Kræftens Bekæmpelse

Nyt EU-direktiv betyder neutrale tobakspakker – i nogle lande

Del

EU's tobaksdirektiv træder i kraft i dag den 20. maj. I Frankrig, Storbritannien og Irland betyder det standardiserede cigaretpakker, hvor tobaksfirmaerne ikke længere har mulighed for at brande cigaretmærket. Det gør det mindre attraktivt for børn og unge at begynde at ryge, viser undersøgelser. Derfor er det ærgerligt, at Danmark har valgt kun at følge minimumstandarderne, mener Kræftens Bekæmpelse.

For danskere med hang til cigaretter betyder det nye EU-direktiv først og fremmest større advarsler på pakkerne og i 2020 et farvel til cigaretter med menthol og andre aromaer. I alt kommer advarslerne nu til at fylde 65 pct. af både for og bagside.

I Frankrig, Storbritannien og Irland har man valgt at gå videre end minimumskravene. Her vil cigaretpakkerne fremover blive fuldstændig standardiserede, så også cigaretmærket kommer til at stå med standardskrift.

- Danmark bør snarest muligt gøre som de tre EU-lande og indføre standardiserede cigaretpakker. Vi ved, at det virker og vil føre til færre unge rygere. Alle er enige om, at det er både trist og meningsløst, at der hver dag er børn og unge, som tænder den første cigaret. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke benytter de tiltag, der virker, siger Niels Them Kjær, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Australien har vist vejen

De standardiserede pakker blev indført i Australien i december 2012, og her har undersøgelser vist, at unge ikke synes, at cigaretpakkerne er så attraktive mere. Andelen af australske rygere i alderen 12-17 år er da også efterfølgende faldet til rekordlave 3,4 pct. I Danmark er det fem pct. af de unge på 15 år, der ryger dagligt.

De australske tal skyldes flere indsatser, men altså også de standardiserede pakker. Niels Them Kjær er sikker på, at vi også kommer til at se standardiserede pakker herhjemme inden for en overskuelig fremtid. For selv om vi ikke tror, at vi lader os lokke af reklamer og brands, så er virkeligheden en anden.

- Folk køber jo ikke blot cigaretter, de køber også forskellige brands og de historier, der knytter sig til brandet. Pakken er en accessory, og de unge køber en identitet sammen med afhængighed. Derfor skal vi væk fra de identitetsskabende pakker, sådan som de første EU-lande nu har gjort, siger han.

Fakta om tobaksvaredirektivet

Tobaksvaredirektivet har til formål at forebygge, at børn og unge begynder at ryge. Derfor kommer der nye regler for cigaretter, men ikke for f.eks. cigarer og pibetobak, da det sjældent lokker børn og unge.

Med det nye tobaksvaredirektiv indføres nye minimumstandarder, men landene kan gå videre i deres beskyttelse af forbrugere.

Danskerne vil først og fremmest bemærke, at advarslerne bliver på 65 pct. af forside og bagside. På sigt bliver menthol og andre kendetegnende aromaer forbudt, så forbrugerne ved, at de ryger tobak.

Irland, Frankrig og Storbritannien udnytter muligheden for at indføre fuldstændigt standardiserede cigaretpakker, hvor man kan se brandet med en standardskrift, og hvor producenternes mulighed for at bruge cigaretpakken som reklamesøjle fjernes helt.

Læs mere om direktivet her: http://ec.europa.eu/health/tobacco/products/index_da.htm

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ny undersøgelse: Mange danskere reagerer ikke, når mor og far viser tegn på sygdom24.8.2017 07:00pressemeddelelse

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at fire ud af ti danskere ikke har opfordret deres forældre til at gå til lægen, selvom de har lagt mærke til eller hørt om, at forældrene har vist tegn på sygdom. Faktisk så taler hver tredje voksne dansker sjældent eller aldrig med sine forældre om deres helbred. Men det er en god idé at tage snakken, da det kan redde liv.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum