Ny rapport: Naturen har optaget 54 procent af CO2-udledningen på ti år

De sidste ti år har CO2-udledningen fra os mennesker været højere end på noget andet tidspunkt i historien. Og når den voksende udledning af drivhusgasser rammer atmosfæren, bidrager den til global opvarmning og katastrofale klimaforandringer.
Størstedelen af den menneskeskabte CO2-udledning optages dog slet ikke i atmosfæren, men af økosystemerne her på planeten. På bare ét enkelt årti har den vilde natur til lands og til havs optaget mere end halvdelen af al den CO2, som vi mennesker har udledt. 31 procent af CO2’en er således blevet optaget af natur på landjorden, mens 23 procent er optaget af havet.
Det viser en ny rapport fra WWF.
”Naturen er én af vores vigtigste klimaallierede og har forsinket den globale opvarmning. Uden vild natur havde klimaets påvirkning på planeten med andre ord set langt værre ud, end det gør – og det er bestemt slemt nok,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øksnebjerg.
Det er særligt tropiske regnskove og jordlagene i de arktiske egne, der tegner sig for de største CO2-lagre på kloden. Alene verdens største tropiske regnskov, Amazonas, indeholder et lager på omtrent 200 milliarder tons CO2 og er samtidig hjemsted for op mod ti procent af verdens vilde dyr og planter.
Klimaforandringer ødelægger natur
Selvom størstedelen af CO2-udledningen bliver optaget i naturen, så bidrager de resterende 46 procent til den globale opvarmning og deraf afledte klimaforandringer ifølge rapporten.
Ekstreme vejrfænomener som hedebølger, oversvømmelser og skovbrande forekommer både hyppigere og voldsommere som resultat af klimaforandringerne, og disse fænomener er med til at ødelægge naturen: Dyre- og plantearter forsvinder, vådområder tørrer ud, og skove går op i røg.
Derfor mindskes naturens evne til at værne kloden mod klimaforandringerne år for år, påpeger rapporten. Om få årtier forudser WWF, at klimaforandringer vil være den primære årsag til ødelæggelse af natur og dyrs levesteder.
”Rapporten viser med al tydelighed, at det nytter at beskytte og genoprette natur. Både for naturens og dyrenes skyld og i høj grad også for klimaet. Men vi skal samtidig sænke vores udledninger og fodaftryk på planeten betragteligt, for ellers vil klimaforandringer fortsætte med at ødelægge naturen, og så er vi lige vidt” siger Bo Øksnebjerg.
Tænk natur og klima sammen
Ét af menneskets mest markante fodaftryk kommer fra afskovning. Omkring 12 procent af verdens samlede CO2-udledning kan alene tilskrives afskovning, som samtidig ødelægger værdifuld vild natur, der er levested for en lang række arter.
Netop en halvering af menneskers fodaftryk fra produktion og forbrug er én af topprioriteterne ved det internationale biodiversitetstopmøde COP15, der begynder 7. december.
Ved COP15 samles hele verden for at forhandle en aftale, der skal stoppe tilbagegangen i verdens natur og biodiversitet inden 2030. Og det indebærer også at tænke klimakrisen sammen med naturkrisen, påpeger Bo Øksnebjerg.
”COP15 finder sted kun en måned efter klimatopmødet, hvor naturen glimrede ved sit fravær i forhandlingerne og i aftalen. Under biodiversitetsforhandlingerne er der behov for, at verdens ledere får øjnene op for, at klima og natur skal samtænkes, hvis vi skal have en chance for at bremse klima- og naturkrisen inden 2030. Selv hvis vi lykkes med det, vil effekterne af de seneste mange årtiers overudnyttelse af planetens ressourcer sætte sine spor,” siger Bo Øksnebjerg.
WWF Verdensnaturfonden deltager ved COP15 i Montreal i Canada, hvor fonden har observatørstatus.
Om rapporten ’Climate Secret Ally’:
- Rapporten 'Climate Secret Ally' dokumenterer CO2-udledningen og optag i atmosfæren og naturen fra 2010 til 2019
- Rapporten er baseret på tal fra IPCC, FN’s eget klimapanel
- Sandsynligheden for, at skaderne på vores økosystemer som skov, ferskvand og hav vil være irreversible, forøges i takt med den globale temperaturstigning. Jo mere temperaturen stiger, jo større er sandsynligheden for, at økosystemerne ødelægges og forandres permanent
- Naturen beskytter ikke kun mod klimaforandringer ved at absorbere CO2. Naturen fungerer også som svamp i regnfulde tider og beskytter derfor mod oversvømmelser. Samtidig holder naturen på vandet til tider med tørke.
- Naturen kan også tage skade af store mængder CO2. Blandt andet medfører øget CO2-optag, at havene forsures, hvilket bidrager til at ødelægge økosystemerne til havs. Derfor skal vores CO2-udledning sænkes.
- Læs hele rapporten her.
Nøgleord
Kontakter
Mai-Britt NoeHead of Press & MediaWWF Verdensnaturfonden
Tlf:+45 28 93 63 28mai-britt.noe@wwf.dkBilleder

Information om WWF Verdensnaturfonden
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Ny klimarapport: Verden rammer første tipping point inden for 10 år13.10.2025 05:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Koralrev vil med stor sandsynlighed kollapse inden for et årti, mens også Amazonas, havstrømmen AMOC og gletsjere kan kollapse som følge af klimaforandringer. Det vil forandre vores planet for altid, konkluderer en ny klimarapport udgivet af Exeter University sammen med WWF, der udkommer kort før COP30.
Danskernes fiske-favorit er truet: Makrellen er på katastrofekurs30.9.2025 13:36:59 CEST | Pressemeddelelse
Makrellen er i årevis blevet overfisket i en sådan grad, at Det Internationale Havforskningsråd ICES nu advarer mod et decideret kollaps. Det er på høje tid, at Danmark og de øvrige lande, som fisker makrel, bliver enige om kvoter, der følger de videnskabelige anbefalinger, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden.
WWF er med i international koalition for Doggerbankes beskyttelse og genopretning25.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Sammen med organisationer fra Storbritannien, Holland og Tyskland er WWF Verdensnaturfonden med i et tre-årigt projekt, der vil styrke beskyttelsen og genopretningen af Doggerbanke i Nordsøen.
Nu anbefales stop for torskefiskeri i alle danske farvande24.9.2025 11:12:08 CEST | Pressemeddelelse
Det Internationale Havforskningsråd ICES anbefaler, at der ikke længere fiskes efter torsk i den danske del af Nordsøen og Skagerrak. Der er nu ingen steder i Danmarks hav, hvor torsken bør fiskes ifølge de videnskabelige anbefalinger. Den anbefaling bør fiskerimyndighederne følge, mener WWF Verdensnaturfonden.
Naturprojekt trak miljøministeren og hundredvis af borgere til Sejerøbugten23.9.2025 10:06:25 CEST | Pressemeddelelse
Ét af de største naturgenopretningsprojekter i Danmarks farvande blev lørdag præsenteret ved Sejerø Bugt. Bag projektet står WWF Verdensnaturfonden sammen med en række partnere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum