Ny opfindelse revolutionerer exoskeletter
13.4.2018 08:00:00 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Et fladt led, der kan trækkes ud i en bue rundt om en kugle. Det lyder ikke specielt, men det er ikke desto mindre en sensation. Leddet kaldes CXD (for Compact X-scissors Device) og er udviklet af forskere på Aalborg Universitet (AAU). Det er verdens første udtrækkelige led, der kan bevæges frit i alle retninger rundt om en sfære – for eksempel som støtte for en skulder eller en hofte.
CXD er egentlig udviklet til at hjælpe børn, der på grund af sygdom eller ulykker har mistet førligheden i arm eller skulder. Derfor har de brug for støtte i form af et exoskelet – en støttende konstruktion, der spændes fast på kroppen - for at kunne fungere på normale vilkår.
- Mekaniske led til fx skuldrene er store og klodsede konstruktioner. Og desværre er der en masse begrænsninger for, hvilke bevægelser de kan lave. For eksempel kan man ikke holde armen strakt ud foran sig og derefter dreje den til siden. Det er en stor hindring for den, der har leddet på, forklarer PhD-studerende Miguel Castro.
Han er en del af forskergruppen for Biomekanik på AAU og en af hovedmændene bag opfindelsen.
- Det nye led, vi har udviklet, er lige så alsidigt som et kugleleje, men næsten helt fladt. Fordi det er så kompakt, kan man lave et exoskelet, som kan bæres helt diskret under tøjet. Det betyder meget - især for børn, der er nødt til at gå med det, siger han.
International opmærksomhed
Klodsede og tunge led har altid været en gordisk knude i forhold til det, der kaldes wearable robotics – kropsbårne robotløsninger som bl.a. exoskeletter. Derfor har forskernes opfindelse vakt international opsigt.
I marts måned vandt CXD-leddet førstepladsen ved Wearable Robotics Associations Innovation Challenge (WeaRAcon18)– en pris, der uddeles ved branchens mest betydningsfulde konference i Arizona, USA.
- De personer, der sad i priskomiteen, var enten direktører eller underdirektører hos de store exoskelet-producenter. De syntes, at vores led var det mest interessante nye, der var dukket op. Det er jo en god markedsvalidering, siger Lars Halkjær, der er specialkonsulent i teknologioverførsel og en del af forskergruppen bag CXD.
Exoskeletterne kommer
Forskergruppen er overbevist om, at exoskeletter vil blive udbredte i samfundet, fordi de har så mange anvendelsesområder. Det nye CXD-led vil være med til at sætte skub i udviklingen, så den kommer til at gå endnu hurtigere.
Om få år vil exoskeletter være et mere almindeligt syn i hverdagen, mener Lars Halkjær. Blandt andet i industrivirksomheder, hvor der skal løses opgaver, der kræver styrke og præcision, men som ikke er egnede til at blive udført af robotter.
Fleksible exoskeletter vil bl.a. også kunne bidrage til at ældre medborgere er selvhjulpne i længere tid og har mindre behov for fysisk assistance.
- For ti år siden var droneteknologien ny og eksotisk, siger Lars Halkjær. I dag bliver de jo brugt til en lang række forskellige løsninger indenfor transport, inspektion og meget andet. Jeg tror vi kommer til at se den samme udvikling med exoskeletter, siger han.
FAKTA
Et exoskelet er en fleksibel udvendig støtteanordning til knogler og led, som spændes fast på kroppen. Exoskelettet fungerer enten som en analog støtte eller er udstyret med elektromotorer, som supplerer kroppens egne bevægelser og dermed giver bæreren flere kræfter.
For at se denne video fra www.youtube.com, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.Se video, med Miguel Nobre Castro, der fortæller om CXD her
Nøgleord
Kontakter
Lars Halkjær, specialkonsulent AAU, lah@adm.aau.dk, tlf. 9940 7343
Sanne Holm Nielsen, pressekontakt AAU, shn@adm.aau.dk, tlf. 9940 3517
Billeder
Information om Aalborg Universitet
Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Klimaforandringer truer vores satellitforbindelser27.8.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere regn og ekstremt vejr kan afbryde kommunikationen med vores satellitter, der i dag er vitale i alt fra forsvar til landbrug og klimaovervågning. Aalborg Universitet vil med nyt tværfagligt projekt klimasikre kommunikation med satellitter.
Forsker bag opsigtsvækkende frifindelse bliver ny dekan på AAU26.8.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Michael Toft Overgaard er ansat som ny dekan for Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet. Hans forskning bidrog til at frikende en australsk mor efter mere end 20 år i fængsel. Nu vil han styrke et fakultet, der i forvejen står stærkt i såvel dansk som internationalt perspektiv.
Nyt studie peger på udmattelse som en overset del af skolebørns trivsel21.8.2026 05:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Når danske skolebørn taler om trivsel, handler det ikke kun om venner, læring og psykisk velbefindende. Et nyt studie i Social Science & Medicine peger på, at træthed og mangel på energi fylder overraskende meget i børnenes egen forståelse af trivsel.
Ny SBi-anvisning skal lette byggesektorens arbejde med klimaberegninger19.8.2026 13:07:15 CEST | Pressemeddelelse
Bygningsreglementets klimakrav betyder, at langt flere bygninger skal dokumentere deres klimapåvirkning gennem en livscyklusvurdering (LCA). Ny SBi-anvisning om beregning af bygningers klimapåvirkning skal gøre arbejdet lettere samt sikre kvalitet og ensartethed.
Ny platform skal hjælpe danskere med at forstå og håndtere smerter12.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Danskere med muskel- og ledsmerter kan nu få gratis, forskningsbaseret onlinehjælp gennem en ny digital platform udviklet af forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. Platformen samler viden og kurser, der skal styrke forståelsen og håndteringen af smerter og samtidig fungere som et fælles redskab for sundhedsprofessionelle.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


