Kræftens Bekæmpelse

Ny rapport: Hver anden dansker bruger for lav faktor på solferien

Del

Tusindvis af danskere tager hver vinter sydpå og dyrker solen. Desværre bliver mange skoldet, og en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne viser, at hver anden bruger for lav faktor på ferien. Videoer med tv- og radiovært Mikael Bertelsen på thai og græsk går nu ud med en bøn til de lokale om at hjælpe danskerne i solen.

Jo tættere, man er på ækvator, jo højere er uv-indekset og dermed også risikoen for solskoldninger og hud- og modermærkekræft. Derfor er solbeskyttelse ekstra vigtig på solferien, men ifølge en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne passer mange danskere ikke godt nok på huden under sydens skarpe solstråler.

For lav faktor
De fleste danskere er gode til at bruge solcreme, når de er på ferie i udlandet, hvor hele 80 procent smører sig ind, viser den netop offentliggjorte rapport 'Danskernes solvaner i sommerferien 2015 – en ugebaseret dataindsamling'. Men hver anden bruger for lav faktor i forhold til den anbefalede faktor 30 i udlandet.

Vi glæder os over, at mange faktisk bruger solcreme, men det er ærgerligt, at hver anden bruger for lav faktor. Hud- og modermærkekræft er hyppige kræftformer, men de kan i høj grad forebygges, hvis man følger solrådene om skygge, solhat og solcreme, siger Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

Snup en siesta i skyggen
Selvom solcreme giver en god beskyttelse i solen, er det en rigtig god ide også at bruge solhat og ikke mindst søge skygge.

Vi kan i højere grad lære af de lokale, når vi er på solferie, og eksempelvis holde siesta i skyggen, når solen bager midt på dagen, siger Mette Meldgaard, programchef i TrygFonden.

Bertelsen indspiller tale på fem sprog
Derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne nu en indsats på de sociale medier i fem populære ferielande. I tv-taler på henholdsvis thai, spansk, græsk, fransk og italiensk beder tv- og radiovært Mikael Bertelsen lokalbefolkningerne om at hjælpe de danske feriegæster med at færdes fornuftigt i solen og huske på rådene om skygge, solhat og solcreme.

Hvert år tager omkring 40 procent af danskerne på solferie i udlandet.

Se eksempelvis videoen på thai her og se mere på helpadane.com

------------------------------------------------------------------------------

Om rapporten
Rapporten ”Danskernes solvaner i sommerferien 2015 – en ugebaseret dataindsamling” fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne bygger på svar fra 5.058 danskere i alderen 15-70 år, der har holdt ferie i mindst fire sammenhængende dage inden for de seneste to uger. Af de 5.058 respondenter, der indgår i undersøgelsen, har 1.291 af dem været på ferie i udlandet og 3767 i Danmark inden for de seneste to uger. Data er indsamlet af analysebureauet Userneeds i perioden 8. juni til 17. august 2015, og undersøgelsen er nationalt repræsentativ i forhold til køn, alder og landsdel.

Rapporten adskiller sig fra tidligere solvaneundersøgelser ved, at respondenterne besvarede spørgeskemaet allerede inden for to uger efter deres ferie. Det gør, at de husker deres soladfærd mere nøjagtigt end tidligere, hvor de skulle huske tilbage på en længere periode.

Rapporten kan læses her

Uv-stråling og kræft i huden
Solens uv-stråling er god for os i mindre doser, men for meget uv-stråling er kræftfremkaldende. Det anslås af WHO, at op mod 90 pct. af alle tilfælde af kræft i huden skyldes uv-stråling fra den naturlige sol og solarier.

Både solskoldninger og den samlede mængde af uv-stråling, man udsættes for gennem livet, har betydning for risikoen for at udvikle kræft i huden.

’Kræft i huden’ er en samlet betegnelse for flere former for kræft: Modermærkekræft, der er den mest alvorlige form for kræft i huden, og almindelig hudkræft.

Hvert år konstateres ca. 2.100 nye tilfælde af modermærkekræft og 13.800 nye tilfælde af almindelig hudkræft i Danmark.

Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt danske unge i alderen 15-34 år.

 ---------------------------------------------------------------------------------

UV-INDEKS app – nu med indbygget hudtypeguide
Den gratis app UV-INDEKS giver dig det forventede uv-indeks for både ind- og udland, og du kan se, hvilken indvirkning skydækket har på indekset. Få en advarsel ved højt uv-indeks ved at tilføje dine egne favoritsteder. UV-INDEKS er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Ny hudtypeguide
Svar på 6 spørgsmål og få et bud på din hudtype. Ved at kende din hudtype, bliver du klogere på, hvor lidt sol, din hud kan tåle – ved et givent uv-indeks. Hudtypeguiden findes elektronisk i appen UV-INDEKS. Hudtypeguiden er kun vejledende. Husk din sunde fornuft i solen og vær altid opmærksom på din hud.

Nøgleord

Kontakter

Yderligere information

Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne: pd@cancer.dk / tlf. 3525 7570 / 3038 1502

Karen Bøgedal, pressechef i TrygFonden: kb@trygfonden.dk / tlf. 3056 3432

Billeder

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Solkampagnen
TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse står bag Solkampagnen ”Skru ned for solen mellem 12 & 15”. Formålet er at hjælpe danskerne til at passe bedre på i solen og undgå at gå i solarium for at reducere risikoen for at få kræft i huden. Læs mere om Solkampagnen på www.solkampagnen.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Ny undersøgelse: Mange danskere reagerer ikke, når mor og far viser tegn på sygdom24.8.2017 07:00pressemeddelelse

En ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser, at fire ud af ti danskere ikke har opfordret deres forældre til at gå til lægen, selvom de har lagt mærke til eller hørt om, at forældrene har vist tegn på sygdom. Faktisk så taler hver tredje voksne dansker sjældent eller aldrig med sine forældre om deres helbred. Men det er en god idé at tage snakken, da det kan redde liv.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum