Ny analyse: Indsatsen for tilflytning har fart på i mange landdistriktskommuner
Optimismen over tilflytningen spirer i en lang række af de kommuner, som har deltaget i en ny bosætningsanalyse lavet af Landdistrikternes Fællesråd. Det tegner et billede af, at udviklingen flere steder så småt begynder at vende, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

Videoer fra tilflytteres usædvanlige boliger, der skal prikke til potentielle nye borgeres boligdrømme. Et digitalt tilflytterunivers med informationer om årets gang i kommunen, og informationsdage for nye tilflyttere, hvor de møder lokale aktører, der kan hjælpe dem på plads i deres nye liv.
Sådan lyder et udpluk af bosætningsindsatserne blandt nogle af Landdistrikternes Fællesråds medlemskommuner, der indgår i en ny bosætningsanalyse udarbejdet af Fællesrådet. Udover at formidle inspirerende initiativer tager analysen temperaturen på bosætningsindsatsen rundt om i Landdistrikternes Fællesråds medlemskommuner.
Og overordnet set er der tilfredshed med tilflytningen til kommunen blandt de 45 kommuner, som har svaret på spørgeskemaundersøgelsen. Faktisk mener hele 42 pct., at tilflytningen til kommunen er tilfredsstillende.
Det tegner et billede af, at udviklingen flere steder så småt begynder at vende, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
- Jeg er glad for, at så mange af vores medlemskommuner er optimistiske omkring tilflytningen til deres kommune. Coronakrisen åbenbarede et stort potentiale for ny tilflytning til landdistrikterne, fordi flere fik øjnene op for den ro, tryghed og nærhed til naturen, som områderne tilbyder. Nu ser det ud til, at vi begynder at mærke effekten, siger Steffen Damsgaard.
Coronakrisen blotlagde byens begrænsninger
Da hele Danmark blev hjemsendt i marts 2020, stod byens begrænsninger pludselig tydeligere frem for mange byboere – ikke mindst børnefamilier, der var henvist til både at hjemmepasse og arbejde fra spisebordet. Dén virkelighed viser sig også i kommunernes oplevelse af tilflytningen – faktisk vurderer halvdelen af de adspurgte kommuner i bosætningsanalysen, at tilflytningen er steget under og efter coronakrisen.
Det er en udlægning, der finder opbakning i en anden ny analyse fra september udarbejdet af Fremforsk – Center for Fremtidsforskning på foranledning af Forenet Kredit. Her fremgår det, at mange landsbyer landet over faktisk er i vækst – jo større en landsby, des bedre klarer den sig.
- Vi ser vækst i landsbyer og landdistrikter i hver en krog af Danmark. Siden 2020 er befolkningstallet i landdistrikterne steget med mere end 6.000 indbyggere. Og på trods af en betydelig urbanisering, som har samlet stadig flere danskere i de større byer, bor der stadigvæk 50.000 flere danskere i landdistrikterne end i Hovedstadsområdet, udtalte direktør i Fremforsk – Center for Fremtidsforskning og fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i en pressemeddelelse i den forbindelse.
Hold snuden i decentraliseringssporet
I Landdistrikternes Fællesråds bosætningsanalyse er der også spurgt ind til, hvad kommunerne vurderer, at tilflytterne efterspørger i deres nye hjemkommune. På toppen af listen står god adgang til offentlige services, godt lokalt fællesskab og naturoplevelser.
Det bekræfter formanden for Landdistrikternes Fællesråd i, at der stadig ligger en stor opgave i at bremse den centralisering, som har foregået i en årrække.
- Vi er i gang med at vende en supertanker, der har været på katastrofekurs i årevis. Den har rykket sig et stykke, men stadig langt fra nok. Der er virkelig store potentialer for at skabe ny bosætning, men det kræver, at vi holder fast og følger de seneste års decentraliseringstiltag op med flere og samtidig sikrer den kommunale økonomi, så kommunerne kan fastholde en decentral struktur. Samtidig blotlægger vores bosætningsanalyse i den grad behovet for at holde hånden under de nære velfærdstilbud, siger han og tilføjer:
- Lykkes vi med at fortsætte ned af det gode decentraliseringsspor, er jeg meget optimistisk på landdistrikternes vegne.
Om undersøgelsen:
Landdistrikternes Fællesråd har i sommeren 2022 udsendt et spørgeskema til alle Fællesrådets medlemmer for at undersøge bosætningstendenser og -initiativer i kommunerne. 45 ud af 55 medlemskommuner har besvaret spørgeskemaet.
Læs hele bosætningsanalysen her.
Nøgleord
Kontakter
Eva ØstergaardKommunikations- og presseansvarlig
Tlf:53850136eoe@landdistrikterne.dkSigne Lauge BachPublic Affairs Konsulent
Tlf:53850127sba@landdistrikterne.dkBilleder
Information om Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.
Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.
Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd
»Mange unge er vokset op med idéen om, at hvis du blev på landet, er du en af dem, der ikke lykkedes«10.1.2023 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sociolog Eva Mærsk har skrevet ph.d. om dem, alle kommuner vil have flere af: De unge. Hendes bedste råd lyder kort og godt: Lad de unge rejse væk, men hold kontakten til dem, mens I bygger et godt sted, de kan vende hjem til.
13 forslag skal gøre boliger i landdistrikterne grønnere7.1.2023 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Grønt håndværkerfradrag i landdistrikterne og grønne screeninger af huse uden fjernvarme er blandt de 13 konkrete forslag i et nyt energiudspil, som Landdistrikternes Fællesråd og Finans Danmark lancerer i dag. Initiativerne i udspillet skal bidrage til at gøre boliger i landdistrikterne grønnere og hjælpe Danmark med at blive uafhængig af russisk olie og gas.
Forskningsstudie fra Nakskov: Mellem decentralisering og centralisering4.1.2023 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2019 flyttede Nota fra Østerbro til Nakskov som led i udflytningsaftalen Bedre Balance 2. Antropolog og lokalsamfundsforsker Birgitte Romme Larsen rejste med for at studere mødet mellem en statsinstitution og lokalsamfundet i Nakskov. Her mødte hun en udflyttet institution i et konstant limbo mellem lokale normsæt og centrale regelsæt.
Landdistrikter: Trods justeringer rammer Bredbåndspuljen geografisk skævt23.12.2022 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fordelingen af tilskudsmidlerne i dette års Bredbåndspulje er ifølge Landdistrikternes Fællesråd et vidne om, at den bør styrkes med yderligere midler målrettet land- og yderområder.
Tillykke med posten som landdistriktsminister, Louise Schack Elholm15.12.2022 12:13:07 CET | Pressemeddelelse
Landdistrikternes Fællesråd ønsker ny landdistriktsminister tillykke med posten og glæder sig til det tværgående samarbejde om et Danmark i bedre balance.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum