Nyt investeringssamarbejde skal sikre milliarder til danske virksomheder
Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsbank, EIB, har netop indgået et nyt investeringssamarbejde, der over de næste fem år kan udmønte sig i over 2 mia. kr. i risikovillige investeringer til primært små og mellemstore virksomheder, der er klar til vækst.
Med en unik platform til egenkapitalinvesteringer vil parterne bidrage til at understøtte og accelerere danske virksomheder på deres vækstrejse, så de har den nødvendige finansiering til at kunne vokse, innovere og skalere internationalt.
Aftalen er dermed det seneste eksempel på Vækstfondens løbende arbejde med at tiltrække og aktivere udenlandsk kapital til danske virksomheder.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
“Jeg er glad for, at Vækstfonden og EIB har indgået denne unikke aftale, som er en ny og innovativ måde at tiltrække EU-midler til risikovillige investeringer i danske virksomheder og arbejdspladser. Aftalen skaber bedre rammer for, at de danske virksomheder kan fortsætte deres udvikling på dansk grund og fx ikke behøver at tage til udlandet for at finde den nødvendige risikovillige kapital. Partnerskabet er dermed med til at udvikle og fastholde danske virksomheder og arbejdspladser i Danmark.”
Co-investeringsaftalen er den første af sin slags i europæisk sammenhæng og består af et ligeligt fordelt indskud fra Vækstfonden og EIB på samlet 1,1 mia. kr. Når kapitalen investeres, er der krav om privat medfinansiering, hvilket kan bringe det samlede beløb til danske virksomheder op over 2 mia. kr.
Kapitalen vil blive investeret i virksomheder, der har brug for kapital til fx yderligere innovation og udvikling, øget produktionskapacitet og/eller som vil udvide deres forretning internationalt.
Claus Gregersen, formand for Vækstfonden:
”Vi er meget glade for, at det sammen med vores mangeårige partner, EIB, er lykkedes at skabe et unikt investeringssamarbejde, hvor mere end 500 mio. kr. fra EU nu investeres direkte i danske virksomheder. Sammen vil vi gennem massive investeringer understøtte vækst, jobskabelse og innovation. Dermed kan vi bidrage til, at de danske virksomheder, der gerne skulle blive fremtidens fyrtårne, kan rejse den fornødne kapital til at fortsætte deres udvikling og samtidig kan vi gøre det muligt at fastholde virksomhedernes base i Danmark, når de for alvor skalerer internationalt.”
Alexander Stubb, Vice President i EIB:
”SMV’er og midcaps er vigtige drivere af innovation og jobskabelse i Europa, og vi er glade for at EU’s investeringsbank kan styrke finansieringsmulighederne for danske SMV’er og midcap-virksomheder via denne egenkapitallignende facilitet med Vækstfonden. Samarbejder med nationale finansieringsinstitutioner er meget vigtige for os og er en prioritetsindsats under Juncker-planen.”
Valdis Dombrovskis, Vice President i Europa-Kommissionen:
”Juncker-planen har været en succeshistorie for små og mellemstore virksomheder. Allerede nu har flere end 1 mio. mindre virksomheder tværs over Europa glæde af en forbedret adgang til kapital. Dagens aftale med Vækstfonden vil gøre en stor forskel for virksomheder i Danmark.”
Peter Joakim Kofler, Formand for Dansk Iværksætter Forening:
"I SMV-landet Danmark er vi helt afhængige af at kunne skabe vækst i netop landets mindre virksomheder. Danmark har altid kunne manøvrere i kraft af vores fleksible små virksomheder, men i dag står SMV'erne overfor historisk store omstillinger som eksempelvis den grønne og den digitale, samtidig med at adgangen til de traditionelle finansieringskilder er svær. Det er helt afgørende for Danmark, at SMV'erne får nyt brændstof ind i form af finansiering, så de kan komme videre på vækstrejsen.”
Om aftalen mellem Vækstfonden og EIB
I det nye investeringssamarbejde indskyder Vækstfonden og Den Europæiske Investeringsfond, EIB, hver 75 mio. euro, der skal investeres i danske virksomheder, der er klar til vækst. Investeringerne er betinget af et krav om minimum 50 pct. i privat medfinansiering, hvilket potentielt bringer det samlede investeringsbeløb op på mere end 2 mia. kr.
Investeringerne, der forventeligt samlet vil være i størrelsesordenen 5-20 mio. euro, foretages i små og mellemstore samt midcap-virksomheder, der står foran udvikling og skalering.
Om Den Europæiske Investeringsbank, EIB
Den Europæiske Investeringsbank, EIB, er en langsigtet låneinstitution ejet af EU’s medlemslande. EIB yder langsigtet finansiering til fornuftige investeringer, der understøtter EU’s målsætninger. I 2018 gav EIB tilsagn for lidt over 430 mio. euro til danske projekter inden for forskellige sektorer, bl.a. service, industri og SMV’er. Vækstfonden er en mangeårig partner for EIB-gruppen, der består af EIB og den underliggende institution Den Europæiske Investeringsfond, EIF. EIB er aktionær i EIF og medfinansierer mange af EIF’s projekter i Danmark.
Læs mere på www.eib.org
Om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som medvirker til at skabe flere vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har vi siden 1992 medfinansieret vækst i over 7.900 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 24,9 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter.
Læs mere på www.vf.dk
For yderligere information
Erhvervsministeriet: Mads Kolby, +45 91 33 70 69, mkolby@em.dk
Vækstfonden: Nathali Selmeczi Lehmann, +45 28 60 01 13, nsl@vf.dk
European Investment Bank, EIB: Naja Camisa, +352 691 284605, n.camisa@eib.org / Tim Smit, +352 691 286423, t.smit@eib.org
European Commission: Siobhan Millbright, +32 (0) 229 57361, siobhan.millbright@ec.europa.eu
Information om Erhvervsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Erhvervsministeren ansætter Thomas Schjødt midlertidigt som særlig rådgiver19.12.2025 12:05:11 CET | Pressemeddelelse
Thomas Schjødt er ansat midlertidigt som særlig rådgiver for erhvervsministeren, mens nuværende særlig rådgiver, Søren Andersen, er på forældreorlov. Thomas Schjødt kommer fra en stilling som chefrådgiver hos Radius CPH. Thomas har været særlig rådgiver for bl.a. tidligere minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, samt særlig rådgiver for tidligere indenrigs- og boligminister, Christian Rabjerg Madsen. Thomas Schjødt er uddannet cand.scient.pol. og har første arbejdsdag i Erhvervsministeriet den 5. januar 2026.
Nu banes vejen for at styrke butikslivet og udviklingen i Danmarks lokalsamfund19.12.2025 09:10:49 CET | Pressemeddelelse
Folketinget har netop vedtaget en modernisering af lukkeloven, som bl.a. giver butikker i mindre byer lov til at holde åbent på lukkedage som f.eks. årets helligdage.
Nu bliver det langt nemmere og hurtigere for forbrugerne at finde benzinpriser online18.12.2025 12:00:05 CET | Pressemeddelelse
Fra den 1. januar forpligtes brændstofselskaberne til at offentliggøre pumpepriserne online. Med Google Maps bliver det hurtigt og nemt for forbrugerne at finde den bedste pris på benzin og diesel.
Dansk EU-formandskab lander aftale, der gør investeringer nemmere og billigere for europæerne18.12.2025 07:54:57 CET | Pressemeddelelse
Mange vælger at lade deres opsparing arbejde i stedet for bare at lade pengene stå i banken. Nu har EU-Parlamentet og Rådet lavet en ny aftale, der skal gøre det nemmere for helt almindelige mennesker at investere i fonde og andre investeringsprodukter.
Dansk EU-formandskab har sikret solide rammer for sikkerhed og investeringer11.12.2025 14:07:11 CET | Pressemeddelelse
Det danske formandskab har netop indgået en aftale med Europa-Parlamentet, der skal styrke sikkerheden i Europa og beskytte virksomheder mod risikable investeringer. Med de nye fælles regler ruster EU sig til en mere usikker verden og skaber samtidig mere fair og ens konkurrence for erhvervslivet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
