Dansk Byggeri

Ny aftale kan sikre flere medarbejdere til byggebranchen

Del

Dansk Byggeri og High:five har indgået en officiel samarbejdsaftale, som giver virksomheder nye muligheder for at rekruttere kvalificeret og motiveret arbejdskraft.

Der er travlt inden for bygge- og anlægsbranchen. Manglen på god, solid arbejdskraft er stor. Samtidig sidder der i landets fængsler en stor gruppe motiverede og kompetente mennesker, som blot venter på at få en ny chance i livet. En chance for at vise hvad de dur til. En mulighed for at få en normal hverdag med et arbejde, hvor de kan gøre gavn.

Men ofte er fængselsmuren langt tykkere end de sten, den er bygget af, og afstanden mellem de indsatte og arbejdsmarkedet kan være stor.

Den afstand vil Dansk Byggeri og organisationen High:five gøre meget kortere gennem en ny samarbejdsaftale, som bl.a. understøtter en målrettet opkvalificering af indsatte, så deres kompetencer opfylder byggeri- og anlægsbranchens krav og behov.

På den måde får virksomhederne mulighed for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft direkte i fængslerne.

I Dansk Byggeri har vi gode erfaringer med samarbejdet med High:five. Det giver vores medlemsvirksomheder en unik mulighed for at udnytte de menneskelige ressourcer, der findes rundt blandt unge med en plettet straffeattest. Samtidig styrker det virksomhedens CSR-profil at ansætte unge mennesker, som ellers har svært ved at få en fod inden for på arbejdsmarkedet, ” udtaler underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

High:five hjælper virksomheder med at udvælge og ansætte unge, tidligere straffede i ordinære job eller uddannelsesforløb. For at sikre, at den unge er parat til at indgå i virksomheden, visiteres den unge grundigt og skal bl.a. leve op til følgende ufravigelige krav:

  • Motivation og arbejdsvilje
  • Har lagt den kriminelle fortid bag sig
  • Stoffrihed
  • Har en fast bopæl

High:five er desuden en del af et tværfagligt Offentligt-Privat samarbejde (OPS) mellem myndigheder, private virksomheder, uddannelsesinstitutioner, brancheorganisationer mfl., som deltager aktivt i opkvalificeringen af afsonere i de danske fængsler.

Gennem OPS får virksomheder mulighed for bl.a. at have direkte indflydelse på den faglige opkvalificering af de indsatte og at kunne rekruttere direkte blandt de afsonere, som matcher den enkelte virksomheds forventninger og krav. De indsatte modtager samtidig erhvervsskolernes bevis og certifikat på gennemførte kurser.

Mulighederne omkring OPS er mange, og seneste tiltag er ”Fundamentet” i Sdr. Omme Fængsel, hvor de indsatte bliver opkvalificeret i fag inden for bygge- og anlæg.

Direktør i High:five Ole Hessel glæder sig ligeledes over det tætte og gode samarbejde med Dansk Byggeri:

Det glæder mig meget, at vi nu har indgået en samarbejdsaftale med Dansk Byggeri. Vi har i High:five stor succes med at screene motiverede unge og matche dem med virksomheder over hele landet. Samtidig udnyttes tiden under fængselsopholdet til en målrettet opkvalificering af de indsatte i et konstruktivt samarbejde med virksomheder, erhvervsskoler og fængsler. Med aftalen kan vi sætte ekstra skub i den gode udvikling, til glæde for de straffede, der drømmer om et normalt arbejdsliv, til glæde for virksomhederne, der får kvalificeret arbejdskraft og til gavn for samfundet.”

Fakta om High:five

  • Grundlagt i 2006 af Virksomhedsforum for socialt ansvar
  • Skaber årligt over 250 match mellem virksomheder og unge
  • Det er gratis for virksomhederne at gøre brug af High:fives hjælp

Fakta om OPS

Målgruppen:

  • Alle indsatte, som kan og vil uddanne sig/i arbejde og har muligheden for opkvalificering under afsoning.
  • Mål:
  • Relevant uddannelse af indsatte målrettet erhvervslivets behov
  • Bygge bro og nedbryde barrierer mellem fængslet og det omkringliggende samfund
  • Styrke motivationen hos indsatte for at uddanne sig og gå i job efter afsoning, samt mindske tilbagefald til kriminalitet
  • Imødekomme erhvervslivets stigende efterspørgsel på arbejdskraft
  • Styrke erhvervslivets interesse for at se indsatte som fremtidens ansatte, samt give dem lejlighed til at kvalificere og udvælge de indsatte ud fra egne behov

Kontakter

Direktør i High:five, Ole Hessel, telefon 51 17 00 11
Underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, telefon 25 66 63 12

Links

Information om Dansk Byggeri

Dansk Byggeri
Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1358 København K

72 16 00 00https://www.danskbyggeri.dk/

Dansk Byggeri er erhvervs- og arbejdsgiverorganisation inden for byggeri, anlæg og byggeindustri. Med omkring 5.700 medlemmer spænder organisationen bredt geografisk og fagligt, og dækker alle led i byggeprocessen.

Dansk Byggeris hovedopgaver er at opnå erhvervspolitisk indflydelse, deltage i den offentlige debat, yde rådgivning og sikre overenskomster, så medlemmerne kan udvikle deres virksomheder bedst muligt til gavn for beskæftigelsen og konkurrenceevnen.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

Skriv dig op her og modtag pressemeddelelser på mail. Indtast din mail, klik på abonner og følg instruktionerne i den udsendte mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Byggeri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter, og finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum