Nu bliver det tryggere for mennesker med demens at købe ind
9.5.2022 08:00:00 CEST | Hjørring Kommune | Pressemeddelelse

Det kan være en stor opgave at bevæge sig ud at handle.
”Nogle gange går det helt fint, men andre gange bliver jeg forvirret og presset, især hvis jeg kan mærke de andre i køen bliver utålmodige. I de situationer vil en lille smule hjælp og forståelse gøre en stor forskel,” siger Jeanne Granild Freytag, der har demens.
I den nationale demensuge (uge 19) vil en ny indsats sætte fokus på demensvenlighed i de danske butikker. Over hele landet vil demensfaglige og frivillige fra fx Alzheimerforeningen og Ældre Sagen uddele informationsmateriale om demens og det nationale demenssymbol i flere tusinde af landets fysiske butikker. Der har været så stor opbakning til initiativet, at mere end hver femte butik får besøg. Der vil i Demensugen være aktiviteter i mere end 70% af landets kommuner.
Købmændene bakker op
Hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer godt 1.500 selvstændige købmænd i bl.a. REMA 1000, Meny, Spar og Min Købmand, tager man godt imod initiativet og vil gerne udbrede kendskabet til demenssymbolet, så de ansatte og kunderne kan genkende symbolet, når de møder det i butikkerne.
”Det skal være trygt at handle sine dagligvarer, og kan demenssymbolet være med til at gøre en forskel for de mennesker, der er ramt af demens og dermed gøre deres hverdag lettere og mere tryg, så bidrager vi gerne til, at omverden udviser ekstra forståelse og hensyn til de demente”, siger John Wagner, adm. direktør i De Samvirkende Købmænd.
Sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, Lone Harlev, oplever, at der er stor velvilje omkring initiativet.
”Vi ved, at netop det at mestre helt almindelige hverdagsting, som at handle ind, betyder utrolig meget for mennesker med demens og deres oplevelse af at være en del af samfundet. Derfor er vi glade for, at der er stor opbakning til indsatsen fra detailbranchen, mennesker med demens, demensfaglige og frivillige,” siger hun.
Information i baglokalerne
I løbet af demensugen modtager minimum 5.500 af landets butikker plakater til at hænge op i baglokaler. Formålet er enkelt; at klæde medarbejderne på med kendskab til demenssymbolet og viden om, hvad de skal gøre, når de ser det.
”Plakaterne skal hænge i butikkernes baglokaler, personalerum eller sågar på toiletdøren, så personalet ser dem hver gang de holder pause eller kommer forbi. Vi håber, at de bliver hængende i lang tid, så også nye medarbejdere kommer til at kende symbolet,” siger sekretariatslederen.
Det er femte år i træk, at Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark afholder demensuge. Sidste år blev det nationale demenssymbol lanceret. Symbolet bliver i dag distribueret over hele landet, og det estimeres, at omkring 4000 demenssymboler i dag bliver anvendt af mennesker med demens.
FAKTA
Mange er berørt af demens: Ca. én gang i timen bliver en ny borger diagnosticeret med demens. Det estimeres at 90.000 mennesker lever med demens, mens knap halvdelen af befolkningen er eller har været i berøring med demens som pårørende, bekendt, fagperson, frivillig eller via uddannelse. Heraf er 400.000 nære pårørende.
Også mange i detailbranchen har demens inde på livet: 22 pct. af butiksansatte er selv pårørende til en person med demens.
Hvem står bag indsatsen? Det er Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der har udviklet det nationale demenssymbol, og som står bag indsatsen, der løber af stablen hvert år i uge 19. Indsatsen er sat i verden for at skabe bedre hjælp for mennesker med demens i det offentlige rum.
Demenssymbolet: Demenssymbolet blev lanceret i 2021 og er udviklet i samarbejde med mennesker med demens.Demenssymbolet udleveres i et demenskit, hvor der findes en demensnål og et udvalg af andre genstande til at signalere, at man kan få brug for støtte eller tålmodighed i det offentlige rum. Symbolet kan sidde på jakke, pung, betalingskort mm.
Hvad betyder symbolet? Symbolet er en gensidig håndsrækning. Det kan bruges af mennesker med demens, der kan have behov for lidt ekstra tålmodighed fra omverdenen. Symbolet er samtidig et signal til andre om at vi roligt kan tage kontakt til den, der bærer symbolet, hvis personen ser ud til at have behov for hjælp.
Hvordan får jeg fat i et demenskit? Du kan kontakte demenskoordinatorerne i din kommune eller dit lokale rådgivnings- og aktivitetscenter, som udleverer det gratis. Ellers kan det bestilles online fra flere af Demensvenligt Danmarks medlemsorganisationer. Her betaler du forsendelsesomkostninger. Find en samlet oversigt over udleveringssteder samt webshops med demenskittet på demensvenligtdanmark.dk
Kan alle gå med symbolet? Symbolet er til mennesker med let til moderat demens, som ønsker at anvende det som et hjælpesymbol. Det er ikke et støttesymbol for pårørende og andre. Hvis man gerne vil vise, at man bakker op om mennesker med demens kan man blive Demensven og få Demensven-hjertet hos demensven.dk
Hvor mange kender på nuværende tidspunkt symbolet? Efter lanceringen af demenssymbolet i 2021 genkendes det af 20% af danskere over 18 år.
Butiksmedarbejdere og andet servicepersonale mangler viden om demens: 62 pct. af pårørende, fagpersoner og frivillige mener ikke, at butikspersonale og andet servicepersonale har tilstrækkelig viden om, hvordan de bedst hjælper mennesker med demens.
Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark består af: Alzheimerforeningen, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Professionshøjskoler, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeutforeningen, FOA, Faglige Seniorer, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne og Ældre Sagen.
Kilder og cases
- Lone Harlev – Sekretariatsleder hos Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark
- For ekspertviden anbefales at kontakte Nationalt Videnscenter for Demens
Nøgleord
Kontakter
For cases, der lever med demens, kontakt Pia McKee, på 2328 9714 eller pia@demensvenligtdanmark.dk
Billeder
Information om Hjørring Kommune
Hjørring Kommune er med sine knap 64.000 indbyggere den næst største kommune i Nordjylland. Du finder os centralt placeret i Vendsyssel og dermed i centrum af Skandinavien og Nordeuropa. Klik dig videre og bliv meget klogere på Hjørring Kommune.
Følg pressemeddelelser fra Hjørring Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hjørring Kommune
Ansvarligt budget skal ruste Hjørring Kommune til fremtiden18.9.2026 13:13:02 CEST | Pressemeddelelse
Et flertal i Hjørring Byråd bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti har indgået budgetaftale for 2027-2030. Aftalen skal sikre, at kommunen også i de kommende år kan levere velfærd, udvikling og lokal sammenhængskraft i en tid, hvor Hjørring Kommune er i forandring.
Presseinvitation: Efter syv års arbejde åbner Hjørring Kulturskole dørene til sit nye hjem7.9.2026 11:35:09 CEST | Pressemeddelelse
Et af de største kulturbyggerier i Hjørring Kommune i nyere tid står nu færdigt. Fredag den 11. september inviterer Hjørring Kommune og Hjørring Kulturskole til officiel indvielse af den nye Hjørring Kulturskole.
Ny direktør skal stå i spidsen for Visit Nordvestkystens næste udviklingsfase3.9.2026 09:00:53 CEST | Pressemeddelelse
Bestyrelsen for Visit Nordvestkysten har ansat Rasmus Friis Sørensen som ny direktør for destinationsselskabet. Han kommer fra en stilling som direktør for Destination Limfjorden og tiltræder den 1. december 2026.
For fjerde år i træk: Unge med særlige behov samles til en dag med fodbold og fællesskab21.8.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag den 2. september danner Fortuna Hjørrings anlæg for fjerde år i træk rammen om Stjernestævnet, hvor elever fra specialklasser i Nordjylland mødes til en dag fyldt med fodbold, bevægelse, nye relationer og gode oplevelser.
Hjørring-skoler får løft til natur/teknologi-undervisningen18.8.2026 08:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Elever og lærere på seks skoler i Hjørring Kommune kan se frem til bedre rammer for natur/teknologi-undervisningen. En bevilling på 1,9 mio. kr. fra Villum Fonden skal blandt andet bruges til at styrke faglokaler, indkøbe nyt udstyr og udvikle lærernes kompetencer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum




