Nye molekyler som mål for en række kræftsygdomme
Cellernes evne til at rydde op er en yderst vigtig egenskab. Faktisk er den så vigtig, at hvis den ikke fungerer, kan det føre til en række neurologiske sygdomme såsom Parkinsons sygdom samt til en række kræftsygdomme, eksempelvis tumorer i nervesystemet, akut myeloid leukæmi, bugspytkirtelkræft og modermærkekræft.
Den proces, der er tale om, hedder mitofagi. Det er den måde, hvorpå cellerne skaffer sig af med såkaldte mitokondrier. Mitokondrierne ligger i cellernes indre og fungerer som deres energifabrikker. Men efterhånden som de bliver nedslidt og ikke fungerer, som de skal, er det vigtigt, at cellen kan skille sig af med dem. Sker det ikke, kan det føre til, at de skadede mitokondrier hober sig op i en række organer i kroppen, og det giver skader, som kan føre til en række alvorlige sygdomme.
Nu viser forskning ledet af Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, hvordan tre proteiner: AMBRA1, HUWE1 og IKK-alpha proteinet er centrale for at regulere mitofagi. Det forklarer gruppeleder Elena Papaleo, der har deltaget i den nye forskning:
– Den måde, de tre proteiner påvirker hinden på, har den konsekvens, at mitokondrierne kan blive nedbrudt. Kædereaktionen starter med, at IKK-alpha ændrer AMBRA1s struktur ved at sætte en ekstra kemisk gruppe på molekylet. AMBRA1 rekrutterer dernæst HUWE1, som sætter sig på de beskadigede proteiner og fører til, at de undergår mitofagi, forklarer hun.
Tre nye mål for behandling
Forskerne har tidligere haft fokus på mitofagi som årsag til neurologiske sygdomme, men her har det været proteinerne PINK1 og PARKIN, der har været i søgelyset.
De tre nye proteiner viser dermed en ny måde, hvorpå mitofagi kan blive reguleret, og det kan være viden, som kan komme patienter til gavn. Det forklarer professor og forskningsleder Francesco Cecconi fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har koordineret den nye forskning:
– Med den nye viden har vi fået tre mål, som det måske er interessant at udvikle medicin imod, og på den måde at finde nye behandlinger, både mod en række kræftformer og neurologiske sygdomme. Vi har samtidig så detaljerede beskrivelser af de forskellige trin i den proces, som de tre molekyler indgår i, at vi kan foreslå en række forskellige stoffer, som det kan være interessant at forske mere i og eventuelt kombinere i arbejdet for at nå en personlig behandling, der er målrettet den enkelte patient, siger Francesco Cecconi.
De nye resultater er offentliggjort her: Anthea Di Rita A et al.: HUWE1 E3 ligase promotes INK1/PARKINindependent mitophagy by regulating AMBRA1 activation via IKKα. Nature Communications
-----------------------------------------------------------------------
Mere om autofagi
Mitofagi er blandt flere metoder, som celler benytter for at bortskaffe itugåede og potentielt giftige elementer. Tilsammen kaldes metoderne autofagi – hvilket stammer fra de græske ord autós, der betyder ’selv’ og phagéin, der betyder ’at spise’. Autofagi kan enten være generel og ikke-specifik og nedbryde store dele af cellen. Eller den kan være selektiv, som i mitofagi, hvor det kun er bestemte dele af cellen – mitokondrierne – der bliver nedbrudt.
--------------------------------------------------------------------------
Forskerne samarbejder
De nye resultater er blevet til i et samarbejde mellem forskergrupperne ’Cell Stress and survival’ og ’Computational Biology Unit’ fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og forskere fra Universitetet i Rom, Tor Vergata.
--------------------------------------------------------------------------
Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen
Forskningen er støttet af Kræftens Bekæmpelse, Novo Nordisk Fonden og Danmarks Grundforskningsfond gennem forskningscenteret Center for Autophagy, Recycling and Disease ved Kræftens Bekæmpelse.
Kontakter
Francesco Cecconi, forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, tel: 3525 7401, e-mail: cecconi@cancer.dk
Mette Vinter Weber, kommunikationsrådgiver ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, mobil 2895 2828, e-mail: mvw@cancer.dk
Information om Kræftens Bekæmpelse
Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse
Kun hver tiende dansker ved, at alkohol øger risikoen for brystkræft22.4.2024 07:47:41 CEST | Pressemeddelelse
Alkohol er en væsentlig risikofaktor for kræft, men det ved de fleste danskere ikke.
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft18.4.2024 10:15:47 CEST | Pressemeddelelse
Kræftens Bekæmpelse efterlyser en styrket og koordineret indsats.
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen17.4.2024 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
37,7 mio. kroner blev der indsamlet ved årets Landsindsamling takket være flere indsamlere og stor folkelig opbakning.
Kræftens Bekæmpelse reagerer på kritisk kræftrapport fra Rigsrevisionen: Svigt af kræftpatienter skal stoppes nu15.4.2024 13:53:12 CEST | Pressemeddelelse
Foreningens adm. direktør Jesper Fisker beder de ansvarlige sundhedsmyndigheder om at sikre, at patientrettighederne overholdes, så kræftpatienter får behandling til tiden.
Ny håndbog: Viden og støtte til unge pårørende, der har kræft tæt på11.4.2024 09:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad gør du, hvis din unge kæreste, bror, eller ven får kræft? Ny håndbog giver gode råd til unge pårørende.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum