Erhvervsministeriet

Ny udbudslov sikrer flere lærlinge

Del
Folketinget har i dag vedtaget en ny udbudslov, der bl.a. indeholder et nyt oplæringskrav, som understøtter flere lærlinge til fremtidens arbejdsmarked.

Den offentlige sektor køber hvert år ind for ca. 380 mia. kr. og de penge skal bruges både klogt og ansvarligt, samtidig med at der er smidige rammer for offentlige indkøb.

Derfor har Folketinget i dag vedtaget en ny udbudslov.

Den nye lov indeholder bl.a. et såkaldt oplæringskrav for virksomheder, som ønsker at byde ind på relevante offentlige kontrakter. Det betyder helt konkret, at det offentlige bruger deres indkøbsmuskel på at sikre flere lærlinge på fremtidens arbejdsmarked. Derudover kommer den nye udbudslov også til at sætte et ekstra skub i den grønne omstilling med et ”køb-grønt-eller-forklar-princip”.

“Vi mangler folk på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at flere lærlinge får en plads og bliver uddannet. Dét styrker vi nu med lærlingekrav i den nye udbudslov. Jeg synes, det er helt rimeligt, at når man sælger til det offentlige, så skal man også påtage sig et samfundsansvar for f.eks. at uddanne fremtidens arbejdsstyrke. Det offentlige og private gør Danmark stærkere, når de to sektorer samarbejder. Det samarbejde styrker vi med den nye udbudslov. Så der er flere gode grunde til at være glad for den nye og mere moderne udbudslov, som vi nu har fået i Danmark,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Den nye udbudslov indeholder fire hovedelementer:

  • Uddannelse af fremtidens arbejdskraft understøttes ved at forpligte ordregivere til at indføre krav om anvendelse af personer under oplæring i relevante offentlige kontrakter.
  • Styrkede muligheder for at udelukke virksomheder fra udbud, hvis de ikke overholder reglerne. Det gælder både med længere udelukkelsesperioder og mulighed for at udelukke virksomheder etableret i skattelylande.
  • Hjemmel til i fremtiden at kunne lave regler om et ”køb-grønt-eller-forklar princip”. Det går i al sin enkelthed ud på, at enten skal en offentlig ordregiver stille grønne krav i sit udbud. Eller også skal man forklare, hvorfor det ikke kan lade sig gøre. Hvis der i et udbud ikke er indført et grønt krav eller forklaret, kan ordregiven pålægges en økonomisk sanktion efter den nye bestemmelse.
  • En mere enkel indgang til de offentlige udbudsprocedurer. Bl.a. med en enhed for pålidelighedsvurderinger, bedre adgang til fleksible udbudsformer og nye digitale løsninger. Det vil f.eks. skabe bedre vilkår for små og mellemstore virksomheders adgang til markedet for offentlige kontrakter.

I forlængelse af revision af udbudsloven er der desuden nedsat en teknisk arbejdsgruppe, som i dialog med arbejdsmarkedets parter skal se på at fremme anvendelsen af arbejdsmiljøklausuler og understøtte ordentlige arbejds- og lønvilkår.

Arbejdsgruppen skal mødes første gang inden sommerferien og skal have færdiggjort sit arbejde i ultimo september.

Kontakter

Hvis du er journalister og har yderligere spørgsmål, kontakt:
Erhvervsministeriets presseafdeling på 91 33 70 07

Information om Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet
Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

33 92 33 50https://www.em.dk/

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye