KL

Økonomiaftale for 2021 sikrer kommunerne et højere anlægsniveau

Del
KL og regeringen har indgået en økonomiaftale for 2021, som giver plads til øgede investeringer i de fysiske rammer. Derudover får kommunerne flere penge til at følge med, når antallet af ældre og borgere med fysiske og psykiske problemer vokser.

Fredag eftermiddag har KL og regeringen indgået en økonomiaftale for 2021. Aftalen giver kommunerne mulighed for at bygge og renovere for 21,6 mia. kr. til næste år.

”Jeg er glad for, at det er lykkedes os at få forhandlet en højere anlægsramme hjem. Det betyder, at kommunerne kan være med til at kickstarte dansk økonomi i kølvandet på coronakrisen. Og lige så vigtigt giver det os mulighed for at løfte kvaliteten af vores skoler, dagtilbud, veje og andre fysiske faciliteter, så de i højere grad matcher borgernes forventninger til rammerne om vores velfærd,” siger KL’s formand Jacob Bundsgaard.

Penge til at håndtere demografien og udgiftspresset

Aftalen indebærer desuden, at kommunerne får 1,5 mia. kr. mere i 2021 til den nære velfærd så som dagtilbud, ældrepleje, socialområdet og kommunale sundhedsopgaver. Dermed lyder den samlede kommunale serviceramme på 267,2 mia. kr. i 2021.

”Vi har været igennem et hæsblæsende forår, der har rokket ved meget i vores samfund. Men det har ikke ændret ved de grundlæggende udfordringer, der er for kommunernes økonomi i disse år. Der kommer flere ældre, antallet af kronikere vokser, flere borgere lever med fysiske, psykiske eller sociale problemer, og vi har stadig ikke fået en sundhedsreform. Derfor har det været vores udgangspunkt i forhandlingerne, at kommunernes økonomi skal kunne følge med, så vi kan sikre en værdig pleje og omsorg til vores borgere,” siger KL’s næstformand Martin Damm.

”Det har været vigtigt for os, at aftalen tydeligt adresserer det udgiftspres, kommunerne oplever, fordi antallet af borgere, som har brug for en social indsats, stiger. Vi har aftalt i fællesskab at se på, hvad den udvikling skyldes, så vi i endnu højere grad kan sætte ind med forebyggende indsatser og give borgerne den sammenhængende og helhedsorienterede hjælp, de har brug for,” siger Jacob Bundsgaard.

Flere lærepladser og gang i en sundhedsaftale

Som en del af økonomiaftalen er KL og regeringen enige om at øge antallet af lærepladser, så elever på erhvervsuddannelserne har større sikkerhed for at få en lærerplads trods coronakrisen. Det skal bl.a. ske ved at bruge de 266 mio. kr. ubrugte AUB-midler, der torsdag aften blev fordelt i trepartsforhandlingerne, som har kørt parallelt med økonomiforhandlingerne.

”Det er rigtig vigtigt, at vi får midlerne hurtigst muligt ud at arbejde, så vi får de unge i gang. Mange brancher står i en meget vanskelig situation pga. coronakrisen, men vi skal sikre, at det ikke fører til, at en stor generation af unge ikke kan få deres uddannelse. Derfor skal vi ud at lave nye praktikpladsaftaler og samtidig gøre noget ved rekrutteringsudfordringerne i kommunerne,” siger Jacob Bundsgaard.

Økonomiaftalen slår desuden fast, at regeringen vil inddrage KL i processen frem mod en sundhedsaftale.

”Lige før coronakrisen brød ud, kom alle sundhedsvæsenets aktører med et fælles opråb til sundhedsministeren om at få landet en sundhedsaftale hurtigst muligt. Nu hvor vi begynder at kunne se lidt lys for enden af tunnelen ift. krisen, er det vigtigt, at det arbejde genoptages. Vi er derfor tilfredse med, at regeringen med økonomiaftalen understreger, at arbejdet skal i gang, og at processen skal være åben og inddragende,” siger Martin Damm.

Coronaudgifter kompenseres

Økonomiaftalen adresserer også kommunernes udgifter til at håndtere coronakrisen. Kommunerne har fx haft øgede udgifter til indkøb af værnemidler, ekstra rengøring og flere personaleudgifter.

KL og regeringen har med økonomiaftalen aftalt, at kommunerne kompenseres for i alt 2,6 mia. kr. i 2020. Pengene udmøntes som udgangspunkt efter indbyggertal. Kommunernes manglende indtægter til trafikselskaber mv. håndteres i et særskilt spor.

”Allerede i marts måned aftalte vi med regeringen, at coronaregningen ikke må fortrænge udgifterne til den øvrige velfærd. Den foreløbige regning har vi nu fået gjort op. Og samtidig har vi aftalt at følge op igen til efteråret,” siger Martin Damm.

Fakta om økonomiaftalen 2021

  • Den kommunale serviceramme hæves med 1,5 mia. kr. ift. sidste års aftale og udgør i 2021 samlet set 267,2 mia. kr.
  • Kommunernes anlægsinvesteringer udgør 21,6 mia. kr.
  • Regeringen og KL er enige om, at kommunernes overførselsudgifter vil udgøre 81,0 mia. kr., og udgifter til forsørgelse og aktivering af forsikrede ledige vil udgøre 15,4 mia. kr. i 2021.
  • Regeringen og KL er yderligere enige om at foretage en midtvejsregulering af overførselsudgifterne for 2020 på 3,4 mia. kr., hvoraf de 0,5 afstedkommer af DUT. Regeringen er indstillet på, at midlerne kommer til udbetaling hurtigst muligt. Det kan ekstraordinært ske 1. september 2020.
  • Hertil kommer der en midtvejsregulering af udgifterne til de forsikrede ledige på 5,5 mia. kr.
  • Kommunerne kompenseres for i alt 2,6 mia. kr. i 2020 for mer- og mindreudgifter til håndtering af coronakrisen.
  • Det er desuden aftalt at tage en ny status på kommunernes coronarelaterede udgifter til efteråret.

Nøgleord

Kontakter

Information om KL

KL
KL
Weidekampsgade 10
2300 København S

+45 3370 3370https://www.kl.dk/

KL er interesseorganisation for de 98 kommunalbestyrelser og arbejder for, at kommunerne har de bedst mulige rammer til at prioritere velfærd og økonomi og til at udvikle kommunen lokalt. KL bidrager til – sammen med kommunerne – at videreudvikle det danske kommunestyre og lokaldemokrati. KL er samtidig arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ca. 500.000 ledere og medarbejdere.

Følg pressemeddelelser fra KL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra KL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye