Nyt partnerskab vil lancere globale agritech-kometer

Del
Investeringsselskab og erhvervsorganisation i fælles udviklingsindsats inden for fødevaresektoren

Erhvervsudviklingsorganisationen Business Lolland-Falster indgår nu i samarbejde med det Hong Kong-baserede investeringsselskab JBI Equity med henblik på at tiltrække og udvikle vækstfokuserede virksomheder inden for fødevarer og agri-tech. Målet er at skabe en global aktør i forhold til udvikling og skalering af virksomheder inden for en sektor i hastig vækst.

Styrkeposition

"Den globale udvikling gør, at det aldrig har været mere perspektivrigt end nu at beskæftige sig med fødevareproduktion og relaterede teknologier. Lolland-Falster har en stærk og international konkurrencedygtig primærproduktion, og højt specialiseret agroindustri, og derfor er det helt oplagt, at vi nu indgår i et forpligtende samarbejde med et globalt orienteret investeringsselskab i forhold til at spille en rolle internationalt." Sådan lyder det fra forretningschef for Landbrug og Fødevarer i organisationen Business Lolland-Falster, Steffen Lund.

Også den nye partner ser et spændende og nyt potentiale i samarbejdet. Det fortæller Kristian Bennetsen, Managing Partner & Director i JBI Equity:

"Vi får som investeringsselskab indflydelse på, hvilke vækstvirksomheder, der får mulighed for at gennemgå et intensivt acceleratorforløb med henblik på, at de bliver modnet og tilpasset til at kunne præsenteres for et seriøst investorpanel."

Øger ambitionerne

Konkret drejer samarbejdet sig om det syv-ugers acceleratorforløb under navnet "Growth Train", som Business Lolland-Falster har været operatør på siden 2017. Growth Train er indtil videre gennemført to gange, og hver gang har flere end 200 virksomheder fra hele verden søgt om en af de blot 15 pladser, Growth Train udbyder. Det har givet anledning til nu at sætte barren endnu højere, fortæller Steffen Lund.

"Man kan vel sige, at vi er kommet selvtillids-styrket ud af vores første erfaringer med Growth Train, og nu vælger vi så at hæve barren og blive endnu mere selektive med, hvem der kan deltage. Her kommer JBI Equity ind i billedet ved at kunne bidrage på flere planer. I kraft af deres netværk kan de levere nogle meget stærke bud på deltagerkandidater til Growth Train. De kan også levere nogle yderst kompetente fagpersoner, som kan bidrage til Growth Trains i forvejen skarpe hold af coaches og mentorer i forhold til både udvælgelsesfasen og selve forløbet. Og ikke mindst kan JBI Equity åbne dørene for deltagervirksomhederne til en investorkreds, vi ikke tidligere har været i nærheden af."

Global vækst

JBI Equity består af folk, der både har erfaring med traditionel landbrug- og fødevareproduktion samt erfaring og indsigt i sektorens nye muligheder, som mange virksomheder i branchen paradoksalt nok endnu ikke har ageret på.

"Der bliver flere folk i verden og dermed behov for flere fødevarer, og samtidig bliver verdens befolkning rigere, hvilket stiller krav til øget kvalitet og øget proteinproduktion. Traditionelt har landbruget været en tilbagestående sektor for ny udvikling på nye markeder, men der er et ganske betydeligt potentiale for investeringer i sektoren bl.a med sigte på de nye muligheder inden for kommunikation, teknologioverførsel og produktudveksling", fortæller Kristian Bennetsen, Managing Partner & Director i JBI Equity.

Growth Train Accelerator fokuserer målrettet på virksomheder inden for fødevarer og agri-tech i forhold til dyrkning, avl, produktion, logistik og processer.

FAKTA:

Growth Train Accelerator
Growth Train Accelerator er en syv-ugers accelerator placeret på Lolland-Falster, der fokuserer på at accelerere forretningsudviklingen af virksomheder inden for fødevarer og agri-tech med brug af dokumenterede udviklingsværktøjer og internationale mentorer og coaches. Deltagerne er virksomheder fra hele verden med ekstraordinært potentiale og ambitioner for global succes.
www.growth-train.dk

JBI Equity
JBI Equity er et investeringsselskab, der fokuserer udelukkende på investeringer inden for fødevarer og agribusiness. Selskabet rummer omfattende teknisk, operationel og kommerciel erfaring inden for disse sektorer og har tilknyttet et Advisory Board bestående af ansete industrieksperter fra hele verden. Selskabet samarbejder med flere universiteter og driver sammen med The University of Edinburgh i Skotland biotech-virksomheden Roslin Technologies. Biotek-virksomheden bringer forskningsprojekter fra universitetets institut for dyreforskning, The Roslin Institute, ind på det kommercielle marked. The Roslin Institute er bl.a. kendt for at have klonet fåret Dolly. JBI Equity er beliggende med kontor i Hong Kong samt underafdelinger i Storbritannien og Danmark.
www.jbiequity.com

Business Lolland-Falster
Business Lolland-Falster er erhvervslivets og kommunernes erhvervsudviklingsorganisation på Lolland-Falster og har til opgave at skabe øget erhvervsvækst gennem tiltrækning og etablering af nye- samt styrkelse af eksisterende lokale virksomheder. 
www.businesslf.dk

Nøgleord

Kontakter

Steffen Lund
Forretningschef Landbrug & Fødevarer
Business Lolland-Falster
Mob: +45 53 100 464
E-mail: sl@businesslf.dk


Kristian Bennetsen
Managing Partner & Director
JBI Equity
Mob: +45 31 58 79 13
E-mail: kb@jbiequity.com

Billeder

Information om First Link

First Link
First Link
Finsensvej 78
2000 Frederiksberg

30525191https://firstlink.dk

  

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye