter fra de falske. Det gælder særligt, når de handler på nettet. De kriminelle bagmænd bag forfalskede varer bliver hele tiden dygtigere til at snyde forbrugerne,” siger Barbara Suhr Jessen, sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen.
Engang var det mest luksusvarer, der blev kopieret, men i dag er det nærmest alle typer af varer. I det forgangne år er de danske unges bevidste køb af kopivarer især sket inden for disse produkttyper: Tøj og accessoires (13 pct.), elektronik (11 pct.), fodtøj (9 pct.) og hygiejneprodukter (9 pct).
”Det er vigtigt, at de unge får viden om, hvorfor det er en god ide at styre uden om kopivarer, og hvordan de gør det. Derfor er det et af de emner, som forældre bør tale med de unge i familien om og på den måde hjælpe dem med at købe sikkert ind på nettet. Og man kommer langt med nogle få enkle råd,” siger Barbara Suhr Jessen.
Det vigtigste og mest grundlæggende råd er, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også. Desuden er det godt at kende de seks gode råd til at undgå kopivarer.
6 gode råd: Hjælp unge med at spotte kopivarerne på nettet
- Er der sprogfejl på websitet og underlige, skæve priser?
- Er prisen for varen mistænkelig lav?
- Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller mistænkelige? Tjek også "Om os"-siden.
- Er webadressen mærkelig?
- Er betalingsmulighederne mistænkelige?
- Hvad er andres erfaringer med hjemmesiden? Kig på diverse anmeldelsesordninger på internettet.
Læs mere om den nye rapport fra EUIPO her: Drop kopivarerne - vælg ægte (dkpto.dk)
Bemærk: Rapporten ”IP Youth Scoreboard 2022” offentliggøres den 8. juni kl. 9.00.
Læs mere om kopivarer på www.jegvælgerægte.dk.
Fakta: Ny kampagne skal hjælpe unge på vej
For at gøre de unge forbrugere bedre til at spotte forfalskede varer, når de handler på nettet, lancerer Patent- og Varemærkestyrelsen en ny digital kampagne, der hedder ’Drop kopivarerne - vælg ægte’ i anledning af Verdens Anti-piratkopieringsdag den 8. juni. Sammen med satirikeren og internetpersonligheden, Martin Johannes Larsen, som er et kendt ansigt blandt målgruppen, sætter kampagnen fokus på nogle af de risici, man løber, hvis man køber kopivarer.
Formålet er at få unge danske forbrugere, i alderen 18-24 år, til at stoppe med at købe kopivarer, ved at gøre dem bevidste om de risici, der er forbundet med falske varer. Samtidig får de viden om, hvordan de kan styre uden om kopivarer ved at følge nogle få gode råd.
Læs mere om kampagnen og se kampagnevideoen med Martin Johannes Larsen på: www.dkpto.dk/kampagner/drop-kopivarerne
Fakta: Danske myndigheders arbejde for at bekæmpe kopihandel
- Danmark er blandt de lande, som yder en stærk indsats til bekæmpelse af handlen med kopivarer. 12 myndigheder samarbejder tæt om at bekæmpe problemet gennem Ministeriernes Netværk mod IPR-krænkelser.
- Patent- og Varemærkestyrelsen driver ’Hotline om kopivarer’, som yder vejledning til både forbrugere og virksomheder - herunder om både forebyggende tiltag og håndhævelse overfor kopister.
- Forbrugerne kan søge hjælp på jegvælgerægte.dk og finde tips til, hvordan man undgår at købe kopivarer. Find tjeklisten til nethandel her.
Kontakter
Tine Heide ThomsenKommunikationschef
Tlf:20 76 92 08tiht@dkpto.dkBilleder
Information om Patent- og Varemærkestyrelsen
Patent- og Varemærkestyrelsen er en del af Erhvervsministeriet. Vi arbejder for at sikre, at danske virksomheder har rettighederne til deres egne idéer, så vi skaber de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling – både i og udenfor Danmarks grænser.
Følg pressemeddelelser fra Patent- og Varemærkestyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Patent- og Varemærkestyrelsen
Få ægte varer med hjem: Undgå kopivarer på ferien25.6.2025 08:29:22 CEST | Pressemeddelelse
Når danskerne drager på ferie i udlandet, er shopping ofte en del af oplevelsen. Billige mærkevarer kan virke fristende, men vær opmærksom: Kopivarer kan udgøre en risiko for din og din families sikkerhed. Patent- og Varemærkestyrelsen giver fire råd til, hvordan du kan spotte og undgå kopivarer, så du kun bringer ægte ferieminder med hjem.
Norsk energiløsning kåret som årets nordiske innovation10.4.2025 17:13:48 CEST | Pressemeddelelse
Nordic Innovation Award blev den 10. april uddelt for første gang i København, og den norske virksomhed Cartesian løb med prisen for deres banebrydende innovation.
Dansk innovation ligger helt i top!25.3.2025 08:30:00 CET | Pressemeddelelse
Vestas, Novozymes og Danmarks Tekniske Universitet har leveret de største bidrag til, at Danmark kan indtage en europæisk fjerdeplads målt på antallet af patentansøgninger per indbygger sidste år. Det er første gang, et universitet indtager en tredjeplads på top-10 listen blandt de største og mest patentaktive virksomheder i Danmark. VKR Holding er i år for første gang med på listen.
Danske virksomheder er vilde med populær patentordning2.12.2024 10:18:31 CET | Pressemeddelelse
215 danske virksomheder har i denne omgang søgt Erhvervsministeriets ordning om tilskud til at søge patent på deres idé. Én af de virksomheder, der har haft gavn af ordningen, er Frederikshavn-virksomheden Decubimax, som har udviklet en trykaflastende sårbandage.
Sådan undgår du at købe kopivarer på ferien10.7.2024 09:20:54 CEST | Pressemeddelelse
Mange danskere shopper på ferien i udlandet. Her kan billige mærkevarer være fristende, men pas på: Kopivarer kan være farlige for din og din families sikkerhed. Patent- og Varemærkestyrelsen giver fire gode råd til, hvordan du spotter og undgår kopivarer på ferien og får ægte ferieminder med hjem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum