Sex & Samfund

Ny undersøgelse: Danske unge ved for lidt om sex og prævention

Del
En ny undersøgelse fra Sex & Samfund viser, at unges vidensniveau om sikker sex og hvilke præventionsformer, der beskytter mod sexsygdomme er skræmmende lavt. Sex & Samfunds nationale chef efterlyser politisk prioritering af unges seksuelle sundhed.

Knapt hver fjerde ung tror, at p-piller beskytter mod sexsygdomme, som fx klamydia og gonorré. Kun hver tredje ung ved, at de kan gå til læge eller sundhedsplejerske og stille spørgsmål om prævention. Det viser en ny undersøgelse fra Sex & Samfund, som bygger på spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews med danske unge.

- Selv de unge, der ved mest om sex og prævention, har store huller i deres viden, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund, og fortsætter:

- Når kommuner, skoler og andre aktører ikke tager ansvar for unges seksuelle sundhed og seksualundervisning, og mange unge ikke føler, de kan tale med deres forældre om emner som sex og prævention, så går de unge jo til deres venner for at få gode råd. Men problemet er, at deres venner ved lige så lidt som dem selv, og derfor ser vi, at myter om sex og prævention lever i bedste velgående blandt de unge.

Kønnede forventninger og normer ift. brug af prævention

- Vi kan tydeligt se, at der hersker meget stærke normer om prævention blandt unge. Særligt unge kvinder oplever, at det forventes af dem, at de er på p-piller, især hvis de er sammen med en fast partner, siger Lene Stavngaard.

Undersøgelsen viser også, at unge, som fravælger hormonel prævention, for det meste bruger kondom. Dog fortæller de samtidig, at de ikke bryder sig om kondomet som produkt, eller at de har svært ved at bringe det på banen – særligt ved skiftende sexpartnere, da de frygter negativ respons fra deres sexpartner og i værste tilfælde afvisning. Rapporten viser også, at de unge,der har lav trivsel generelt, samtidig ikke ved, hvem de skal tale med eller spørge om prævention.

- Derfor er seksualundervisning og oplysning om prævention jo vigtig, så vi i langt højere grad kan præsentere unge for de mange forskellige former for prævention, der findes, så vores unge har mulighed for at afprøve og finde den form for prævention, de selv trives med. Vi kan i vores undersøgelse også se i hvor høj grad menneskeres seksuelle sundhed hænger sammen med deres generelle trivsel, siger Lene Stavngaard og fortsætter:

- I medierne er der stor fokus på, at seksualundervisningen er gammeldags og kun fokuserer på kondomer og reproduktion, og at der mangler viden om emner som grænser, samtykke og mangfoldighed i seksualundervisningen. Men vi kan jo samtidig konstatere, at unges viden på emner som prævention og sikker sex virkelig også halter. Derfor skal vi i det hele taget have et 360 graders eftersyn af seksualundervisningen i grundskolen og derudover gøre undervisning i køn, krop og seksualitet obligatorisk på ungdomsuddannelserne.

Kassetænkning er et stort problem

Sex & Samfund søsætter derfor nu indsatsen Sikker Sex 2020 for at få danske kommuner på banen i forhold til arbejdet med unges seksuelle sundhed.

- Kommunerne er pålagt ansvaret for forebyggelsen i forhold til seksuel sundhed, men den kommunale budgetvirkelighed betyder, at der i mange kommuner sættes 0 kr. af til unges seksuelle sundhed, og det er stærkt bekymrende set i lyset af sammenhængen mellem de unges seksuelle sundhed og deres generelle trivsel. Seksuel sundhed skal løftes bedre kommunalt, og Sikker Sex 2020 er en håndsrækning til kommunerne, siger Lene Stavngaard.

- Undersøgelsen viser jo tydeligt, at de unge er notorisk svære at få til lægen, og det er en misforståelse at tro, at det kun er fordi, de synes, at det er pinligt. Det skyldes i høj grad også besværet omkring tidsbestilling, og at man som ung typisk vil blive nødt til at tage fri fra uddannelse eller arbejde for at kunne møde op hos lægen. Derfor er kommunerne nødt til at gå anderledes til opgaven med de unges seksuelle sundhed, siger Lene Stavngaard.

Sikker Sex 2020-indsatsen tilbyder kommunerne redskaber til at planlægge og udføre forebyggelsesaktiviteter målrettet unges seksuelle sundhed. Fx tips til planlægning, cases, øvelser, quizzer, viden om unges seksuelle sundhed samt kondomer, plakater, t-shirts etc.

Fakta: Unges viden om og holdninger til prævention

- Knapt hver fjerde ung tror, at p-piller/minipiller beskytter mod sexsygdomme

- Hver femte ung tror, at spiral beskytter mod sexsygdomme

- En stor andel af de unge ved ikke, om pessar (58 %) eller slikkelapper (44 %) beskytter mod sexsygdomme.

- Kun hver tredje ung ved, at de har mulighed for at tale med en læge, psykolog eller sundhedsplejerske om prævention.

- Unge taler i højere grad med deres venner om sex og prævention end med sundhedsprofessionelle eller andre voksne (fx forældre og lærere). Unge, der mistrives generelt i deres liv, taler i lavere grad med deres venner om sex og prævention end andre unge.

Kilde: Sex & Samfunds rapport: UNGES VIDEN OM OG HOLDNINGER TIL PRÆVENTION

Sex & Samfunds fem anbefalinger til at forbedre unges viden om prævention

  1. Man skal nå ud til de unge efter grundskolen i relation til præventionsvalget for også at tale om seksuel sundhed og adfærd som en del af de unges samlede trivsel og sundhed. Herunder indføre et tilbud om teenagekonsultation, hvor lægen kan tale om prævention, sexsygdomme, alkohol, fysisk og mentalt helbred med den unge.
  2. Sundhedspersonale, der møder børn og unge i landets kommuner, skal uddannes/opkvalificeres i sammenhængen mellem seksuel sundhed, generel trivsel og livsstil.
  3. Der skal være mere tilgængelig og let forståelig information om alle forskellige præventionsformer således at unge kan træffe oplyste valg om prævention.
  4. Der skal indføres obligatorisk undervisning i køn, krop og seksualitet på ungdomsuddannelserne.
  5. Der skal indsamles yderligere viden om barrierer for og social ulighed i præventionsbrug i Danmark.

Nøgleord

Kontakter

Links

Information om Sex & Samfund

Sex & Samfund
Sex & Samfund
Lergravsvej 63, 2. sal
2300 København S

33 93 10 10https://sexogsamfund.dk/

Sex & Samfund kæmper for alles ret til at være den, de er, elske hvem de vil og få de børn, de ønsker.

Det har vi gjort i mere end 60 år. Men kampen fortsætter, fordi fordomme, diskrimination, sexsygdomme, uønskede graviditeter og mødredødelighed stadig ødelægger alt for mange liv både i Danmark og verden rundt.

Rettigheder i forhold til køn, krop og seksualitet er en holdningsmæssig og politisk kampplads. Sex & Samfund står som del af en stærk global bevægelse forrest i kampen for disse rettigheder og for at skabe opbakning i Danmark og i verden.

Følg pressemeddelelser fra Sex & Samfund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sex & Samfund

Sex & Samfunds kampagne Uge Sex sætter skærmkroppen på skoleskemaet5.2.2024 05:15:00 CET | Pressemeddelelse

Danske unge bruger næsten fire timer dagligt på sociale medier, hvor de eksponeres for kropsidealer, som er svære at leve op til. Så svære, at de ville ønske, at deres egen krop så anderledes ud. Omkring hver anden får lyst til at tabe sig. En ud af tre får lyst til at lave om på deres krop med kosmetiske indgreb. På skærmen er der ikke plads til usikkerhed og det skaber en afgrund mellem det, de unge ser i spejlet og det de ser på skærmen. Derfor sætter Sex & Samfunds kampagne Uge Sex i år fokus på skærmkroppen.

Ny rapport: 9 ud af 10 har oplevet grænseoverskridende adfærd i det københavnske natteliv7.6.2023 04:30:00 CEST | Pressemeddelelse

9 ud af 10 af de adspurgte i ny rapport svarer, at de har oplevet grænseoverskridende adfærd i det københavnske natteliv. Rapporten er udviklet af Alliance for et tryggere natteliv, som består af Copenhagen Pride, Københavns Frie Promotere og Sex & Samfund og har til formål at undersøge københavnernes oplevelser med grænseoverskridelser og diskrimination i hovedstadens natteliv.

Sex & Samfund vil sætte samtalen om abort fri med ny bog og digital platform22.5.2023 04:30:00 CEST | Pressemeddelelse

På onsdag udkommer bogen ’Abortfortællinger’ i anledning af 50-årsdagen for den frie abort i Danmark. Bogen er skabt af Laura Kreutzfeldt Kristensen med støtte fra Sex & Samfund og indeholder 50 personlige fortællinger om abort. De indsamlede fortællinger er en del af et større fælles initiativ, der skal sætte samtalen om abort fri. I den forbindelse lancerer Sex & Samfund i dag en digital platform, hvor kvinder, som har valgt at få foretaget en abort, kan dele deres egne oplevelser.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye