Ny model for rejsevejledningerne for Europa træder i kraft
Sommerens rejsevejledninger for EU- og Schengenlandene samt UK vil fremadrettet blive opdateret løbende på baggrund af flere elementer. Et vigtigt element i den vurdering vil være den netop offentliggjorte opgørelse fra Statens Serum Institut, der på baggrund af objektive kriterier ift. antal smittede og testregime nu klassificerer dem som enten ”åbne lande” eller ”karantænelande”.
Det er dog kun ét af kriterierne i den vurdering, som Udenrigsministeriet foretager forud for opdatering af rejsevejledningerne. Et yderligere kriterie i vurderingen er hvorvidt andre lande har betydelige indrejserestriktioner og karantæneregler over for danske rejsende. I disse tilfælde vil rejsevejledningen i det pågældende land forblive orange, selvom et land i øvrigt er klassificeret som ”åben” i henhold opgørelsen fra Statens Serum Institut.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
”I dag er en god dag. Dagens lempelser af rejsevejledningen viser, at både Danmark og det meste af Europa står et betydeligt bedre sted end vi havde turdet håbe på for bare kort tid siden. Men det nye rejsevejledningskort viser også ret klart hvor broget situationen stadig er. Der er stadig lommer med et højt antal nye smittede og der er stadig lande med indrejsebegrænsninger. Europa er ikke ovre Corona-krisen endnu og det er vigtigt, at man tager sig sine forholdsregler og følger sundheds- og hygiejneråd på rejsen.
Selvom vi alle nok trænger til lidt ferie, så er det vigtigt, at vi ikke også lader vores gode, sunde fornuft holde fri. Åbne lande er stadig kun ”gule”, hvilket betyder, at man stadig skal være ekstra forsigtig på rejsen. Vores mål er at sikre, at danskerne skal kunne rejse, det skal Corona-virussen ikke.”
Fremadrettede opdateringer af rejsevejledningerne
Statens Serum Institut vil fremadrettet udsende opgørelsen for ”åbne lande” og ”karantænelande” hver torsdag kl. 16. I umiddelbar forlængelse heraf vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne, såfremt der er anledning til ændringer siden den seneste opdatering. Derudover vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne løbende, såfremt der sker ændringer i landenes indrejserestriktioner eller karantæneregler.
Den gældende rejsevejledning for et givent land kan altid findes her.
Hvis man vælger at rejse til et land med en gul farvekode, anbefaler Udenrigsministeriet, at man er ekstra forsigtig og følger Udenrigsministeriets rejseråd i en tid med COVID-19.
Derudover anbefales det, at man holder sig løbende opdateret om udviklingen i smittebilledet. Det kan variere betydeligt fra region til region. Statens Serum Institut vil også ugentligt opdatere smittetal på regionalt niveau for de fleste EU- og Schengenlande samt UK. Såfremt man opholder sig i en region, hvor smittetallet er over 50 nye smittede pr. 100.000 pr. uge, opfordres man til ved hjemkomst at lade sig teste. Se listen over regioner med over 50 nye smittede på SSIs hjemmeside.
De danske ambassader har oprettet særlige corona-hjemmesider, der indeholder information om konsekvenserne af coronavirus/COVID-19 for danske rejsende og fastboende i det pågældende land. Man bør holde sig opdateret om lokale restriktioner i rejselandet her. Derudover anbefales alle rejsende at tilmelde sig Danskerlisten via Udenrigsministeriets app ”Rejseklar”. Så får man direkte besked på mobilen, hvis rejsevejledningen ændrer sig.
Endelig bør man holde sig orienteret via de lokale myndigheder, lokale medier og sit rejsebureau.
Denne uges ændringer i rejsevejledninger for EU- og Schengenlandene samt UK
På baggrund af den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut og Udenrigsministeriets samlede vurdering af situationen i landet vil følgende lande blive ændret til en ’gul’ rejsevejledning: Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Polen, Slovakiet, Slovenien, Spanien og Schweiz.
Følgende lande forbliver orange pga. smittetryk eller lokale indrejserestriktioner og betydelige karantænekrav: Irland, Malta, Portugal, Rumænien, Sverige og UK.
Når et land er orange fraråder Udenrigsministeriet fortsat alle ikke-nødvendige rejser til landet.
For de nordiske lande gælder en særlig regional mekanisme. Når et nordisk land ikke opfylder de objektive kriterier for at ”åbne”, overgår landet til en regional ordning, hvor enkelte regioner i landet kan ”åbne”, hvis de opfylder kriteriet om antal smittede pr. uge. Det er aktuelt tilfældet for Sverige. Derfor forbliver rejsevejledningen for Sverige orange, med undtagelse af regionen Västerbotten.
Rejsevejledningerne for de nævnte lande vil være tilgængelige på Udenrigsministeriets hjemmeside i løbet af fredag d. 26. juni 2020.
Der vil ikke fremadrettet blive udsendt pressemeddelelser om opdateringer af rejsevejledningerne, men den gældende rejsevejledning for et givent land kan altid findes på Udenrigsministeriets hjemmeside her. Vi opfordrer til, at man altid tjekker rejsevejledningen, inden man planlægger en rejse.
Rejsevejledningerne uden for EU-, Schengenlandene samt UK
Udenrigsministeriet fraråder for nuværende alle ikke-nødvendige rejser til resten af verden til og med den 31. august.
Der arbejdes i øjeblikket på en model for åbning til visse tredjelande, som har et fornuftigt smittetryk, et tilstrækkeligt udbygget testregime, pålidelige indrapporteringer og i øvrigt en håndtering af pandemien, som er sammenlignelig med de europæiske landes. Det vil desuden være en forudsætning for en lempelse af rejsevejledningen, at det pågældende land ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende.
Rejse i rigsfællesskabet
Udenrigsministeriet udarbejder ikke rejsevejledninger for Færøerne og Grønland, men der er åbnet op for rejser til Færøerne og Grønland. Læs mere om de færøske og grønlandske myndigheders regler om test og karantæne mv. i forbindelse med indrejse på hhv. www.corona.fo og www.nun.gl
Pressekontakt Udenrigsministeriet: pressevagten@um.dk
Information om Udenrigsministeriet
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Udenrigsministeren rejser til Bosnien-Hercegovina for at markere genåbningen af Danmarks ambassade10.7.2025 17:42:21 CEST | Pressemeddelelse
I dag rejser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til Sarajevo for at markere genåbningen af Danmarks ambassade i landet og 30-året for folkedrabet i Srebrenica.
Udenrigsministeren rejser til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference9.7.2025 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Kort efter sit møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington DC, rejser udenrigsministeren til Rom for at deltage i Ukraine Recovery Conference torsdag den 10. juli. Her vil Danmark underskrive aftaler for 435 mio. kr. til støtte til Ukraines genopbygning.
Dansk eksport i maj 20259.7.2025 11:23:39 CEST | Pressemeddelelse
I maj 2025 faldt Danmarks samlede eksport 0,8 pct. i forhold til april. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til de 12 måneder forud, var 9,5 pct.
Udenrigsministeren har mødtes med sin amerikanske kollega7.7.2025 18:32:11 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har for kort tid siden afholdt et møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio i Washington DC.
Danmark giver nyt humanitært bidrag til Gaza7.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lancerer i dag en ny dansk støttepakke, som skal afhjælpe den humanitære situation i Gaza og hjælpe krigens ofre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum