Motorstyrelsen

Ny kampagne sætter spot på ejerskifteregler ved privat bilhandel

Del
Motorstyrelsens app Ejerskifte gør det hele nemmere

Skift ejer på køretøjet med appen Ejerskifte. Hent appen, før du køber og sælger – det er nemt og sikkert

Hvor hurtigt skal en bil skifte ejer ved en privat handel?

Det er mange købere og sælgere i tvivl om. Derfor sætter Motorstyrelsen nu spot på reglerne og appen ved navn Ejerskifte i en ny kampagne på tværs af radiokanaler, sociale medier og i det offentlige rum.

Appen gør ejerskiftet nemmere og mere trygt, samtidig med at den kan bruges af alle, som handler bil og andre køretøjer privat.

”Mange danskere kender ikke reglerne for ejerskifte, når de køber eller sælger en bil. Heldigvis har borgerne med appen Ejerskifte fået et enkelt redskab til at registrere ejerskiftet med det samme. Det sætter vi fokus på med kampagnen, samtidig med at vi naturligvis står klar med vores sædvanlige vejledning, hvis bilejerne er i tvivl om reglerne,” siger underdirektør Claus Holm fra Motorstyrelsen.

Fristen er fire hverdage

Det kan være en dyr forretning, hvis køberen ikke foretager ejerskiftet i tide. Det er køber, der inden for fire hverdage har ansvaret for at gennemføre ejerskiftet. Hvis den frist ikke overholdes, risikerer køber at få inddraget nummerpladerne.

Indtil køretøjet er omregistreret, skal sælger betale afgifter og ansvarsforsikringer på bilen. I appen kan køberen også se, om der er gældsposter i køretøjet via et link til Tinglysning.dk.

Kampagnen for reglerne er synlig og hørbar på sociale medier, i radio, på diverse bilsider på nettet og på udendørs plakater i større og mindre danske byer.

Brug af Ejerskifte-appen er tredoblet fra januar 2021 til december 2022.

Der gennemføres cirka 240.000 private handler hvert år. I januar 2021 blev appen brugt i ni procent af handlerne mellem private. Antallet var omkring tre gange større i december 2022, nemlig 26 procent, og i 2023 viser de foreløbige tal, at appen stadig bruges i 26 procent af handlerne.

”Det skal være nemt at handle mellem private. Derfor er vi naturligvis rigtig glade for, at stadig flere vælger at bruge den. Samtidig håber vi, at den aktuelle kampagne kan få endnu flere til at downloade appen og gøre ejerskiftet nemmere”, siger underdirektør Claus Holm fra Motorstyrelsen.

”Vi er tilfredse med, at appen Ejerskifte bliver brugt mere og mere, og den udvikling vil vi gerne skubbe på med den nye kampagne”, siger underdirektør Claus Holm fra Motorstyrelsen. ”Da køber og sælger bruger MitID eller NemID, er den også sikker”, tilføjer han. 

Sådan skifter du ejer i appen Ejerskifte på få minutter

  1. Først skal sælger og køber begge downloade appen Ejerskifte. MitID eller NemID bruges ved login.
  2. Så skal sælger vælge det køretøj, han/hun vil sælge, og danne en kode, som deles med køber.
  3. Køber indtaster koden og påbegynder omregistreringen.
  4. I forbindelse med omregistreringen vælger køber sit forsikringsselskab.
  5. Til sidst betaler køber et gebyr på 340 kroner for omregistreringen og står nu registreret som bilens nye ejer i Motorregisteret.

Se video om appen her:     Ejerskifteapp | Motorstyrelsen

Du kan også omregistrere i Motorregistret, som tilgås ved at logge på TastSelv på skat.dk

Nøgleord

Billeder

Vedhæftede filer

Links

Information om Motorstyrelsen

Motorstyrelsen
Motorstyrelsen
Lauritzens Plads 1
9000 Aalborg

https://www.motorst.dk/

Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Vores arbejde bidrager til et smidigt og velfungerende bilmarked i Danmark til gavn for både forhandlere og bilejere.

Følg pressemeddelelser fra Motorstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Motorstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye