Danmarks Idrætsforbund

Ni svømmere udtaget til OL

Del

Ni danske svømmere er udtaget til OL i Tokyo. Pernille Blume klar til at forsvare guldmedaljen fra Rio, og Jeanette Ottesen er med ved OL for femte gang.

Fælles pressemeddelelse fra DIF og Team Danmark

Pernille Blume erobrede de danske sportshjerter, da hun vandt guld i 50 m fri ved OL i Rio i 2016. Siden har Blume bidt sig fast i den absolutte verdenselite, og hun er selvfølgelig med på listen over de foreløbig ni svømmere, som i dag er udtaget til at repræsentere Danmark ved OL i Tokyo.

Med på listen er også Jeanette Ottesen, der har gjort et comeback til elitesvømning, efter at hun i 2017 fødte en datter, og nu er klar til sit femte OL.

De ni svømmere, som DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, har udtaget, er:

  • Pernille Blume, 50 og 100 m fri og 4x100 m fri
  • Alexander Aslak Nørgaard, 1500 m fri
  • Signe Bro, 100 m fri og 4x100 m fri
  • Tobias B. Bjerg, 100 m brystsvømning
  • Anton Ørskov Ipsen, 800 og 1500 m fri
  • Emilie Beckmann, 100 m butterfly
  • Helena Rosendahl Bach, 1500 m fri
  • Julie Kepp Jensen, 50 m fri og 4x100 m fri
  • Jeanette Ottesen, 4x100 m fri

Blume klar til at forsvare guldet

Siden OL i Rio i 2016 har dansk svømning gennemgået et generationsskifte og sagt farvel til flere tidligere medaljevindere. Således er de ni svømmere, der er udtaget, en blanding af etablerede stjerner og unge navne på vej frem. Men Pernille Blume, der leverede en af de helt store danske præstationer i Rio med sin guldmedalje på 50 meter fri, møder op som forsvarende olympisk mester i Tokyo.¨

”Jeg har erfaringen med mig. Jeg ved, hvilken energi og stemning, der kan være, selv om Tokyo desværre ikke bliver så intenst og stort som i Rio på grund af corona og restriktionerne. Men alle OL er forskellige. Mit første OL (2012, red.) og andet OL var meget forskellige oplevelser, og jeg tror også, dette bliver en meget anderledes oplevelse i forhold til de andre,” siger Pernille Blume og fortsætter:

”Jeg forventer, at jeg kommer til at gøre det godt. Hvor det så bringer mig hen, er svært at sige. Men min mavefornemmelse siger mig, at jeg vil gøre det godt, og så må vi se om det rækker til noget metal.”


Generationsskifte siden Rio


DIF’s OL chef de mission Søren Simonsen siger om udtagelsen:

"Svømning har leveret mange store olympiske højdepunkter gennem årene, og forhåbentligt sker det også i Tokyo. De danske svømmere består af både debutanter og meget rutinerede atleter, og tv-seerne kan se frem til masser af spændende konkurrencer i det olympiske bassin".

Også i Team Danmark har man forhåbninger om, at dansk svømning kan være med i kampen om medaljer i Tokyo, og man glæder sig til at se de nye unge navne, som står foran deres første OL og skal ud at prøve sig selv af på den største scene.

”Det bliver meget spændende at følge de danske svømmere i Tokyo. Der har været lidt af et generationsskifte siden OL i Rio, og en række nye navne er med for første gang. I den anden ende af skalaen har vi Jeanette Ottesen, der skal til OL for femte gang og kan tilføre OL-holdet en masse rutine. Og så har vi selvfølgelig Pernille Blume, som siden sin guldmedalje i Rio gentagende gange har vist, at hun hører til blandt favoritterne," siger Lars Balle Christensen, der er chef for forbundssamarbejde i Team Danmark.

Fakta om de ni svømmere der er blevet udtaget til OL i Tokyo

Pernille Blume

Født: 14. maj 1994

50 og 100 meter fri samt 4x100 meter fri

Udvalgte resultater: Forsvarende olympisk mester på 50 meter fri og vinder af 26 medaljer ved EM/VM/OL siden 2011.

Signe Bro

Født: 5. marts 1999

100 meter fri samt 4x100 meter fri

Udvalgte resultater: Vandt guld på 4x100 fri ved junior-EM i 2016, og EM-bronze på samme distance i 2018. EM-finalist ved EM på langbane 2021.

Julie Kepp Jensen

Født: 3. januar 2000

50 meter fri samt 4x100 meter fri

Udvalgte resultater: Yngste danske deltager ved OL i Rio, fire medaljer ved EM, fem medaljer ved junior-EM.

Emilie Beckmann

Født: 4. februar 1997

100 meter butterfly

Udvalgte resultater: 10 EM medaljer, og en VM medalje på 4x50 meter medley i 2016.

Helena Rosendahl Bach

Født: 12. juni 2000

1500 meter fri

Udvalgte resultater: Fjerdeplads ved EM på langbane i 2021 på 200 fly. EM-finalist ved EM på kortbane 2019.

Jeanette Ottesen

Født: 30. december 1987

4x100 meter fri

Udvalgte resultater: OL-deltagelse i både 2004, 2008, 2012, 2016 og nu 2021. Den mest vindende danske atlet med 53 internationale medaljer på CV’et, blandt andet OL-medaljetager i Rio på 4x100 meter medley.

Alexander Aslak Nørgaard

Født: 15. marts 2000

1500 meter fri

Udvalgte resultater: Sølvmedalje ved junior-EM i 2018. VM-finalist i 2019. Dansk rekordholder på 1500 meter fri langbane og 800 meter fri kortbane.

Anton Ørskov Ipsen

Født: 4. september 1994

800 og 1500 meter fri

Udvalgte resultater: Deltager ved OL i 2016 og deltager ved VM og EM. Dansk rekordholder på 800 meter fri langbane.

Tobias B. Bjerg

Født: 21. april 1998

100 meter brystsvømning

Udvalgte resultater: Medalje ved junior-EM/European Games i 2015. Dansk rekordholder på både kort- og langbane i 100 meter brystsvømning.

Få overblikket over det danske hold og download atletbilleder til redaktionelt brug på www.ol.dk. Følg det danske hold til OL i Tokyo via @danmarktilol på Facebook og Instagram.
Fotokredit: Lars Møller/BESTSELLER for DIF og Team Danmark

Information om Danmarks Idrætsforbund

Danmarks Idrætsforbund
Danmarks Idrætsforbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

43 26 26 26http://www.dif.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum