Ny kampagne med Bodil Jørgensen giver danskerne huskeregel, så de bedre kan undgå svindel med personlige oplysninger
Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.
Sådan lyder hovedbudskabet, som man blandt andet kan høre Bodil Jørgensen gøre opmærksom på i den nye kampagne, som Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner lancerer i forbindelse med den nationale cybersikkerhedsmåned i oktober.
Forsøg på svindel kan være svært at gennemskue
Alt for ofte udsættes borgere for svindelforsøg, hvor kriminelle forsøger at franarre personlige oplysninger, som de kan bruge til at begå kriminelle gerninger. Og det kan være svært at gennemskue et svindelforsøg, for svindlerne er blevet dygtige til at fremstå troværdige, når de enten via telefonopkald, sms eller e-mail prøver at lokke brugernavne, kodeord og andre personlige oplysninger ud af folk. Et kneb svindlerne ofte anvender er at udgive sig for at være fra en troværdig instans – fx fra banken, politiet eller en anden myndighed.
Mange er opmærksomme, men data fra en analyse fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at knap hver femte dansker ikke er klar over, at eksempelvis banker og myndigheder ikke på eget initiativ beder om personlige oplysninger via hverken opkald, sms eller e-mail.
”Digitale svindlere er desværre gode til at efterligne nogen, vi stoler på. Og ofte vil de også skabe en fornemmelse af, at det haster med at få oplysninger fra borgeren fx for at afværge et ”igangværende angreb” på netbanken. Der er ikke noget at sige til, at det kan presse nogen til at dele fx deres kodeord eller andre personlige oplysninger – og netop derfor er det en rigtig god huskeregel, at banker og offentlige myndigheder ikke bare ringer dig op, sms’er eller sender en mail for at få dine personlige oplysninger.”
Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen
Har du styr på, hvem du deler dine personlige oplysninger med?
Som en del af kampagnen lanceres tre små film med Bodil Jørgensen, der via humor giver den gode huskeregel videre til borgerne. I filmene forsøger Bodil at forudsige svindelsituationer og hjælpe sine nærmeste.
Og ligesom Bodil Jørgensen gør i filmene, kan danskerne blive bedre til at hjælpe og tale med hinanden om den digitale sikkerhed. Kun 15 procent af respondenterne i analysen fra Digitaliseringsstyrelsen angiver nemlig, at digital sikkerhed i høj eller meget høj grad er et samtaleemne blandt deres familie og venner.
Kampagnen kan derfor være et godt udgangspunkt for at starte denne samtale. På sikkerdigital.dk kan man også finde mere information og teste sig selv for at se, om man kan spotte svindlernes digitale fælder i mails, sms’er og opkald.
Kampagnefilmene vil blive vist i biografer landet over samt på sociale medier i oktober måned. Kampagnens budskaber vil desuden figurere på plakater og flyers på landets biblioteker og borgerservices. Og så kan du downloade en ringetone, hvor Bodil Jørgensen videregiver det gode råd.
Se kampagnen på sikkerdigital.dk/identitetstyveri
Stat, regioner og kommuner går sammen om det gode råd
Kampagnen er en del af et fællesoffentligt samarbejde mellem KL, Danske Regioner og Digitaliseringsstyrelsen.
”Vi har et af de mest digitaliserede samfund i verden, og vi bruger teknologi rigtig mange steder i vores hverdag. Derfor er det vigtigt at sætte fokus på de farer, der opstår, når nogle sætter digitale fælder ud for os. Fx når vi modtager mails, der ser officielle ud, men som i virkeligheden kommer fra svindlere, der forsøger at stjæle personlige oplysninger. Derfor bakker kommunerne op om kampagnen, der forhåbentligt kan gøre os mere opmærksomme på, hvordan vi opdager og undgår fælderne.”
Christian Harsløf, direktør i KL
”Regionerne tager ansvaret for at passe på danskernes sundhedsdata meget alvorligt. Men når svindlerne går i gang, kan man som almindelig dansker blive det svageste led. Derfor skal vi alle ligesom Bodil Jørgensen i filmen være opmærksomme på forsøg på at lokke oplysninger fra os på mail, sms og opkald, hvor svindlerne kan udgive sig for at være fra sundhedsvæsenet. Brug kampagnens konkrete råd og del dem med dem, du kender. ”
Tommy Kjelsgaard, vicedirektør i Danske Regioner
Kampagnen lanceres i forbindelse med den nationale cybersikkerhedsmåned i oktober, som Digitaliseringsstyrelsen er national koordinator for. Måneden sætter fælles fokus på digital sikkerhed i Danmark.
Hvis du har mistanke om eller opdager, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt, kan du altid kontakte Digitaliseringsstyrelsens hotline ved identitetstyveri på telefon 33 98 00 98.
Kontakter
Digitaliseringsstyrelsens pressevagt
Tlf:41786060presse@digst.dkBilleder
Links
Information om Digitaliseringsstyrelsen
I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen
Undgå at blive klædt af: Sæt digital ansvarlighed på bestyrelsens dagsorden2.4.2024 09:10:21 CEST | Pressemeddelelse
Digitaliseringsstyrelsen lancerer for andet år i træk en kampagne, der sætter fokus på bestyrelsers it-sikkerhed og dataetik.
Ny opdatering gør det nemmere at aktivere MitID app20.2.2024 09:56:52 CET | Pressemeddelelse
I dag udkommer en opdatering til MitID, som blandt andet introducerer en ny og nemmere måde at aktivere en MitID app på. Der sker også en række andre forbedringer i MitID appen og på MitID.dk.
Undgå at tabe penge på varer, du aldrig modtager21.11.2023 09:22:51 CET | Pressemeddelelse
Digitale svindlere bliver mere og mere snedige, når de udnytter Black Friday til at lokke forbrugerne til falske tilbud. Du kan selv holde øje med fem simple tegn for at undgå fælderne, når du handler online.
I dag lukker NemID31.10.2023 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I mere end 13 år har danskerne flittigt brugt NemID, når de skulle logge på digitale løsninger for bl.a. at rette årsopgørelse eller tjekke deres digitale postkasse. I dag lukker NemID endegyldigt, og fremover skal danskerne udelukkende benytte sig af MitID.
Et godt nummer at have ved hånden: Ny kampagne skal hjælpe borgere og virksomheder i kampen mod cyberkriminalitet30.10.2023 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Digitaliseringsstyrelsen lancerer en ny kampagne, der skal øge kendskabet til Cyberhotline for digital sikkerhed. Her kan borgere og virksomheder få hjælp til at beskytte sig mod digital svindel og cyberangreb.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum