Det Kongelige Teater

Nyskrevet dansk opera tager livtag med mennesker på flugt

Del
Den Rejsende er en nyskrevet dansk opera af komponisten Eva Noer Kondrup baseret på erindringer fra mennesker i krig og med inspiration fra Bertolt Brechts Mutter Courage

Operaen, Takkelloftet | Premiere 3. februar 2018 kl. 17
Spilleperiode: 3.-10. februar 2018

Den Rejsende er en opera om det at flygte, bygget på erindringer fra mennesker i krig. Det er ny, dansk opera, der blander politiske udtalelser og internationale scenarier med operagenrens drama og afspejler følelserne ved flugt, krig og had.

I september 2015 krydsede et stort antal flygtninge grænsen til Danmark og vandrede mod Sverige ad motorvejen. Det gav anledning til en heftig debat i medierne og politiske tiltag som blandt andet udvidet grænsekontrol.

I Den Rejsende tager komponist og librettist Eva Noer Kondrup livtag med mennesker på flugt. Tekster af flygtningebørn fra Eksjugoslavien, et centralt politisk citat fra en aktuel flygtningepolitik, samt en klassisk rammefortælling som i Odin Teatrets version af Mutter Courage og hendes børn, af Bertolt Brecht, danner rammen om denne spændende fortælling.

Det er første gang, Eva selv kaster sig ud i at arbejde med tekst til et musikdramatisk værk, ”men i lige netop denne situation skulle der ske noget”, fortæller hun. ”Operaen indeholder et politisk citat - Inger Støjbergs udtalelse om at det kun er rimeligt at tage penge og smykker fra flygtninge, og jeg var derfor nødt til at finde nogle tekster, der kunne snakke med hinanden i det univers”.

Når man er i Bertolt Brechts univers, er man også i kontakt med det, man kalder Verfremdung, som Brecht bruger enormt meget. Verfremdung er en særlig skrivemåde, spillestil og opsætning, som giver tilskuerne anledning til at forholde sig kritisk bedømmende til det sete i stedet for at blive suget ind i illusion og medleven. ”For eksempel sammenstiller Brecht ting – Det kan være en indsat sang, som ikke har noget som helst med resten at gøre - for at få publikum til at se, det her er et spil”, forklarer Eva, som også har indlagt verfremdung i sin opera i form af sprechtgesang, ligesom hun også klipper i tiden.

”I Bertolt Brechts rammefortælling har man både en tidsramme, der kan foregå hvornår som helst, men man har også en slags pan-europa. Man kan flytte rundt på tingene. Der har været muligheder for at lave nogle tableauer/scener, som hænger sammen på en måde, så man ved, at hun vandrer rundt med den kærre. Det er en super god rammefortælling”.

Operaens musik er inspireret af folkemusiktraditionen fra Mellemøsten, Balkan og Klezmermusikken med akkordeon, kontrabas og slagtøj og kombinerer en umiddelbar tone med overraskende indfald og klassisk kompositionsteknik.

Den prisvindende lysdesigner Jesper Kongshaug leger med lyset og danner de scenografiske rammer for forestillingen, og Ida Fogh Kiberg debuterer som instruktør.

Læs mere om forestillingen i et interview med komponist Eva Noer Kondrup på https://komponistforeningen.dk/den-rejsende

Medvirkende:
Cecilia Lindwall: Anne Nihal
Anna Einarsson: Zeinab, Gendarm, Soldat, Bondekone
Eva Noer Kondrup: Komponist/libretto
Ida Fogh Kiberg: Instruktør
Mikkel Bruhn: Scenografi
Jesper Kongshaug: Lys
Farzaneh Omidvarnia: Kostumier
Andreas Borregaard: Accordeon
Jesper Egelund: Kontrabas
Frans Hansen: Slagtøj

Tak til Wilhelm Hansen Fonden, Statens Kunstfond og Dansk Komponist Forening

Kontakter

Billeder

Information om Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater
Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K

33 69 69 33http://kglteater.dk/

Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye