Teknologisk Institut

Ny røggas-sensor skal dokumentere skibes udledning af sodpartikler

Del
Ny type røggassensor skal kunne måle udledningen af sodpartikler fra et skib i realtid. Det kan blive et centralt værktøj i skibsfartens grønne omstilling.
Arkivfoto: Adobe Stock
Arkivfoto: Adobe Stock

Et konsortium med Green Instruments A/S, Teknologisk Institut og flere maritime aktører går sammen om at udvikle en ny type røggassensor, der kan måle udledningen af sodpartikler fra et skib i realtid. Sensoren ventes at blive et vigtigt dokumentationsværktøj for skibsfarten, der har kurs mod skrappere regler for, hvor meget de må udlede.

Næststørste kilde til global opvarmning
Indenfor skibsfarten regnes udledning af sodpartikler – også kaldet black carbon – for at være den næststørste kilde til global opvarmning efter CO2-udledning. Problematikken har derfor stort internationalt fokus, ikke mindst i Arktis, og det forventes, at Den Internationale Maritime Organisation (IMO) under FN vil indføre regulering af skibsfartens black carbon-udledning i løbet af få år. Her vil måleteknik til black carbon komme til at spille en væsentlig rolle for at kunne forbedre og dokumentere nye emissionsbegrænsende teknologier og alternative brændstoffer.

- I dialogen med en række aktører i branchen har vi set, at der er et ønske om et kosteffektivt værktøj, der kan dokumentere black carbon-udledninger og effekten af nye tiltag. Derfor er målet med projektet at udvikle en robust og enkel black carbon-sensor, der måler udledningen i realtid og er designet til brug på skibe. Det kan blive et centralt værktøj i skibsfartens grønne omstilling, siger projektleder Morten Køcks, Teknologisk Institut.

Timingen er god
Projektet, der er støttet af Miljøstyrelsen, sker i samarbejde med både industripartnere og brancheorganisationer og er forankret hos Green Instruments A/S, der udvikler måleudstyr til blandt andet det maritime. Her ser man et stort behov for specialudviklet udstyr, der kan måle black carbon-udledning på skibe.

- Så vidt vi ved, er der ikke nogen robust teknologi på markedet, der kontinuerligt kan dokumentere skibenes black carbon-udledning op mod de krav, vi forventer fra IMO’s side. Samtidig mærker vi allerede nu interesse fra rederierne i at kunne opsamle kontinuerlige måledata. I takt med en kommende vedtagelse af nye regler vil det behov kun stige, også på globalt plan. Timingen er med andre ord god, og projektet her kan være med til at positionere os godt i markedet, fortæller Poul Kodal Sørensen, Executive Technical Advisor fra Green Instruments A/S.

Måling af black carbon kan blive obligatorisk
På det maritime område stilles der i dag ingen krav til, hvor meget black carbon skibene må udlede, eller at de skal måle på det. Krav om måling kan dog på længere sigt blive obligatorisk. Målgruppen er i første omgang derfor de rederier, som har en proaktiv tilgang til at måle og dokumentere udledninger. Det gælder blandt andet krydstogtskibe, der sejler i arktiske egne, og de danske rederier, der deltager i projektet. Blandt andet vil der undervejs i projektet blive testet en tidlig version af sensoren ombord på et DFDS-skib for at opnå driftserfaring.

- Der er stor fokus på at udvikle maritime løsninger, som bidrager til at løse de klima- og miljømæssige udfordringer, som branchen står overfor. Vi forventer, at IMO indenfor overskuelig fremtid vil regulere udledningen af black carbon, og for at kunne håndhæve den regulering er det yderst relevant at se på metoder til at dokumentere black carbon-udledninger. Vi ser det derfor som en styrke, at der udvikles nye sensorteknologier. Dette projekt er et godt eksempel på et bredt samarbejde, hvor både leverandører, videncentre, danske rederier og myndighederne bidrager til løsninger, fortæller Maria Skipper Schwenn, direktør i Danske Rederier.

Projektet forløber fra primo 2021 til medio 2023 og er et samarbejde mellem Green Instruments, Teknologisk Institut, DFDS, MOL Chemical Tankers, Danske Maritime og Danske Rederier.

Projektet er støttet af Miljøstyrelsen under MUDP-støtteordningen.

Fakta om black carbon
Black carbon dannes ved ufuldstændig forbrænding i fx motorer og ved afbrænding af biomasse. Næst efter CO2 vurderes black carbon at være den parameter, der i forhold til skibsemissioner påvirker den globale opvarmning mest. Særligt i de arktiske egne har black carbon en væsentlig indflydelse på de accelererende klimaforandringer. Black carbon, der lægger sig på sne og is, mindsker refleksionen af solens stråler og bidrager dermed til den globale opvarmning og afsmeltning af polerne. Samtidig har black carbon betydelige sundhedsskadelige konsekvens for mennesker i form af fine partikler, der optages i luftvejene.

FN’s klimapanel IPCC har i 2018 anbefalet en reduktion af de globale black carbon-udledninger på minimum 35 procent (2010 til 2050) for at kunne nå målet om en maksimal global temperaturstigning på 1,5°C. Da black carbon har en relativt kort levetid i atmosfæren (cirka 2 uger), regnes tiltag, der kan reducere udledningen af black carbon, for at være en effektiv metode til at begrænse klimaforandringer på kort sigt.

Nøgleord

Kontakter

Projektleder Morten Køcks, Teknologisk Institut, mobil: 7220 2380, mail: mly@teknologisk.dk


Oluf Sigh, CEO, Green Instruments, telefon 9645 4520, mail: os@greeninstruments.com

Billeder

Arkivfoto: Adobe Stock
Arkivfoto: Adobe Stock
Download

Information om Teknologisk Institut

Teknologisk Institut
Teknologisk Institut
Gregersensvej
2630 Taastrup

7220 2000http://www.teknologisk.dk/

Teknologisk Institut har siden 1906 arbejdet for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, samfundets velstand og menneskers liv. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S og DTI Spain.

Læs mere om Instituttet.

Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på pressetelefon 7220 1066 – eller kommunikation@teknologisk.dk

Fotos i dette nyhedsrum: ©Teknologisk Institut. Brug af fotos tilladt ved konkret omtale af Teknologisk Institut og med kreditering. I tvivlstilfælde kontakt venligst Kommunikationsafdelingen.

Følg pressemeddelelser fra Teknologisk Institut

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Teknologisk Institut

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye