Novo Nordisk Fonden støtter nyt stort partnerskab for bedre behandling af mennesker med kroniske sygdomme i kriseramte områder
Et nyt partnerskab mellem Novo Nordisk Fonden, Røde Kors i Danmark og World Diabetes Foundation skal hjælpe flygtninge og andre sårbare grupper i Libanon i forhold til forebyggelse og behandling af ikke-smitsomme sygdomme som diabetes og forhøjet blodtryk. Ikke smitsomme-sygdomme er et underprioriteret felt i forbindelse med humanitære kriser på globalt plan, selvom antallet af mennesker med ikke-smitsomme sygdomme er i voldsom vækst mange steder i verden, herunder i Libanon.
World Diabetes Foundation har en unik ekspertise inden for projekter omkring diabetes og andre ikke-smitsomme sygdomme i udsatte områder og blandt flygtninge, mens Røde Kors har stor erfaring med humanitært arbejde og en stærk lokal tilstedeværelse i humanitære kriser som i Libanon. Ved at gå sammen kan projektet opnå bedre resultater, end organisationerne ville kunne hver for sig.
”Røde Kors og World Diabetes Foundation er blandt de få danske organisationer, der har forebyggelse og behandling af ikke-smitsomme sygdomme i humanitære kriseområder som en spidskompetence. Jeg ser et stort potentiale i, at de to organisationer med dette projekt forener deres kræfter for at forbedre sundheds-situationen for de syriske flygtninge og lokalbefolkningen i Libanon,” siger Hanna Line Jakobsen, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden.
Forbedret adgang til sundhed og behandling
Libanon er dybt præget af krisen i Syrien efter at have modtaget mere end 1,5 mio. syriske flygtninge over de seneste år. Samtidig med at sundhedssystemet er under pres fra de mange flygtninge, har den politiske og økonomiske ustabilitet, ikke mindst efter eksplosionen i Beirut, og COVID-19 pandemien gjort flere libanesere fattigere og afhængige af det offentlige sundhedssystem. Derfor er det særligt svært for sundhedssystemet at tage sig af den stigende gruppe af kronisk syge patienter med f.eks. diabetes, der kræver vedvarende og ofte dyr behandling.
Det nye projekt skal medvirke til at styrke sundhedssystemet i Libanon gennem forbedret kapacitet på op mod 230 lokale sundhedscentre, der dækker næsten hele landet. Centrene vil modtage udstyr, efteruddannelse af sundhedspersonale og ressourcer til at styrke opfølgning af patienter. Dette vil gøre centrene i stand til bedre at diagnosticere ikke-smitsomme sygdomme og til at screene personer i risikogruppen. Mere end 100.000 personer i risikogruppen forventes screenet i løbet af projektet.
”Vi er glade for muligheden for at kunne lancere dette projekt i Libanon hvor vi har en stærk lokal tilstedeværelse og stor erfaring med sundhedsfremme. Projektet styrker Libanons sundhedssystem, som i dag er i knæ, og bidrager til at skabe øget modstandsdygtighed blandt nogle af landets mest udsatte grupper,” siger Peter Klansø, som er international chef i Røde Kors i Danmark.
Administrerende direktør hos World Diabetes Foundation, Leif Fenger Jensen, fremhæver i anledningen af projektets offentliggørelse dets nyskabende ambition. ”Ikke-smitsomme sygdomme som diabetes må og skal indtænkes langt mere i humanitære kriser, der ofte kan være langvarige. Vi påskønner Røde Kors’ store fokus på dette og ser frem til et tæt samarbejde om en fælles indsats i forhold til situationen i Libanon”.
Projektet skal også igangsætte forskningsprojekter i samarbejde med blandt andet American University of Beirut, der er et førende universitet i regionen. Fokus er på forskningsprojekter, der kan understøtte behandling, opsamle viden og forbedre rammerne for håndtering af ikke-smitsomme sygdomme i landet.
Projektet udmøntes som et samlet projekt, hvor 30 mio. kr. bevilliges til Røde Kors og 27,5 mio. kr. til World Diabetes Foundation.
Om Røde Kors
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. 192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger. Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden.
Om World Diabetes Foundation
World Diabetes Foundation (WDF), med hovedsæde i Danmark, blev etableret i 2002 og har til formål at støtte forebyggelse og behandling af diabetes i udviklingslande ved at yde bistand til projekter og initiativer inden for oplysning, sundhedsfremme og kapacitetsopbygning.
WDF har til dato støttet mere end 500 projekter i over 100 lande og samarbejder med sundhedsministerier, civilsamfund og internationale organisationer.
Nøgleord
Kontakter
Jakob Sloth Madsen, seniorrådgiver World Diabetes Foundation
tlf. 3079 2135 jsmd@worlddiabetesfoundation.org
Røde Kors presseafdeling, tlf. 3529 9699
Christian Mostrup, pressechef, Novo Nordisk Fonden, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk
Information om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S21.10.2025 14:11:02 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.
Ny platform skal styrke vores globale forsvar mod fremtidige pandemier13.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den AI-drevne Global Pathogen Analysis Platform (GPAP) skal styrke vores globale pandemiberedskab. Platformen vil tilbyde et avanceret analyseværktøj til at undersøge genetiske data om patogener og vil være frit tilgængelig for brugere over hele verden. Novo Nordisk Fonden støtter etableringen med op til 200 mio. kroner.
CO₂ som råvare: Konsortium skal udvikle prototyper på fremtidens mad22.9.2025 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Et banebrydende konsortium, der arbejder på at omdanne CO₂ til næringsrige fødevarer, går nu ind i en ny fase. Her skal de mest lovende løsninger skaleres, og egentlige fødevareprototyper skal produceres og testes. Initiativet finansieres af Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden.
EIFO og Novo Nordisk Fonden køber verdens kraftigste kvantecomputer for at sikre nordisk adgang til kritisk teknologi17.7.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
EIFO og Novo Nordisk Fonden skyder knap 600 mio. kr. i etableringen af en ny, nordisk kvantesatsning QuNorth. Ambitionen er at gøre Danmark og Norden verdensledende på kvanteområdet. Ingen af de nordiske lande råder i dag over den nyeste generation af kvantecomputere, og derfor vil QuNorth indkøbe verdens kraftigste kommercielle kvantecomputer.
Novo Nordisk Fonden indgår strategisk rammeaftale med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at fremme global sundhed22.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med aftalen udvider fonden sit eksisterende samarbejde med WHO med en bevillingsramme på op til 380 mio. kr. over de næste fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
