Frederikshavn Kommune

Nye statslige arbejdspladser på vej til Frederikshavn

Del

Regeringen har besluttet at overdrage myndighedsansvaret for en række statslige opgaver, som Arbejdsskadestyrelsen varetager i dag, til ATP eller Udbetaling Danmark.

Borgmester Birgit Stenbak Hansen: Vi glæder os meget over regeringens udmelding om, at en række statslige akademiske arbejdspladser er på vej til Udbetaling Danmarks center i Frederikshavn.

Det fremgår af rapporten ’Bedre Balance’, at ”Regeringen ønsker at overflytte alle konkrete sagsbehandlingsopgaver vedrørende personskader fra Arbejdsskadestyrelsen til ATP eller Udbetaling Danmark… Desuden flyttes en række udbetalingsordninger, der i forvejen administreres af ATP på vegne af Beskæftigelsesministeriet, til Haderslev, Holstebro og Frederikshavn.”

Udflytningen af disse opgaver forudsætter en lovændring, og regeringen vil i 2016 fremsætte lovforslag om overflytningen af Arbejdsskadestyrelsen og Statens Administrations Finansservicecenter til Udbetaling Danmark.

Stor ros til Udbetaling Danmark
Frederikshavn er altså i spil, og håbet er, at et stort antal arbejdspladser placeres i Udbetaling Danmarks center.

- At vi efter al sandsynlighed tilgodeses i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden tilskriver jeg vores lokale Udbetaling Danmark center en stor del af æren for. Ledelsen og medarbejderne har i fællesskab formået at opbygge et produktivt og velfungerende center, som jeg har fuld tiltro til også kan løfte nye, kommende arbejdsopgaver, udtaler borgmester Birgit Stenbak Hansen.

Nye job til akademikere
Der er gang i væksten i produktions- og serviceindustrien i Frederikshavn kommune. Navnlig indenfor den maritime sektor forventer man indenfor de næste 4-5 år en massiv vækst og skabelse af op mod 2.000 nye arbejdspladser. Borgmester Birgit Stenbak Hansen glæder sig over udsigten til, at et antal fortrinsvis akademiske arbejdspladser flyttes til i Frederikshavn:

- Vi har brug for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft ude fra for at varetage de job, der bliver skabt i den maritime industri og på energiområdet. Det er bl.a. ingeniører, vores virksomheder efterspørger. De bliver måske lidt nemmere at tiltrække med udsigten til flere administrative job, som ægtefæller kan søge, slutter borgmesteren.


Fakta
Udbetaling Danmark administreres af ATP. Myndigheden har eksisteret i to år og står for udbetaling af folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge samt familieydelser, bl.a. børnecheck og børnetilskud. Fra 1. maj 2015 har Udbetaling Danmark overtaget yderligere opgaver, bl.a. begravelseshjælp, fleksydelse og international sygesikring.

Udbetaling Danmark betjener cirka 2 mio. borgere og udbetaler cirka 190 mia. kr. om året. Udbetaling Danmark har centre i Haderslev, Holstebro, Frederikshavn, Vordingborg og Hillerød.

Udbetaling Danmark Frederikshavn har til huse i den smukke, gamle toldkammerbygning på Havnepladsen 9 centralt i byen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Birgit Stenbak Hansen, borgmester
Telefon 98 45 50 01
Mobil 29 16 30 39
bihn@frederikshavn.dk


 

Nøgleord

Information om Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

98 45 50 00http://frederikshavn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum