Ny nedlukning trækker spor i samtaler på BørneTelefonen: ”Er du helt gal, det er hårdt”

”..er du helt gal det er hårdt. Jeg har næsten ingen kontakt til de mennesker jeg gerne vil have kontakt til og slæber mig igennem de der online møder.”
Sådan lyder det fra en 13-årig i BørneTelefonens brevkasse. Og også på BørneTelefonens rådgivning på telefon, chat og sms er der mange børn og unge, der har brug for at vende udfordringer relateret til corona.
I januar havde BørneTelefonen 178 samtaler om corona. Til sammenligning var der i alt 90 samtaler om corona i hele december. Modsat i 2020, hvor det hyppigste samtaleemne var forholdet mellem børn og forældre, så handler de coronarelaterede samtaler i januar især om ensomhed. venskaber og trivsel i klassen.
Ensomhed er det hyppigste emne og udgør næsten en fjerdedel af alle samtaler om corona i årets første måned.
”Den nuværende nedlukning er virkelig hård at komme igennem for mange børn og unge. Selvom mange lærere gør en kæmpe indsats for at samle klassen i digitale fællesskaber, så kan vi se i samtalerne på BørneTelefonen, at mange børn og unge føler sig udenfor og mærker en ensomhed, de ikke har oplevet før,” siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
En 15-årig dreng fortæller for eksempel, at han normalt er en social, glad og udadvendt dreng, men at han det seneste stykke tid har fået det skidt. En 10-årig pige fortæller, at hun altid har følt sig uden for, men at det er blevet værre under corona. Hun føler sig ensom og trist.
Også rammerne om hjemmeskolen udfordrer en del børn og unge. En ung pige fortæller for eksempel, at hun har svært ved, at hendes kamera skal være tændt under onlineundervisningen. Hun bekymrer sig om, hvordan hun ser ud på kameraet, og hvad resten af klassen tænker om hende. Bekymringen gør, at hun har svært ved at sove og får ondt i maven.
Børn skal kunne få hjælp døgnet rundt
For at kunne være der for de mange børn og unge, som har det svært, har Børns Vilkår taget nye metoder i brug.
Under forårets nedlukning fik BørneTelefonens frivillige rådgivere for første gang mulighed for at sidde hjemmefra og tage vagter – en mulighed, Børns Vilkår vil gøre permanent, fordi den betyder, at flere rådgivere kan sidde klar, når børnene har brug for det.
Hempel Fonden har netop bevilliget 1,5 million kroner til at udvikle og udvide hjemmerådgivningen, som på sigt også skal bidrage til, at BørneTelefonen kan holde døgnåben.
”Den mistrivsel, vi oplever blandt børn og unge nu, kan trække lange spor og skal derfor også være et stærkt fokuspunkt hos os alle i lang tid fremover. Vi må ikke tro, at alt bare bliver godt igen, når børnene kommer tilbage i skole. Der kan være sket meget – både hos det enkelte barn og i de sociale grupper og dynamikker, det har været vant til at indgå i,” siger Rasmus Kjeldahl.
Hyppigste emner i corona-relaterede samtaler på BørneTelefonen i januar 2021
1. Ensomhed: 22,5%
2. Venskaber/uvenskaber: 16,3%
2. Trivsel i klassen/skolen: 16,3%
3. Forholdet mellem barn og forældre: 14,0%
4. Forholdet mellem søskende: 5,6%
4. Stress/præstationsangst: 5,6%
5. Faglige problemer/lektier: 5,1%
5. Angst: 5,1%
Kontakter
Pressetelefon
Tlf:20204459Billeder
Information om Børns Vilkår
Følg pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børns Vilkår
Børns Vilkår bakker op om fotoudstilling i Aarhus: Om man er 21 eller 70 år, kan vold fra barndommen stadig gøre ondt1.6.2025 05:12:00 CEST | Pressemeddelelse
Det er skadeligt, når børn og unge er udsat for vold i hjemmet, og konsekvenserne kan præge dem langt ind i voksenlivet. Det illustrerer Børns Vilkår gennem 22 portrætfortællinger skabt af dokumentarfotograferne Andreas Haubjerg og Louise Herrche Serup i en fotoudstilling på Store Torv i Aarhus.
Børns Vilkår: Omsorg skal prioriteres nu – børn har ikke tid til at vente på reformer23.5.2025 07:19:01 CEST | Pressemeddelelse
Kvaliteten i dagtilbud er utilstrækkelig og vilkårlig. Det viser anden del af den nationale undersøgelse af kvalitet i dagtilbud, som EVA og VIVE har udarbejdet for Børne- og Undervisningsministeriet. Børns Vilkår opfordrer til øget fokus på omsorg som kernefaglighed, mens vi venter på effekten af langsigtede politiske løsninger.
Ny undersøgelse: Fællesskaber er vigtige for små børns trivsel – men ikke alle får hjælp til at indgå i dem13.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ikke alle børnehavebørn oplever, at de får hjælp af de voksne til at blive en del af legefællesskabet. Samtidig kan forventninger til køn begrænse børns fællesskaber. Sådan lyder nogle af resultaterne fra en undersøgelse blandt mere end 490 børnehavebørn, som Børns Vilkår offentliggør i dag.
Lokale kræfter bakker op om åbningen af BørneTelefonen og HØRT i Aalborg7.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med støtte fra lokale fonde og det nordjyske erhvervsliv slår Børns Vilkår i efteråret 2025 dørene op til nye lokaler i Aalborg, hvor frivillige fra hele Nordjylland skal være med til at sikre, at endnu flere børn og unge kan få hjælp på BørneTelefonen og ungerådgivningen HØRT.
Ny AI-løsning giver rådgiverne på BørneTelefonen og HØRT mere tid til at hjælpe børn og unge6.5.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Rådgiverne på BørneTelefonen og HØRT har hvert år tilsammen brugt næsten 6.000 timer på at registrere de samtaler, de har haft med børn og unge. Nu har Børns Vilkår implementeret en avanceret AI-løsning, som overtager registreringen af samtaler på chat og sms og dermed frigiver mere tid til at hjælpe børn og unge – uden at gå på kompromis med børnenes anonymitet og datasikkerhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum