Erhvervsministeriet

Ny vækstpartnerskabsaftale skal styrke outdoor-turismen og fødevareerhvervet på Bornholm

Del
Regeringen og Vækstforum Bornholm vil med den nye vækstpartnerskabsaftale styrke natur- og friluftsturismen og fødevareerhvervet på Bornholm – bl.a. gennem en indsats, der skal understøtte afsætningen af lokalt producerede fødevarer, og ved at afdække mulighederne for at etablere en ny fødevareuddannelse.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen:

”Med den nye vækstpartnerskabsaftale styrker vi indsatsen med at skabe vækst på Bornholm. Øen har store kvaliteter og potentialer, og jeg er glad for, at vi har indgået en aftale, der fokuserer på områder med særlige vækstpotentialer, nemlig outdoor-turismen og fødevareerhvervet.”

Med godt 100 km kystlinje, et klippet og kupperet terræn, nedlagte stenbrud og forgrenede stisystemer kan Bornholm give unikke oplevelser for løbere, mountainbikere, vandsportsentusiaster og klatrere. Med aftalen igangsætter parterne et samarbejde og strategiarbejde med Destination Bornholm, Naturstyrelsen, Bornholms Regions-kommune, Dansk Kyst- og Naturturisme samt kommercielle aktører, der skal styrke værdikæden og skabe vækst i outdoorturismen på Bornholm.

Derudover skal aftalen styrke fødevare-partnerskabet mellem regionskommunen, Bornholms Landbrug og producentforeningen Gourmet Bornholm med henblik på bl.a. at skabe synergi med turismeindsatsen og et nyt fokus på havets potentialer til mad og oplevelser. Endelig vil aftaleparterne gå i dialog om at udvikle en fødevareuddannelse på øen, der skal imødegå behovet fra det lokale erhvervsliv og koble produktionen af regionale fødevarer til oplevelsesøkonomien.   

Formand for Vækstforum Bornholm, Lars Nørby Johansen:

”Vi har indgået en god vækstpartnerskabsaftale mellem regeringen og Bornholms Vækstforum, der indeholder en række spændende og konkrete initiativer på områder af stor betydning for øens fortsatte udvikling og vækst. På den vis understøtter aftalen den positive udvikling, som vi ser på Bornholm i dag.”

Med aftalen vil parterne derudover drøfte, hvordan Vækstforum Bornholm kan indgå i en kommende teknologipagt, der skal understøtte væksten på øen ved at udbrede digitale og teknologiske kompetencer. Parterne vil også drøfte, hvordan udbredelsen af digitale uddannelser kan understøttes gennem en styrket adgang til nye uddannelsestilbud lokalt og digitalt. 

Se aftalen her

For yderligere pressekontakt: Erhvervsministeriet: presserådgiver Rasmus Holm Thomsen tlf. 91 39 94 55 / rht@em.dk

Fakta

  • Regionale Vækstpartnerskabsaftaler er politiske aftaler mellem de regionale vækstfora og regeringen
  • I alt er der seks regionale vækstfora: Hovedstaden, Midtjylland, Syddanmark, Nordjylland, Sjælland og Bornholm
  • De regionale vækstfora og skiftende regeringer har siden kommunalreformen i 2007 indgået regionale vækstpartnerskabsaftaler for at fremme en strategisk sammenhæng mellem den regionale og nationale erhvervsfremmeindsats. De seneste aftaler blev indgået i 2014.
  • Af hensyn til regeringens sideløbende arbejde med at forenkle og effektivisere erhvervsfremmeindsatsen skal initiativerne i de aktuelle aftaler kunne implementeres inden 30. juni 2018.

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.em.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye