Miljøministeriet

Ny fond tager form: 170 mio. kroner til at beskytte vores drikkevand

Del
Snart kan kommuner og vandselskaber søge om penge til at beskytte drikkevandet. To nye puljer skal bidrage til at sløjfe såkaldte spøgelsesbrønde eller opkøbe jord, hvor der fx kan rejses skov.

Nu får vores grundvand førsteprioritet flere steder i landet, når tilskudspuljer under en ny drikkevandsfond rulles ud.

Det er nok de færreste af os, der tænker over, hvor vandet kommer fra, når vi åbner vandhanen for at slukke tørsten.

Men vores drikkevand kommer fra store grundvandsmagasiner under jorden, og de skal beskyttes mod forurening.

Derfor blev regeringen og SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne enige om på seneste finanslovsaftale at afsætte 170 millioner kroner til en drikkevandsfond, der har til formål at beskytte drikkevandet bedre. Nu begynder drikkevandsfonden for alvor at tage form, når to nye tilskudspuljer under fonden sendes i høring i dag.    

Planen med puljerne er at det blandt andet bliver muligt for kommuner og vandselskaberne at søge penge til at beskytte jorden over grundvandsmagasinerne. De kan fx søge penge til at opkøbe jord, så der efterfølgende kan plantes skov eller etableres lysåben natur, hvilket beskytter grundvandet, fordi der ikke bliver brugt sprøjtemidler i skove og på naturområder. De kan også søge om penge til at betale kompensation for mindre udbytte, så der ikke bliver brugt sprøjtemidler. Ved at få et økonomisk tilskud fra staten til drikkevandsbeskyttelsen bliver regningen til de danske vandforbrugere mindre, da det ellers ville være dem, der skulle betale for tiltagene.   

-Det danske drikkevand er unikt, fordi vi kan drikke det uden kemisk rensning og direkte fra hanen. Sådan skal det også være for de fremtidige generationer. Vi har gjort meget for at beskytte vores drikkevand, men med drikkevandsfonden har vi sammen med aftalepartierne bag finansloven afsat penge til drikkevandsbeskyttelse på finansloven for første gang nogensinde. Det er jeg naturligvis utrolig glad for, siger miljøminister Lea Wermelin.

Bekendtgørelsen lægger bl.a. op til, at det er kommuner og vandselskaber, der har såkaldte strategisk vigtige drikkevandsområder, som bliver prioriteret blandt ansøgerne. Det vil sige steder, hvor der kan opstå problemer med at skaffe rent vand til borgerne, hvis grundvandet bliver forurenet – fx på mindre øer, hvor der ikke er et alternativt indvindingsområde tæt på. På mindre øer er der ofte heller ikke mange vandforbrugere til at betale den regning, som drikkevandsbeskyttelse koster.

Spøgelsesbrønde- og boringer truer grundvandet
Massevis af spøgelsesbrønde og -boringer er spredt ud over landet og kan true grundvandet.

Brøndene er tidligere blevet brugt til blandt andet at skaffe drikkevand til dyr og mennesker. Men nu står de ubrugte hen og mange af dem er ikke lukket forsvarligt. Det betyder, at der er fare for at fx sprøjtemidler eller andre stoffer kan sive ned til grundvandet via den åbne, ubrugte brønd. Derfor bliver det muligt at søge om penge til at lukke spøgelsesbrønde og -boringer rundt om i landet.

Aftalepartierne udtaler:

Carl Valentin, miljøordfører, SF:
-SF gik til finanslovsforhandlingerne med et meget klart krav om, at der skulle afsættes midler til bedre beskyttelse af drikkevandet, og det lykkedes vi med. Så jeg er meget glad for at drikkevandsfonden nu begynder at tage form. Med fonden kan der rundt om i landet blive skabt grundvandsparker med skove og fri natur eller økologisk landbrug, hvor det skal være forbudt at bruge skadelige sprøjtemidler. Det er vigtigt, hvis fremtidige generationer ikke skal købe deres drikkevand i supermarkedet.  

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre
- Danmark må aldrig blive et land, hvor vi bliver nødt til at drikke vand fra flaske. Og derfor er det helt afgørende, at vores drikkevand bliver bedre beskyttet. Med drikkevandsfonden giver vi kommuner og vandværker nye værktøjer, der bidrager til at vi, også om hundrede år, kan nyde et glas krystalklart vand – direkte fra hanen. Et grønnere Danmark, med langt mere skov end vi har i dag, skal bidrag til et bedre klima, renere drikkevand og sundere biodiversitet. Det kan drikkevandsfonden sætte skub i, og dét er jeg meget stolt af.

Bruno Jerup, miljøordfører, Enhedslisten
-Desværre er vores grundvand presset af forurening fra sprøjtemidler og andre stoffer. Vi skal passe bedre på det. Nu kommer der penge til både at sløjfe spøgelsesbrønde og til at beskytte grundvandet. Det er vi i Enhedslisten meget glade for.     

Torsten Gejl, miljøordfører, Alternativet
-Alle danskere skal have adgang til rent drikkevand, uanset hvor man bor i landet. Derfor giver det god mening, at drikkevandsfonden prioriterer de strategisk vigtige områder.  Derudover er det godt, at vi tager et skridt i forhold til at lukke de mange spøgelsesbrøde, der findes rundt om i landet, fordi de udgør en risiko i forhold til forurening.  I Danmark er vores drikkevand unikt og vi skal passe godt på det.    

Jens Rohde, MF, Kristendemokraterne
- Det er vigtigt, at vi trygt kan drikke vores drikkevand uden at frygte for kvaliteten af det. Sådan skal det være for alle danskere lige meget om man bor i Odense eller på Omø. Nogle steder kan det være svært at skaffe vand, hvis det lokale grundvand bliver forurenet og her hjælper den nye drikkevandsfond.  

Kasper Roug, miljøordfører for Socialdemokratiet
- Lige som der er i dag, skal der også i fremtiden være adgang til rent drikkevand i hanerne. Det ligger os meget på sinde i Socialdemokratiet og det betyder også rigtig meget for mange danskere. Og derfor er det godt nyt, at indsatserne under drikkevandsfonden begynder at tage form.

Bekendtgørelsen sendes i høring 3 uger. Planen er at tilskudsordningerne åbner for ansøgninger til september.

Fakta:

  • Det blev på finanslovsaftalen for 2022 besluttet at afsætte 170 mio. kr. over fire år til en drikkevandsfond.

  • Der afsættes følgende til tilskud til drikkevandsbeskyttelse:

Drikkevandsbeskyttelse

2022

2023

2024

2025

 

32,5 mio.

32,5 mio.

29,9 mio.

14,6 mio.

Spøgelsesbrønde- og boringer

2022

2023

2024

2025

 

2 mio.

2 mio.

2 mio.

0

 

  • Udover de to nye tilskudspuljer til drikkevandsbeskyttelse, er der igangsat en større analyse af blandt andet kommunernes nuværende indsats med drikkevandsbeskyttelse.

  • Tilskudsordningerne vil blive evalueret årligt og evt. justeret i forhold til hvordan den er indrettet i år forud for den efterfølgende ansøgningsrunde.

Kontakter

Presserådgiver, Miljøministeriet, Lisa Ioannou, mail: liryi@mim.dk, tlf. 24771226

Information om Miljøministeriet

Miljøministeriet
Miljøministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K

+45 38 14 21 42https://mim.dk/

Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye