Erhvervsministeriet

OL og maritimt samarbejde på dagsordenen på Japan-besøg

21.4.2017 07:00 | Erhvervsministeriet

Del

Erhvervsminister Brian Mikkelsen tager den kommende uge til Japan for at forberede Danmarks deltagelse i de Olympiske Lege i Tokyo i 2020 og drøfte samhandelen og udvikling af det maritime samarbejde mellem Danmark og Japan.

Når Tokyo i 2020 danner rammen om en af verdens største sportsbegivenheder – de olympiske lege – skal Danmark ikke blot være godt repræsenteret i de sportslige arenaer, men også med virksomheder og med markedsføring af Danmark.

Op mod 1 million gæster, 20.000 pressefolk og millioner af japanere ventes at besøge legene, og i den kommende uge tager erhvervsminister Brian Mikkelsen derfor til Tokyo, for at forberede den danske deltagelse og bl.a. mødes med den japanske minister for OL, Tamayo Marukawa, og med Yoshiro Mori, tidligere statsminister og nuværende formand for Japans OL-arrangør komite.

”Jeg vil gøre OL i 2020 i Tokyo til et fantastisk udstillingsvindue for Danmark, hvor vi får vist alt det frem, Danmark har at byde på. Vi skal mødes med de japanske arrangører og drøfte, hvordan vi fra dansk side bedst kan skabe en OL-platform i Tokyo og skabe opmærksomhed omkring Danmark, og samtidig bidrage til at løfte legene uden for sportsarenaerne for de mange gæster i Tokyo,” siger Brian Mikkelsen.

Ved OL i Rio de Janeiro sidste år besøgte knap 200.000 gæster den arkitekttegnede danske OL-pavillon ”Heart of Denmark” på Ipanema Beach, og derudover fik OL-pavillonen meget medieomtale var dermed med til at markedsføre Danmark bl.a. grønne løsninger og bæredygtighed og som turistdestination.

Både VisitDenmark og Dansk Idrætsforbund deltager på turen.

Øget samhandel og maritimt samarbejde

Under Japan-besøget skal Brian Mikkelsen også styrke det gode maritime samarbejde mellem Japan og Danmark. Japan aftager bl.a. meget dansk søtransport, og japanske værfter modtager ligeledes mange dele til skibsbygning fra danske leverandører. Brian Mikkelsen skal på turen mødes med den japanske minister for land, infrastruktur, transport og turisme Keiiche Ishii, og med den japanske maritime sektor for at tale om udvidelser af dette samarbejde.

”Både Danmark og Japan er stærke søfartsnationer, og vi har et godt og langvarigt samarbejde, som vi ønsker at bygge videre på. Flere danske leverandører samarbejder med japanske værfter, og danske rederier leverer søtransport til japanske kunder, og forhåbentlig kan vi bane vejen for, at samhandlen vokser på dette område. Begge lande ønsker desuden miljøvenlige og innovative skibe, og ser meget ens på internationale regler for skibsfart,” fortæller Brian Mikkelsen, der under sit besøg også deltager i navngivningen af et nyt dansk-japansk lastskib, ”Ultradiversity”, der er blevet bygget på et værft i Kagawa-regionen.

Erhvervsministerens besøg i Japan varer fra den 22.-28. april. Erhvervsministeren skal på i løbet af ugen også mødes med den japanske vindorganisation JWPA og med Mitsubishi Heavy Industries (MHI) omkring selskabets investeringer i den danske vindindustri.

Japan og Danmark har i år 150-års jubilæum for diplomatiske forbindelser, hvilket fejres med flere politiske, kulturelle og kommercielle aktiviteter.


Yderligere pressekontakt:

Presserådgiver Rasmus Holm Thomsen, rht@em.dk / 91 39 94 55

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.evm.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum