Udenrigsministeriet

Nyt regionalt freds- og stabiliseringsprogram for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet i Guineabugten

Del
Udenrigsministeren og forsvarsministeren lancerer i dag anden fase af det regionale freds- og stabiliseringsprogram for Danmarks indsats mod pirateri og anden maritim kriminalitet i Guineabugten, 2019-2021.

Guineabugten er et af de steder i verden, hvor skibstrafikken oplever nogle af de største udfordringer med pirateri og anden maritim kriminalitet. Den seneste tid har der været tegn på både en stigning i antallet af angreb og øget kompleksitet i gennemførte angreb.

Vestafrika udgør et betydeligt marked, hvor en meget stor del af handelen sker via dansk kontrollerede skibe med internationale og danske søfolk ombord. Det anslås, at der på ethvert givet tidspunkt befinder sig omkring 30 skibe fra danske rederier i Guineabugten, og danske maritime erhvervsaktører har milliardinvesteringer i havneanlæg i regionen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen udtaler:

”Det maritime område er et af Danmarks største eksporterhverv og spiller en vigtig rolle for dansk beskæftigelse. Samtidig er frie handelsveje afgørende for at sikre økonomisk udvikling og fremgang i Vestafrika. Maritim sikkerhed, regionens økonomiske udvikling og danske interesser er således tæt forbundne. Derfor er jeg glad for at kunne lancere en ny fase af Danmarks regionale freds- og stabiliseringsprogram for maritim sikkerhed i Guineabugten.”

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

”Det danske forsvars indsats for at bekæmpe pirateri og andre former for kriminalitet til søs er et vigtigt bidrag til, at farvandene i Guineabugten er sikre og sejlbare for dansk og international skibsfart. Vi har jo høstet gode erfaringer med den danske indsats mod pirateri ud for Afrikas Horn de senere år, og dem kan vi gøre brug af til også at støtte lande i denne region med at opbygge deres egne kapaciteter, så de på sigt selv kan håndtere maritime problemer.”

Baggrund: Pirateri og maritim kriminalitet anno 2018

Som følge af det internationale samfunds indsats mod pirateri er antallet af hændelser på globalt plan faldet til det laveste niveau i to årtier. Der er dog fortsat regioner, hvor pirateri udgør en betydelig trussel. Det gælder særligt Guineabugten, som var hjemsted for ca. 45 pct. af verdens piraterihændelser i 2018. Freds- og stabiliseringsprogrammet har til formål at styrke regional maritim sikkerhed i Guineabugten ved kapacitetsopbygning i Nigeria og Ghana, herunder retsforfølgelse af maritim kriminalitet. Den nye fase bygger på Danmarks nuværende og tidligere stabiliseringsengagementer i regionen. Danmarks engagement i Guineabugten er et vigtigt element i prioritetspapiret for indsatsen mod pirateri og anden maritim kriminalitet 2019-2021, som blev lanceret i november 2018.

Programdokumentet er vedhæftet.

Kontakter

Vedhæftede filer

Information om Udenrigsministeriet

Udenrigsministeriet
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

33 92 00 00http://um.dk/

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye