Naturstyrelsen

Ny dyrehave skal trække turister og tilflyttere til Vendsyssel

Del
Krondyr bliver lukket ud i den udvidede dyrehave i Slotved Skov lørdag den 24. marts, der nu dækker over et område med god plads til natur og friluftaktiviteter.

Nu bliver der endnu større muligheder for at opleve dåvildt og kronvildt helt tæt på i det kuperede terræn i Slotved Skov mellem Hjørring og Frederikshavn. Lørdag den 24. marts udsætter Naturstyrelsen 15 nye krondyr, tre hjorte og 12 hinder til indvielsen af den nye dyrehave.

Den nye dyrehave bliver over fire gange så stor som den eksisterende, og der er i alt blevet hegnet 175 hektar. Der lever i forvejen 70 dådyr i skoven, der også får adgang til de nye områder.

- Slotved Skov har med sine flotte udsigter og gamle træer allerede dannet ramme om mange søndagsudflugter. Nu bliver der plads til endnu mere græssende hjortevildt. Udvidelsen betyder, at planter, dyr og besøgende kan nyde godt af et stort sammenhængende naturområde, der også skal være med til at sikre grundvandet i mange år frem, siger Jesper Blom-Hansen, skovrider i Naturstyrelsen.

Slotved Skov og den udvidede dyrehave er blevet til i et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Hjørring Kommune, Sindal menighedsråd, Sindal Vandværk, og velvillige lodsejere, som har afgivet jord til projektet.

Hjortevildtet skal græsse hele året rundt og være med til at pleje områdets særlige natur. Der går offentlige veje gennem dyrehaven, som man skal passere færiste for at komme ind i.

- Vi forventer, at Slotved Skov og dyrehaven vil udvikle sig til et dagligt udflugtsmål for beboere i Sindal, der kan gå direkte fra villakvartererne ud i dyrehaven. Der kan traves gode ture, løbes og rides samtidigt med, at man kan få store naturoplevelser. De samme muligheder vil også tiltrække besøgende fra de omkringliggende byer og sommerhusturister, når vejret ikke er til en strandtur, siger Jesper Blom-Hansen.

De udsatte krondyr stammer fra Jægersborg Dyrehave ved København, og hinderne er alle drægtige. Naturstyrelsen regner med, at bestanden af hjortevildt med tiden kan nå op på 300-400 stykker, alt efter hvor stort behovet for naturpleje vil være.

Dyrehaven i Slotved Skov indvies lørdag den 24. marts klokken 13.00, hvor borgmester Arne Boelt, vicedirektør i Naturstyrelsen Signe Nepper Larsen og skovrider Jesper Blom Hansen vil holde åbningstalerne.

Læs mere om indvielsen.

Fakta: Dyrehaven i Slotved Skov
Dyrehaven i Slotved Skov er efter en markant udvidelse (fra cirka 32 hektar til 175 hektar) den største statslige dyrehave næstefter Jægersborg Dyrehave nord for København.

Slotved Skov og de nytilkøbte arealer rummer allerede store naturværdier. De stejle skrænter i området har aldrig været opdyrket og her står i dag fortrinsvis bøgeskov med stor andel af gamle træer, heraf er flere over 200 år gamle. En mindre del af markerne i området skal omdannes til ny skov, resten bliver åbne naturarealer, hvor hjortevildtet kan græsse og opleves.

Der er etableret flere nye søer i det bakkede landskab og for nylig er der opsat et madpakkehus og en bålplads. Der er afmærkede vandreruter på vej, samt et mountainbikespor og en hundeskov i området uden for dyrehaven.

Kontakter

Jesper Blom-Hansen
Skovrider
Naturstyrelsen i Vendsyssel
jah@nst.dk
21618300

Billeder

Information om Naturstyrelsen

Naturstyrelsen



Naturstyrelsen forvalter cirka 200.000 hektar statslige skove og naturområder, så der skabes størst mulig værdi for samfundet i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv drift af styrelsens skove og andre naturområder.

Følg pressemeddelelser fra Naturstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Naturstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye