Aarhus Teater

Nye forestillinger om verden!

Del
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen løfter i dag sløret for, hvad publikum kan opleve på Aarhus Teater i sæson 2022/23. Billetsalget starter i dag kl. 10!

Vi lever i en brydningstid, hvor verden er i hastig forandring med krig, pandemi, klima, nye kønsroller og kamp mellem forskellige værdier og verdenssyn. Spillereglerne ændrer sig for, hvordan vi er til i verden. Det kan være skræmmende, fordi vi skal agere på nye måder. Vi er nødt til at se os selv og hinanden på ny. Og her giver teatret os et enestående og unikt rum for refleksion over vores tid og eksistens. Scenekunsten bringer os sammen på både velkendte og nye måder. 

- Teaterdirektør Trine Holm Thomsen

Læs sæsonkataloget online her

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen præsenterer i dag repertoiret for den kommende sæson. Sæson 2022/23 byder på i alt 17 egen- og samproduktioner fordelt på vores fire scener og ude i byrummet. Det er tre flere end i den forgangne sæson. Herudover kan publikum opleve fem gæstespil og en række forestillinger i den internationale teaterfestival, ILT23, der blandt andet finder sted på Aarhus Teater.

Coronaen gjorde et kraftigt indhug i rækken af forestillinger, der skulle have haft et publikum de seneste to år. Men vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at bringe en del af de aflyste forestillinger til live i den nye sæson, dvs. Dracula, Leonora Christina – Sandhedens Dronning og Til de lyse morgener. Samtidig kan endnu flere glæde sig til at se eller gense A Clockwork Orange og Girls & Boys, der spillede få gange, før vi atter måtte lukke ned på grund af Covid-19.

Sæson 2022/23 er helt særlig for dansk teater. Det er nemlig 300 år siden, man for første gang kunne opleve teater på dansk på en dansk scene. På Aarhus Teater fejrer vi dansk teaters store jubilæum med at genopsætte Reumert-vinderen Erasmus Montanus, en af de mest roste klassikeropsætninger i mange år.

Vi skaber altid gerne scenekunst i kreativt fællesskab med andre. I denne sæson er vi stolte af vores samarbejde med Odense Teater om Et Juleeventyr, Den Jyske Opera om Dracula, Oslo Nye Teater om EVITA og Holstebro Dansekompagni om Traum og EVITA. Med vores faste samarbejdspartner Sort/Hvid producerer vi Museum for fremtiden, og vi præsenterer Cirkus Jul sammen med Saxo og Muskelsvindfonden. Gennem vores samarbejde med Den Danske Scenekunstskole i Aarhus er vi med til at udvikle de nye talenter. Dels når vi præsenterer nye tekster af de studerende fra linjen for dramatisk skrivekunst i forestillingen Bang, dels når vi producerer afgangsforestillingen PANIC! med de skuespilstuderende. Dertil kommer vores samarbejde med Opgang2 og den internationale ILT Festival, som vi arrangerer sammen med Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38.

Vi dyrker også fællesskabet, samtalen og samhørigheden i de mange arrangementer, som udbydes løbende i sæsonen.

• Over Torvet – samarbejde mellem Aarhus Teater og Aarhus Domkirke
• Forsamlingshuset – mødestedet for levende samtale
• Fællessang og koncerter med Aarhus Teaters Kor
• Tænkepauser LIVE – videnskab, teater og talkshow – samarbejde med Nørrebro Teater
• Korkoncerter og fællessang med Aarhus Teaters Kor

Uddrag fra Trine Holm Thomsen forord til sæsonkataloget 2022/23

På Aarhus Teater tager vi livtag med tidens brydninger. Det gælder kampen om sandheden i Christian Lollikes Erasmus Montanus, den truende katastrofe i Lars von Triers Melancholia og den måske aflyste fremtid i Madame Nielsens nyskrevne PANIC! Vi fremkalder nye kvindebilleder i store fortællinger om markante skæbner som Leonora Christina, EVITA og Jane Eyre. Vi tager dig med ind i forbudt ondskab og et samfunds fallit i den stjerneanmeldte A Clockwork Orange. Forestillinger om mennesker, der vil os noget, på liv og død – godt og ondt.

Og vi glæder os til at præsentere gribende historier om kærlighed, begær og menneskelighed i alle afskygninger. Der er giftige relationer i Frankly my dear I don’t give a damn, næstekærlighed i Et Juleeventyr, ulykkelig kærlighed i Bang og blodig erotik i det storslåede drama om Dracula. Besættende magtspil i Stuepigerne, tragisk kærlighed i den anmelderpriste Girls & Boys. Svedig ekstase i partyforestillingen Til de lyse morgener, erotik og eskapader i Traum. Her får du kød og blod, begær og besvær, lidenskaber og store følelser mellem mennesker.

FAKTA
Egenproduktioner Aarhus Teater 2022/23

Gæstespil og arrangementer er ikke medtaget i nedenstående oversigt – de kan ses på aarhusteater.dk fra 21. april

STORE SCENE

ERASMUS MONTANUS
En af de sidste 10 års mest markante og originale klassikeropsætninger vender tilbage i anledning af Dansk Teater 300 år. Christian Lollikes radikale nytænkning af Holbergs klassiker blev kåret som Årets Forestilling 2017. I titelrollen som Erasmus ses Aarhus Teaters skuespiller Emil Prenter. Forestillingen præsenteres i samarbejde med S/H
24. aug – 24. sep

ET JULEEVENTYR
Dickens’ magiske familieklassiker tænker julelys i alle små og store hjerter. Jacob Madsen Kvols indtager den store hovedrolle som gnavpotten Scrooge. Forestillingen blev nomineret til hele tre Reumert priser i 2021, blandt andet til prisen som Årets Forestilling. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Odense Teater.
2. nov – 22. dec

DRACULA
Gysende stemningsfuldt drama om den sagnomspundne vampyr, gestaltet af Aarhus Teaters uforlignelige Jacob Madsen Kvols. På scenen kan publikum bl.a. opleve skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble og hele 19 sangere fra Den Jyske Operas Kor. Premieren på Dracula var planlagt i 2020, men på grund af Covid-19 fandt forestillingen ikke vej til scenen før nu. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Jyske Opera.
8. feb - 18. mar

EVITA
EVITA har i årtier gået sin sejrsgang verden over, bl.a. i filmen med Madonna og Antonio Banderas i hovedrollerne. Nu kommer den fængslende historie om den argentinske førstedame Eva Perón til Aarhus i Sara Cronbergs iscenesættelse. Som hovedrollefiguren kan man opleve Sara Viktoria Bjerregaard, der tidligere er brændt igennem i Lazarus og denungewertherslidelser på Aarhus Teater. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Oslo Nye Teater.
3. maj – 11. jun

SCALA

MELANCHOLIA
Danmarkspremiere på en storladen sceneudgave af Lars von Triers apokalyptiske film om jordens undergang. Anja Behrens, der stod bag Aarhus Teaters Reumert-vindende Ordet fra 2021, iscenesætter Melancholia, og på scenen står Aarhus Teaters ensembleskuespillere Anne Plauborg og Mette Døssing som de to søstre Justine og Claire i spidsen for et stort og stærkt cast.
25. aug – 28. sep

LEONORA CHRISTINA – SANDHEDENS DRONING
Christian Lollike går i kødet på den radikale ener fra Blåtårn og et af Danmarkshistoriens vildeste dramaer. Med udgangspunkt i Leonora Christinas selvbiografiske roman Jammers Minde fortæller Aarhus Teaters skuespillere med Nanna Bøttcher som Leonora Christina og Kjartan Hansen som Corfitz Ulfeldt i spidsen den spektakulære kærlighedshistorie med fatale følger. Forestillingen skulle have haft premiere i sæson 20/21, men blev lagt ned p.g.a. Covid-19.
4. nov - 10. dec

A CLOCKWORK ORANGE
Den totalt udsolgte kultklassiker rocker nu i stort format på Scala. Den hårdtslående A Clockwork Orange ramte i sidste sæson både publikum og anmeldere som et cirkelspark på vores Studio-scene. I rollen som voldsjokeren Alex kan man opleve Aarhus Teater Emil Prenter i gnistrende samspil med Lasse Steen og Sofia Nolsøe, som vandt De Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten for rollen. Det brutale orgie ledsages af livespillet punk og drømmepop og Aarhus Teaters Kor, der leverer klassiske stemninger, som står i gysende kontrast til modbydelighederne.
20. jan – 15. feb

JANE EYRE
Charlotte Brontës gribende portræt af en kvinde, der kæmper for at holde fast i sig selv, på trods af stærke autoriteter omkring hende. Jane Eyre er en af romantikkens uomgængelige klassikere og i den store rolle som Jane kan man opleve Aarhus Teaters Mette Klakstein, der i sidste sæson imponerede som Julie i Romeo & Julie. Den unge, succesfulde instruktør står for iscenesættelsen, og udfordrer den romantiske drøm sammen med stjernescenografen Christian Friedländer.
27. apr – 3. jun

STUDIO

FRANKLY MY DEAR I DON’T GIVE A DAMN
En flabet og fandenivoldsk blodbadskabaret om toksiske kærlighedsrelationer. Forestillingen iscenesættes af Nathalie Mellby og Nanna Cecilie Bang leverer teksten og på scenen står Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen og Carla Eleonora Feigenberg. Den norske indiemusiker Murmur spiller live på scenen.
8. sep - 8. okt

STUEPIGERNE
Besættende og erotisk drama om magt og afhængighed, frihed og fornedrelse frit efter Jean Genets klassiker. Amanda Linnea Ginman sætter i scene og Nathalie Mellbye skaber scenografien. Stykkets tre kvindelige karakterer spilles af Aarhus Teaters Mette Døssing, Mette Klakstein og Amanda Friis Jürgensen.
2. feb – 4. mar

TRAUM
Et hemmeligt begær fører ægteparret Frida og Albert ind i et natligt orgie af erotiske excesser lige indtil begæret fortyndes af døden. Den prisbelønnede forfatter Bjørn Rasmussen dramatiserer Arthur Schnitzlers roman Drømmenovelle, der dannede forlæg for Stanley Kubricks film Eyes Wide Shut med Tom Cruise og Nicole Kidman. På scenen kan man opleve Nanna Bøttcher, Kjartan Hansen og Carla Eleonora Feigenberg fra teatrets ensemble sammen med dansere fra Holstebro Dansekompagni. Nathalie Mellbye iscenesætter. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Holstebro Dansekompagni.
11. maj – 8. jun

STIKLINGEN

BANG
Urpremiere på to nye dramatiseringer af Herman Bangs virtuose noveller Ved Vejen og De fire djævle om begær og ulykkelig kærlighed. De to enaktere dramatiseres af to unge talenter fra Dramatisk Skrivekunst ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.
16. nov - 10. dec

GIRLS & BOYS
Når drømmelivet forvandles til et mareridt, Anmelderrost og intens monolog er tilbage. Aarhus Teaters Nanna Bøttcher spiller den navnløse kvinde i Dennis Kellys virtuose og brutale monolog Girls & Boys. Hendes præstation blev prist til skyerne af anmelderne, da den spillede i sidste sæson i Sigrid Johannesens iscenesættelse.
11. - 20. jan

PANIC!
Urpremiere på ny dansk dramatik af Madame Nielsen om den afbrændte planet og en ny generation af unge. Oplev seks nye skuespiltalenter fra Den Danske Scenekunstskole (Skuespil Aarhus) i deres afgangsforestilling, iscenesat af Moqi Simon Trolin, der tidligere slog sine folder på Aarhus Teater som instruktør på succesbraget The Rocky Horror Show. Forestillingen præsenteres i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole.
14. apr - 6. maj

I BYEN - UDFLUGTEN

MUSEUM FOR FREMTIDEN
En portal ind i mulige og umulige fremtider med tekst og iscenesættelse af Christian Lollike. Du bliver ført igennem et iscenesat museum, ud på en tidsrejse til et sted mellem fortid, nutid og fremtid. Undervejs oplever du nyskabte værker af de tre samtidskunstnere Helene Nymann, Ferdinand Ahm Krag og Studio ThinkingHand.
Forestillingen præsenteres i samarbejde med S/H og Kunsthal Aarhus
Kunsthal Aarhus 31. aug – 24. sep

10.000 SKRIDT – en podwalk
10.000 skridt er en podwalk, hvor syv markante forfattere tager dig på guidet vandring gennem Aarhus. Du inviteres på en tur ind i dine egne empatier og antipatier – og ud af ekkokamrene. Podwalken instrueres af Sigrid Johannesen og fortællingerne skrives af Johannes Lilleøre, Madame Nielsen, Christina Hagen, Sonja Ferdinand, Sofie Jama, Charlotte Strandgaard og Jacob Skyggebjerg. De syv fiktive menneskers historier fortælles bl.a. af Aarhus Teaters skuespillere.
Byvandring i Aarhus hele sæsonen – hent app’en Aarhus Teaters Podwalk

TIL DE LYSE MORGENER
Vi rykker ud af teatret og ind i en partybus fyldt med nattens og festens dryppende længsler. Til de lyse morgener giver os lov til at mærke alt det, vi længtes efter, da corona havde lukket verden ned. Forestillingen iscenesættes af Amanda Linnea Ginman med scenografi af Nathalie Mellby. Medvirkende er Sofia Nolsøe fra Aarhus Teaters ensemble.
Partybus 25. maj – 17. jun

CIRKUS JUL
Magisk juleforestilling slipper de kendte figurer fra børnelitteraturen løs i et kæmpe cirkustelt fyldt med teater, sang, dansk og artisteri. Cirkus Jul funklede første gang i decembermørket 2021 og blev rost for at forene julens magi med vaskeægte cirkus.
Forestillingen blev til i et samarbejde mellem Aarhus Teater, SAXO og Muskelsvindfonden, og nu går vi atter sammen om at lave en storslået udgave af Cirkus Jul. Festlighederne samles af instruktør Heinrich Christensen, der bl.a. har iscenesat succesforestillingen Lazarus og Det Kgl. Teaters drama Kong Arthur både ved Moesgaard og i Ulvedalene.
Tangkrogen 7.-19. dec

Nøgleord

Kontakter

Kommunikationschef Morten Daugbjerg
+45 4213 4700
morten.daugbjerg@aarhusteater.dk

Billeder

Download
EVITA på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen
EVITA på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen
Download
Dracula på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen/Yellow1.dk
Dracula på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen/Yellow1.dk
Download
Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Foto Montgomery Photo/Emilia Therese
Erasmus Montanus på Aarhus Teater. Foto Montgomery Photo/Emilia Therese
Download
Et Juleeventyr på Aarhus Teater. Foto Anna Marín Schram/Creative Zoo
Et Juleeventyr på Aarhus Teater. Foto Anna Marín Schram/Creative Zoo
Download
A Clockwork Orange på Aarhus Teater. Foto Petra Kleis
A Clockwork Orange på Aarhus Teater. Foto Petra Kleis
Download
Leonora Christina - Sandhedens Dronning på Aarhus Teater. Foto Emilia Therese
Leonora Christina - Sandhedens Dronning på Aarhus Teater. Foto Emilia Therese
Download
Melancholia på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen/Yellow1.dk
Melancholia på Aarhus Teater. Foto Per Arnesen/Yellow1.dk
Download
Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto Montgomery Photo
Jane Eyre på Aarhus Teater. Foto Montgomery Photo
Download
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen (Foto Isak Hoffmeyer)
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen (Foto Isak Hoffmeyer)
Download

Links

Information om Aarhus Teater

Aarhus Teater
Aarhus Teater
Teatergaden 1
8000 Aarhus C

89 33 23 00http://www.aarhusteater.dk

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Teater

Ville du turde lukke en fremmed ind i dit hjem? Og lege, at han er dig? Ja? Så får du nu chancen!21.11.2023 12:23:18 CET | Pressemeddelelse

Det internationalt lovpriste berliner kunstnerkollektiv Gob Squad kommer til Aarhus Teater fra 7. februar 2024 med den interaktive forestilling IS ANYBODY HOME? På scenen er et enkelt menneske, som inviteres til at se en livestreamet film. En film, som vel at mærke foregår i personens eget hjem, hvor Gob Squads performere flytter ind. Nu søger Gob Squad og Aarhus Teater tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, som har lyst til at være gæst for en aften.

Jens Jørn Spottag fejrer 40-års skuespillerjubilæum med KONG LEAR på Aarhus Teater: ”Det var her, det hele begyndte”31.8.2023 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Når Jens Jørn Spottag - en af Danmarks førende film-, tv- og teater-skuespillere - træder op på Aarhus Teaters skrå brædder lørdag den 16. september, er det 40 år siden, at han debuterede. Jens Jørn Spottags store skuespillerjubilæum fejres fra scenen med taler efter Kong Lear-forestillingen kl. 16. Hyldest modtager han dog allerede 1. september, hvor han sammen med syv andre skuespillere er nomineret til Teaterflisen 2023 på Frederiksberg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye