Frederikshavn Kommune

Ny prognose: 1000 flere job på vej i Vendsyssel

Del

Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev Kommune udgiver i dag et Jobbarometer for 2017. Pilen lander i det optimistiske felt: Især metalindustrien melder om udsigt til nye ansættelser

Inden for det næste år forventer virksomhederne i Vendsyssel at skulle ansætte cirka 1000 flere medarbejdere. Det fremgår af det nye Jobbarometer, som de tre kommuners Jobcentre står bag, og som kortlægger virksomhedernes behov for arbejdskraft et år frem i tiden. Flere jobfunktioner er allerede efterspurgte, mens arbejdsmarkedets behov åbner mulighed for at flere erhvervsuddannede kan finde beskæftigelse i Vendsyssel i 2017.

”Jobbarometeret er et godt fingerpeg til beslutningstagerne på beskæftigelsesområdet, om hvad der sker på det lokale arbejdsmarked. Samtidig kan det bruges både til at skabe synlighed om arbejdskraftens bevægelighed. Prognosen peger på, at udbuddet af arbejdskraft er faldende, fordi efterspørgslen generelt er stigende, en klar indikator på, at virksomhederne er i opgangstid,” siger Heidi Juel Frederiksen, afdelingsleder, Jobcenter, Frederikshavn Kommune.

Ledige skal uddannes

Der udgives et samlet Jobbarometer for Vendsyssel og et for hver af de tre kommuner, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev. De tre Jobcentre arbejder tværkommunalt på flere områder, og samarbejdet om prognoserne giver dem blandt andet mulighed at imødekomme flaskehalse:

”Det er virksomheder i metalindustrien, transport, byggeri og fødevaresektor, som forventer den største fremgang. Virksomhederne efterspørger især faglært, men også ikke-faglært arbejdskraft. Af Jobbarometeret kan vi derfor se, at der er behov for at opkvalificere arbejdsstyrken, hvis virksomhederne skal kunne ansætte medarbejdere med de ønskede kompetencer. Virksomheder, uddannelsesinstitutioner og jobcentre har et fælles ansvar for at løse den opgave. Det gælder både efteruddannelse af allerede ansatte medarbejdere, men også opkvalificering af ledige,” siger Ole Bendix, afdelingsleder, Virksomhedsservice, Hjørring Kommune.

Målrettet opkvalificering

Stillingsbetegnelserne i Jobbarometeret er medtaget ud fra virksomhedernes forventninger til antallet af medarbejdere om et år. Virksomhederne er blevet spurgt om deres behov for at ansætte eller afskedige inden for de næste henholdsvis tre og tolv måneder.

”Vores jobkonsulenter får et mere præcist billede af, hvor der er job i området. Den viden bruger de i vejledningen af de ledige, som får en konkret prognose at forholde sig til. Jobbarometret bidrager både til at guide ledige mod job, hvor chancerne for at få arbejde er størst, og motiverer også nogen til uddannelse målrettet de områder. Det betyder også, at virksomhederne får den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for,” siger Lisbeth Jensen, afdelingsleder, Jobcenter Brønderslev.

FAKTA: Resultaterne bygger på interviews med 845 virksomheder i Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev Kommuner. Undersøgelsen har haft til formål at få indsigt i det lokale arbejdsmarkeds udvikling inden for de næste 3 og 12 måneder. I det grønne område ses de stillingsbetegnelser, som virksomhederne forventer at opnormere. I det røde område ses de, som forventes at nedjustere. Sæsonarbejde har også betydning for jobbarometerets resultat, i det der er tale om den formodede vækst om 12 måneder. F.eks. er dele af byggeriet og anlægsbranchen meget sæsonbestemt. Det samme kan også gøre sig gældende inden for turisme og butikshandel. Stillingerne er endvidere valgt ud fra relevans for beskæftigelsesindsatsen. F.eks. er højtspecialiseret stillingsbetegnelser som læger mv. undladt til fordel for ufaglært og faglærte stillingsbetegnelser.

For yderligere oplysninger kontakt:

Heidi Juel Frederiksen, afdelingsleder, Jobcenter Frederikshavn, +45 3068 6614

Ole Bendix, afdelingsleder, Virksomhedsservice, Hjørring Kommune, +45 4122 6125

Lisbeth Jensen, afdelingsleder, Jobcenter, Brønderslev Kommune, +45 9945 5551

Nøgleord

Vedhæftede filer

Information om Frederikshavn Kommune

Frederikshavn Kommune
Frederikshavn Kommune
Rådhus Allé 100
9900 Frederikshavn

98 45 50 00http://frederikshavn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Frederikshavn Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum