Guldborgsund Kommune

Ny bygning kickstarter udviklingen af havnen i Nykøbing Falster

Del

Nu løftes sløret for spændende planer for et nyt byggeri centralt placeret på havnen i Nykøbing Falster. Et visionsoplæg beskriver og visualiserer et hus med flere funktioner, som vil skabe liv og synergi både ude og inde, og bidrage til at omdanne erhvervshavnen til en levende og grøn ny bydel.

Visionsoplæg for Bastebro, som er en ny bygning på havnen i Nykøbing Falster, hvor Museum Lolland-Falster, Bibliotek & Borgerservice, musikskole og kulturskole flytter fysisk sammen. Illustrationen er fra visionsoplægget, som er udarbejdet af E+N Arkitektur A/S for Guldborgsund Kommune.
Visionsoplæg for Bastebro, som er en ny bygning på havnen i Nykøbing Falster, hvor Museum Lolland-Falster, Bibliotek & Borgerservice, musikskole og kulturskole flytter fysisk sammen. Illustrationen er fra visionsoplægget, som er udarbejdet af E+N Arkitektur A/S for Guldborgsund Kommune.

Visionsoplægget er udarbejdet på baggrund af workshops for de fire institutioner, der skal have til huse i Bastebro, hvor visionen for den nye bygning, arealbehov, synergier og meget mere er blevet drøftet. Resultatet har dannet grundlag for visionsoplægget, som udvalget for Landdistrikter, Kultur og Fritid netop har godkendt. Huset samler Museum Lolland-Falster, Guldborgsund Kommunes Bibliotek & Borgerservice, billedkunstskole og musikskole.

”Det er et visionært oplæg, som både tager højde for de institutioner, der skal bo i huset, og i særdeleshed også for brugerne, som i den grad er sat i centrum. Med Bastebro ønsker vi at skabe et rekreativt og kreativt sted, der fremmer livsmestring. Der skal både være plads til fordybelse, oplevelser, læring, dialog og samvær. Med de høje ambitioner vi har lagt i visionsoplægget, viser vi helt konkret hvor højt prioriteret kulturen er i Guldborgsund Kommune” siger formand for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget Ole K. Larsen.

Den nye bygning skal ligge på havnen ud for Bastebrostræde – derfor kaldes det Bastebrohuset, og visionsoplægget er det første bud på hvordan et hus med de fire institutioner samlet under samme tag, kan fungere i hverdagen. Oplægget bliver også grundlaget for en kommende arkitektkonkurrence for hvordan huset helt konkret skal se ud, så selve udseendet vil kunne ændre sig. Én af de kulturinstitutioner, der bliver en del af det flerfunktionelle hus, er Museum Lolland-Falster, som ser meget frem til det videre arbejde med oplægget.

”Det ambitiøse prospekt for Bastebrohuset er en vigtig milepæl i bestræbelserne på at skabe rammerne om en ny formidling af Lolland og Falsters historie. Kommunens fremsynede visionsplan for en ny bydel med kulturen som centrum er med til at bane vejene ind til de fonde, som skal tilvejebringe museets andel, og vi står meget stærkt takket være den store opbakning og tillid fra Guldborgsund Kommune. ”, siger direktør for Museum Lolland-Falster Ulla Schaltz.

Det samlede byggeri anslås til at blive på i alt 9.500 m2, som i oplægget er fordelt på to etager hvoraf Museum Lolland-Falster udgør 4.141 m2. Den fysiske sammenlægning af kulturinstitutionerne sker både som led i udviklingen af havnen i Nykøbing, men også fordi institutionerne lige nu bor i utidssvarende bygninger, der står over for omfattende renoveringer. I stedet for at investere i gamle bygninger bruges pengene nu på etablering af et nyt bæredygtigt hus, som bygges til formålet, og hvor der kan spares på vedligehold og forbrug.

Et levende hus

I visionen for Bastebro har det været vigtigt at give plads til hver institution, og samtidig have fokus på ”mellemrummene”, hvor nye ting kan opstå. Derfor er huset bygget op af mindre bygninger under samme tag, hvor hver institution har sit eget sted, men samtidig er det bygget sammen med inspirerende fællesarealer. Derudover giver pladsen omkring huset også en ny og direkte forbindelse til vandet, så borgere og besøgende igen kan nyde vandet og kysten, og bruge det som rekreativt område. I oplægget er der også beskrivelser af, hvordan brugerne vil komme til at bruge huset, og analyser af aktiviteten i huset i løbet af døgnet, ugen og året.

”Jeg ved at de fire institutioner har været på studieture og haft workshops for i fællesskab, at finde frem til hvad de hver især kan, og hvor der er synergier, der skal dyrkes. Jeg vil gerne kvittere for det store arbejde, der er lagt i det visionsoplæg vi sidder med nu, og som skal danne grundlag for hvordan bygningen og omgivelserne kommer til at se ud. Det er et meget gennemarbejdet oplæg, som jeg glæder mig meget til at drøfte videre først i Økonomiudvalget og herefter i Byrådet” afslutter udvalgsformand Ole K. Larsen.

Visionsoplægget tager udgangspunkt i helhedsplanen for udviklingen af den 1,4 km lange erhvervshavn, og den nye bygning bliver den første store milepæl.

Havnen i Nykøbing Falster skal over de næste 10-15 år omdannes fra lukket erhvervshavn til et attraktivt og levende sted med boliger, grønne områder og adgang til vandet. Realiseringen af helhedsplanen for hele området er i gang, og den første store og synlige forandring bliver byggeriet af et nyt flerfunktionelt hus, som både vil skabe liv uden for og inde for i selve bygningen.

Visionsoplægget sendes nu videre til beslutning i Økonomiudvalget inden det endelig godkendes i Byrådet den 19. januar i det nye år. Når visionsoplægget er endeligt godkendt, igangsættes en proces for arkitektkonkurrencen, der skal munde ud i den endelige beslutning om hvordan Bastebro helt konkret skal se ud.

Navnet Bastebro
Den nye flerfunktionelle kulturbygning har fået det foreløbige navn Bastebro. Navnet refererer dels til at bygningen skal placeres lige ud for Bastebrostræde, som har sit historiske navn fra den gang der på dette sted lå en sammenbunden bro. Derudover refererer navnet til at byen og sundet nu bindes sammen, og at Lolland og Falster bindes sammen med den planlagte cykel/gang-bro, som kommer til at ligge ved den nye bygning.

Visionsoplægget er udarbejdet af E+N Arkitektur A/S for Guldborgsund Kommune.

Kontakter

Direktør for Museum Lolland-Falster Ulla Schaltz, tlf.: 2559 3454

Billeder

Visionsoplæg for Bastebro, som er en ny bygning på havnen i Nykøbing Falster, hvor Museum Lolland-Falster, Bibliotek & Borgerservice, musikskole og kulturskole flytter fysisk sammen. Illustrationen er fra visionsoplægget, som er udarbejdet af E+N Arkitektur A/S for Guldborgsund Kommune.
Visionsoplæg for Bastebro, som er en ny bygning på havnen i Nykøbing Falster, hvor Museum Lolland-Falster, Bibliotek & Borgerservice, musikskole og kulturskole flytter fysisk sammen. Illustrationen er fra visionsoplægget, som er udarbejdet af E+N Arkitektur A/S for Guldborgsund Kommune.
Download

Vedhæftede filer

Information om Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37
4800 Nykøbing F

54 73 10 00http://www.guldborgsund.dk/

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum