NEXT Uddannelse København

NEXT Uddannelse København indfører røgfri skoletid

Del
Røgfri skoletid er fra 1. august indført på alle NEXTs uddannelser. Det betyder farvel til alle former for tobaksvarer, snus og e-cigaretter i skole- og arbejdstiden.
Ole Heinager, administrerende direktør på NEXT Uddannelse København
Ole Heinager, administrerende direktør på NEXT Uddannelse København

Når elever og medarbejdere møder ind på NEXTs over 40 erhvervsuddannelse og seks gymnasier efter sommerferien, er det ikke bare til et nyt skoleår, men også til en ny rygepolitik. Med røgfri skoletid indfører NEXT 100% røgfri uddannelses- og arbejdsmiljøer. Det betyder, at alle former for tobaksvarer, snus og e-cigaretter ikke må indtages i skole- og arbejdstiden, hverken på eller uden for NEXTs 12 skoler i Storkøbenhavn.

Vil gå forrest

Røgfri skoletid er en del af en tobakshandleplan, som regeringen og et flertal af folketingets partier i 2019 blev enige om for at få færre unge til at starte med at ryge. Tiltaget bliver indført for alle ungdomsuddannelser fra sommeren 2021, men NEXT har altså valgt at droppe alle former for tobaksvarer, snus og e-cigaretter allerede nu.

- Vi hilser røgfri skoletid velkommen, fordi vi synes, at det er et godt og nødvendigt tiltag. Derfor har vi valgt ikke at vente til 2021, da vi ønsker at være blandt de skoler, der går forrest i kampen mod rygning og tobaksprodukter blandt unge, udtaler direktør for NEXT Ole Heinager.

Tiltaget er allerede indført på de fleste grundskoler landet over, og det er også en af grundende til, at man på NEXT går i gang ”før tid” med røgfri skoletid.

- Det kræver en helhedsindsats i hele uddannelsessystemet, hvis vi skal præge de unge i forhold til rygning. Derfor skal de unge naturligvis møde et røgfrit miljø på NEXT, når de allerede har vænnet sig til det i grundskolen, fortklarer Ole Heinager.

Gælder også lærerne og øvrige ansatte

I folketingets handleplan lægges der op til, at uddannelsesinstitutionerne lokalt skal tage stilling til, om røgfri skoletid også gælder de ansatte. På NEXT har man ikke været i tvivl om, at tiltaget også skal gælde medarbejderne.

- Vi har en ambition om at være en ansvarsbevidst organisation med et bæredygtigt uddannelses- og arbejdsmiljø. Derfor gælder røgfri skoletid naturligvis også vores medarbejdere, som jo skal gå foran som et godt eksempel for vores elever, forklarer Ole Heinager, der samtidig understreger, at NEXT vil have fokus på at informere både elever og medarbejdere, der pt. ryger, om muligheder for rygestopkurser og andre former for hjælp til at stoppe med tobakken.

Allerede gode erfaringer

Selvom både ansatte og direktionen på NEXT hilser røgfri skoletid velkommen, er man også bevidst om, at det også bliver en udfordring at indføre tiltaget blandt de over 7000 elever og godt 1000 ansatte:

- Vi er selvfølgelig klar over, at ikke alle synes, at det her er verdens bedste idé, og at det kan være en udfordring for især de lidt ældre erhvervsskoleelever, der ryger. Men vi er fortrøstningsfulde og går til det med en ambition om at løse de eventuelle problemer, der kan opstå, i samarbejde med vores elever og ansatte, siger Ole Heinager, som har god grund til at være optimistisk. Uddannelsesinstitutionen er nemlig ikke helt ubekendt med røgfri skoletid. I januar ”tyvstartede” Vestskoven Gymnasium, som er en del af NEXT, med røgfri skole.

- Vores første erfaringer fra Vestskoven Gymnasium har været meget positive. Her har både elever og ansatte taget rigtig godt imod tiltaget, og allerede nu oplever gymnasiet, at det er helt naturligt, at der ikke ryges eller bruges andre tobaksprodukter, slutter Ole Heinager.

NEXT Uddannelses København har gymnasier og erhvervsuddannelser i Albertslund, Ballerup, Glostrup, Ishøj, Rødovre, Valby, Emdrup samt på Frederiksberg, Østerbro og Nørrebro.

Billeder

Ole Heinager, administrerende direktør på NEXT Uddannelse København
Ole Heinager, administrerende direktør på NEXT Uddannelse København
Download

Information om NEXT Uddannelse København

NEXT Uddannelse København
NEXT Uddannelse København
Carl Jacobsens Vej 25
2500 Valby

http://nextkbh.dk

Følg pressemeddelelser fra NEXT Uddannelse København

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra NEXT Uddannelse København

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye