Kræftens Bekæmpelse

Ny kampagne skal få unge til at vise mindre hud i solen

Del

Danske unge solbader mere og solskoldes oftere end voksne. Derfor har Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne allieret sig med det kendte makkerpar Peter Falktoft og Esben Bjerre, der på alternativ vis forsøger at få unge til at vise mindre hud i solen mellem kl. 12 og 15.

Når solen skinner, så skal den bare nydes. Sådan tænker især unge mennesker. En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne viser, at de unge dyrker solen markant mere end resten af befolkningen, og at de oftere bliver solskoldet. Sidste sommer blev mere end hver tredje 15-19-årige skoldet af den danske sommersol, og det tal bekymrer Peter Dalum, projektchef for Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.

- Jo mere uv-stråling, man udsættes for, jo større er ens risiko for hud- og modermærkekræft. Og unge er særligt udsatte, fordi de endnu ikke er færdigudviklede. Samtidig ved vi, at modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt danske unge i alderen 15-34 år, fortæller han.

Rapporten viser også, at hele 71 pct. af de unge solbader på solskinsrige fridage i Danmark, og derfor har Solkampagnen i år valgt at have særligt fokus på de unge med kampagnen ”Mindre hud i solen mellem 12 & 15”.

Solbeskyttelsesmission i nudistlejr

I den nye kampagne sendes det kendte makkerpar Peter Falktoft og Esben Bjerre ud på en mission, hvor formålet er at få danskerne til at vise mindre hud i solen.

Bevæbnet med kamera og mikrofon drager Peter og Esben til en nudistlejr og møder de måske mindst blufærdige danskere. De to har fået frie hænder til med deres vanlige charme og særlige journalistiske stil at forsøge at overbevise nudisterne om fordelene ved at vise mindre hud i solen. Tanken er, at kan selv nudister overbevises om at vise mindre hud, så kan budskabet også nå ud til unge, som ikke altid følger forebyggelseskampagnernes budskaber.

Humor på en alvorlig baggrund

Resultatet af missionen er en miniserie med seks komiske afsnit, der følger Peter og Esbens til tider akavede besøg i nudistlejren, hvor de i uvante omgivelser kommer omkring emner som uv-stråling, solbeskyttelse, hudtyper og danskernes store kærlighed til solen. Miniserien vil forhåbentlig skabe eftertænksomhed hos kampagnens unge målgruppe.

- Formålet med årets kampagne er at blande humor og alvor på en måde, der både underholder og minder målgruppen om, at det faktisk er rigtig vigtigt at vise mindre hud i solen. Det gør man som bekendt ved at følge solrådene om skygge, solhat og solcreme, siger Mette Melgaard, programchef i TrygFonden.

- - -

Pressemateriale

”Mindre hud i solen mellem 12 & 15” er en miniserie, der består af seks afsnit med Peter Falktoft og Esben Bjerres solbeskyttelsesmission. Hvert afsnit varer ca. 8 minutter og kan ses på mindrehudisolen.dk

Pressemateriale kan hentes her

- - -

Fakta:

Om undersøgelsen

Rapporten ’Danskernes solvaner i den danske sommer 2015’ bygger på data fra en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse foretaget af analyse-bureauet Epinion i september/oktober 2015. Der var i alt 3.999 danskere i alderen 15-64 år, som besvarede spørgeskemaet. Data er indsamlet via kvoter, der sikrer, at undersøgelsen er nationalt repræsentativ i forhold til køn, alder og region.

I rapporten fremgår det blandt andet, at 63 pct. af de 15-64-årige danskere solbadede på solskinsrige fridage, mens 23 pct. blev solskoldet i den danske sommer. Disse tal er væsentligt lavere end tallene for de 15-19-årige.

Find rapporten her

Huden tager skade hver gang

Jo mere uv-stråling man udsættes for, og jo flere solskoldninger man får, des større er risikoen for at udvikle kræft i huden. Uv-strålingen er kraftigere i sommerperioden end resten af året, så derfor er det ekstra vigtigt at solbeskytte sig, når sommeren er over os.

Uv-stråling og kræft i huden

Solens uv-stråling er god for os i mindre doser, men for meget uv-stråling er kræftfremkaldende. Det anslås af WHO, at op mod 90 pct. af alle tilfælde af kræft i huden skyldes uv-stråling fra den naturlige sol og solarier

Både solskoldninger og den samlede mængde af uv-stråling, man udsættes for gennem livet, har betydning for risikoen for at udvikle kræft i huden

’Kræft i huden’ er en samlet betegnelse for flere former for kræft: Modermærkekræft, der er den mest alvorlige form for kræft i huden, og almindelig hudkræft.

Hvert år konstateres ca. 2.000 nye tilfælde af modermærkekræft og 13.500 nye tilfælde af almindelig hudkræft i Danmark.

Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt danske unge i alderen 15-34 år.

UV-INDEKS app – nu med indbygget hudtypeguide

Den gratis app UV-INDEKS giver dig det forventede uv-indeks for både ind- og udland, og du kan se, hvilken indvirkning skydækket har på indekset. Få en advarsel ved højt uv-indeks ved at tilføje dine egne favoritsteder. UV-INDEKS er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Ny hudtypeguide

Svar på 6 spørgsmål og få et bud på din hudtype. Ved at kende din hudtype, bliver du klogere på, hvor lidt sol, din hud kan tåle – ved et givent uv-indeks. Hudtypeguiden findes elektronisk i appen UV-INDEKS. Hudtypeguiden er kun vejledende. Husk din sunde fornuft i solen og vær altid opmærksom på din hud.

Kontakter

Peter Dalum
Projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne
pd@cancer.dk / tlf. 3525 7570 / 3038 1502.

Mette Meldgaard
Programchef i TrygFonden
mm@trygfonden.dk / tlf. 2058 5645.

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Solkampagnen

TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse står bag Solkampagnen 'Skru ned for solen mellem 12 & 15'. Formålet er at hjælpe danskerne til at passe bedre på i solen og undgå at gå i solarium for at reducere risikoen for at få kræft i huden. Læs mere om Solkampagnen på skrunedforsolen.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skrive dig op her og du vil løbende modtage pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Hvad har brøleaben, tigermissen og dansetrolden til fælles? Svaret handler om alkohol og kræft20.11.2017 06:00pressemeddelelse

Alkohol gør noget ved os. Når vi har fået et par genstande indenbords, bliver mange af os mere snakkesalige, nogle er ikke til at hive væk fra dansegulvet, og andre bliver pludselig ekstra charmerende – synes de selv. Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’ sætter i en ny indsats fokus på, hvad alkohol gør ved os, og bag den humoristiske indpakning gemmer sig et alvorligt budskab: Uanset hvilken type du bliver, når du drikker alkohol, så øger alkohol risikoen for kræft.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum