Halsnæs Kommune

Nye faciliteter på vej til idræts- og friluftslivet i Halsnæs

Del
Nu kan du være med til at gøre Halsnæs til et endnu bedre sted at dyrke idræt, friluftsliv og motionsaktiviteter. Halsnæs Kommune skal nemlig investere i en række faciliteter, og du er velkommen til at komme med forslag.

Måske du har en god idé til et idræts-, motions- eller friluftsfacilitet, som kan komme dig, dine holdkammerater og andre af dine medborgere til gavn. Det kan være din klub, forening eller hold mangler en ny springgrav, nye skydefaciliteter eller andre anlæg, som vil gøre jeres træningsfaciliteter endnu bedre. Det kan også være du mener, at eksisterende anlæg trænger til en opdatering.

Men du behøver selvfølgelig ikke at være medlem af en forening eller klub for at få dit forslag med i puljen. Alle kan indsende idéer, som kan fremme et aktivt idræts- og friluftsliv i Halsnæs. Og husk at din idé ikke behøver ikke være fuldstændig færdigudviklet.

Udvalgsformand for Kultur, Idræt og Demokrati, Helle Vibeke Lunderød ser frem til at høre dit forslag og understreger vigtigheden af at styrke idræts-, motions- og friluftslivet i Halsnæs:

”Vi har et rigtig godt foreningsliv her i Halsnæs. Det skal vi også have i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi støtter op om både idræts-, motions- og friluftslivet ved at stille så gode faciliteter til rådighed som muligt, men også at der kan blive skabt mulighed for, at andre og nye idræts- og friluftsaktiviteter kan finde fodfæste i Halsnæs. Derfor har vi også valgt at investere et større beløb i området ud over de puljer, der var i forvejen. Vi kommer desuden til at skabe et nyt byggeri omkring den nye svømmehal i de kommende år, så der kommer til at ske rigtigt meget for idræts- og fritidslivet,” udtaler Helle Vibeke Lunderød og fortsætter:

”Det er netop foreningslivet og borgerne, der ligger inde med viden om, hvilke faciliteter der kan komme netop deres sport eller aktivitet til gavn, derfor skal de naturligvis inddrages i processen med anlægsinvesteringer. Og jeg ser frem til at høre mere om, hvilke tanker og idéer de har til at fremme idræts-, motions- og friluftslivet i vores kommune,” udtaler Helle Vibeke Lunderød.

Stor investering i idræts- og friluftsliv

Investeringen i idræts-, motions-, og friluftsfaciliteter sker som følge af, at Byrådet dels i budgettet for 2021-2024 har afsat 16 mio. kr. til formålet og dels i budgettet for 2020-2023 har afsat 6. mio. kr. I de næste fire år investeres der således 22 mio. kr. i anlæg. Og nu er der altså åbnet op for idéer til 1. etape af anlægsprojekter.

Det er udvalget for Kultur, Idræt og Demokrati som på baggrund af de indsendte forslag fra lokale idræts- og friluftsforeninger, aktive motionister, borgere, og administrationen i øvrigt, vil udvælge og prioritere hvilke ideer til anlægsprojekter, der skal kigges nærmere på. Udvalget vil tage stilling til hvilke projekter, der skal arbejdes videre med på udvalgsmødet i marts 2021.

Har du en god idé så tøv ikke, send den i stedet på mail til Halsnæs Kommune på mail@halsnaes.dk. Husk at skrive ”idrætsinvesteringer 2021 - KIDE” i emnefeltet. Vi skal senest have dit forslag senest den 15. februar.

På Halsnæs Kommunes hjemmeside www.halsnaes.dk kan du læse mere om investeringen i de nye anlæg, og hvilke informationer vi har brug for at vide om din idé.

Kontakter

Helle Vibeke Lunderød
Udvalgsformand for Kultur, Idræt og Demokrati
Halsnæs Kommune
E-mail: helu@halsnaes.dk


Jesper Therkildsen
Idræts- og Fritidskonsulent
Halsnæs Kommune
E-mail: jesth@halsnaes.dk
Telefon: 2153 5732

Billeder

Information om Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune
Halsnæs Kommune
Rådhuspladsen 1
3300 Frederiksværk

+45 47 78 40 00https://halsnaes.dk/

Halsnæs Kommune er placeret i naturskønne omgivelser i det nordvestlige hjørne af Nordsjælland. Vores motto er: "Halsnæs - rå og autentisk. Her er ikke for fint, og det føles ægte". Kom og vær med!

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye