Nyt partnerskab skal gøre Bornholm til førende grøn energiø
2.9.2022 11:38:36 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Sammen med en lang række lokale og nationale aktører vil regeringen gøre Bornholm til et erhvervsfyrtårn inden for udvikling, test og demonstration af grøn energi.
Som en vigtig del af arbejdet lancerede aktørerne på Bornholm tidligere på ugen den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island, som skal danne rammen for de kommende aktiviteter, når Bornholm skal være førende grøn energiø. Det skal blandt andet ske gennem tæt samarbejde mellem private virksomheder, vidensinstitutioner, forsyningsvirksomheder mv. Blandt de øvrige aktiviteter er etableringen af et Residental College, som skal skabe et stærkt samarbejde mellem studerende, forskere og virksomheder om grøn energi, samt afklaring af potentialet for et test-center for energiø-teknologi på Bornholm.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Bornholm har alle forudsætninger for at blive et grønt fyrtårn. Derfor er jeg også stolt over at vi i dag kommer med en partnerskabsaftale, hvor regeringen sammen med stærke lokale og nationale kræfter skruer op for test af grøn energi. Det vil ikke alene gøre vores verden grønnere men også skabe flere grønne arbejdspladser over hele landet.”
Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen:
”Bornholm har potentiale til at blive Østersøens grønne teknologiske knudepunkt. Der er lokal opbakning til den grønne omstilling og tårnhøje ambitioner for øens grønne fremtid, fordi bornholmerne forstår at udnytte de muligheder, som f.eks. Energiø Bornholm bringer til solskinsøen.”
Partnerskabet for det bornholmske erhvervsfyrtårn består foruden regeringen af det lokale konsortium, Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Det lokale konsortium består af en lang række lokale og nationale aktører, og er i partnerskabet repræsenteret ved Professor Jacob Østergaard, Divisionschef ved DTU Institut for Vind og Energisystemer samt Ulrik Stridbæk, Chef for energiøkonomi, Ørsted.
”Østersøen rummer et stort uudnyttet potentiale for både grøn omstilling og dansk erhvervsliv. Med Bornholm som energiø og erhvervsfyrtårn skaber vi muligheden for at samarbejde om innovation og udvikling af de grønne energiteknologier, som skal ud at arbejde på det globale marked. Etablering af den erhvervsdrivende fond Baltic Energy Island er første spadestik i denne udvikling, hvor ambitionen er, at skabe et nationalt og internationalt knudepunkt for grøn energi, som allerede i det nye år vil udrulle de første projekter. Det er et arbejde, som vi i Ørsted ser frem til” siger Ulrik Stridbæk.
Borgmester Jacob Trøst er formand for Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm, og repræsentant i partnerskabet.
”På Bornholm og i kommunalbestyrelsen er vi stolte over det grønne væksteventyr, som partnerskabet omkring Erhvervsfyrtårnet sikrer. For mig at se, er det helt centrale i partnerskabet, at vi får samlet de førende globale aktører inden for grøn energi med vores stærke lokale erhvervsliv på Bornholm. Med den her opbakning fra regeringen bliver Baltic Energy Island et grønt fyrtårn der vil skabe vækst, innovation, forskning og uddannelse via den grønne omstilling. Det er til stor gavn for Bornholm, for Danmarks førerposition inden for grøn energi, og for det klima vi alle er så afhængige af” siger Jacob Trøst.
I partnerskabet på Bornholm er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse repræsenteret med bestyrelsesmedlem Fleming Frederiksen, direktør i Svend Frederiksen Maskinfabrik.
”Det er en vigtig partnerskabsaftale vi nu indgår om erhvervsfyrtårnet for udvikling, test og demonstration af grøn energi på Bornholm og som skal være med til at skabe nye muligheder for små og store danske virksomheder. I Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har vi fokus på, hvordan vi sammen udvikler lokale erhvervspotentialer til danske styrkepositioner. Det bornholmske erhvervsfyrtårn er et godt eksempel på, hvor store ambitioner vi kan have, når lokale og nationale kræfter går sammen. Vi skal bidrage både til erhvervsudvikling på Bornholm, til den nødvendige grønne omstilling af Danmark og til fremtidens eksporteventyr” siger Fleming Frederiksen.
Milliard afsat til erhvervsfyrtårne
Regeringen har i alt afsat 1 milliard kroner til at udvikle de otte lokale erhvervsfyrtårne. Erhvervsfyrtårnene bygger på anbefalinger fra regeringens regionale vækstteams og skal med udgangspunkt i lokale erhvervsstyrker bidrage til at opdyrke nye danske styrkepositioner inden for bl.a. grøn energi, Power-to-X, CO2-fangst, biosolutions og robotteknologi. Med partnerskaberne går regeringen skridtet videre og forpligter sig til at udvikle erhvervsfyrtårnene gennem en række forskellige initiativer.
Vedhæftede filer
Information om Erhvervsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Ændring af eksportkontrolloven skal sikre danske virksomheders fortsatte drift27.8.2026 10:27:16 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være muligt for danske virksomheder at køre videre, selvom de er ejet eller kontrolleret af personer, der havner på EU’s sanktionsliste. Tiltaget skal sikre beskyttelse af danske arbejdspladser og dansk produktion.
Dansk life science står stærkt trods global uro24.8.2026 13:54:23 CEST | Pressemeddelelse
Trods uro og høje energipriser klarer den danske life science-industri sig godt, viser ny analyse fra Erhvervsministeriet. I 2025 eksporterede industrien for 208 mia. kr. direkte fra Danmark.
Lidegaard sætter konkurrencekraft og forsvarsindustri på dagsordenen i Paris18.6.2026 11:46:14 CEST | Pressemeddelelse
Under besøget vil erhvervs- og konkurrencekraftsministeren have fokus på, hvordan man styrker samarbejdet mellem Danmark og Frankrig inden strategiske og innovative industrier i en verden præget af uro.
Ministeroverdragelse i Erhvervsministeriet3.6.2026 10:12:44 CEST | Pressemeddelelse
Pressen inviteres til overdragelsesforretning i Erhvervsministeriet kl. 14.00.
Bødskov: Ulovligt billigt bras fra tredjelande er gift for EU26.2.2026 09:00:05 CET | Pressemeddelelse
Erhvervsminister Morten Bødskov rejser i dag til Bruxelles for at deltage i dagens EU’s konkurrencerådsmøde. Med sig har han en klar vej til at tøjle de massive problemer med onlinemarkedspladser fra tredjelande, som fx Temu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
