Dansk El-Forbund

Ny elektrikeruddannelse ligner et hit

Del

Virksomheder og lærlinge udviser både interesse og begejstring for ny uddannelse

Den nye elektrikeruddannelse, som startede den 1. august, ligner allerede nu en succes hos både virksomheder og lærlinge. En hjemmeside, der fortæller om uddannelsen, blev oprettet kort før sommerferien og har siden haft tusinder af besøgende. Samtidig er en telefonisk hotline om uddannelsen blevet brugt flittigt, fortæller fagbladet Elektrikeren.

– Stort set alle, vi har talt med, siger, at det er en genial uddannelse, som er supergodt strikket sammen, siger sekretariatschef i El- og VVS-branchens Uddannelsessekretariat (EVU) Rene Bugge Bertramsen til bladet. Sekretariatet huser den telefoniske hotline.

Den gode start bekræftes hos arbejdsgiverne i Tekniq: Her melder man også om udelukkende positive tilkendegivelser fra medlemsvirksomhederne:

– Når de først er blevet vejledt, er tilbagemeldingerne, at ’det var jo meget nemt’ og ’sikke nogle fantastiske muligheder, det giver’. Vi har ikke haft en eneste kritisk opringning, og det tager jeg som et enormt positivt tegn, siger underdirektør i Tekniq Tina Voldby.

Også hos Elektrikerens kilder i ’det virkelige liv’ er der begejstring for den nye uddannelse:

– For vores virksomhed er det fantastisk, at uddannelsen er så specialiseret. Så vi tager imod mulighederne med kyshånd, siger Stig Knudsen, som er HR Manager og ansvarlig for ansættelse af lærlinge i den maritime el-virksomhed Scanel International.

Den nye uddannelse åbner netop mulighed for en øget specialisering inden for et område som det maritime. Tidligere måtte man her uddanne og bruge ’almindelige’ styrings- og reguleringselektrikere eller installationsteknikere.

En af de nye lærlinge er 28-årige Nicklas Kofoed. Han havde regnet med at skulle blive ’hus-elektriker’:

– Men da jeg så stillingsopslaget på skolen (Tech College Aalborg), syntes jeg, at det med maritimt el så superspændende ud. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg blev ansat her. Det er meget anderledes, og man ser en masse forskellige og spændende nye ting, siger el-lærlingen.

Fakta:

Kort fortalt indebærer den nye elektrikeruddannelse, at de nuværende fem specialer nedlægges. Fremover vil alle lærlinge have samme uddannelsesforløb til og med H1, som afsluttes med en H1-prøve.

Herefter skal virksomhed og lærlinge sammen ’designe’ uddannelsen. Det sker ved at vælge fire-fem ud af i alt 28 moduler, som lærlingen skal have på H2- og H3-forløbet.

Læs mere på side 22 i fagbladet Elektrikeren: http://www.e-pages.dk/danskelforbund/347/

Information om Dansk El-Forbund

Dansk El-Forbund
Dansk El-Forbund
Nyropsgade 14
1602 København V

33297000http://www.def.dk

Følg pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

Ved at skrive dig op her, vil du modtage pressemeddelelser på mail når de udsendes. Indtast din mail og følg instruktionerne. Det er ligeså let at melde sig fra igen.

Flere pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum