Neurologiske sygdomme øger risikoen for selvmord
4.2.2020 17:00:00 CET | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet, viser, at personer med neurologiske sygdomme har en selvordsrisiko, som er 75% højere end personer uden neurologiske sygdomme.
Forskerne har fundet ud af, at op til en ud af 150 personer, som diagnosticeres med en neurologisk sygdom, ender med at dø af selvmord. For svære neurologiske sygdomme som Huntington er det en ud af 61, der dør af selvmord.
- Vi har siden 1990’erne lavet flere studier om sammenhængen mellem neurologiske lidelser og selvmordsrisiko. Dette studie er dog det mest dækkende hidtil, fordi det undersøger alle større neurologiske sygdomme, fortæller Elsbeth Stenager, professor i socialpsykiatri ved SDU og Psykiatrien i Region Syddanmark.
Op til fem gange højere risiko
Studiet er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift JAMA og viser, at mennesker diagnosticeret med amyotrofisk lateral sklerose (ALS) eller Huntingtons sygdom har en særligt høj selvmordrate, nemlig fire til fem gange højere end baggrundsbefolkningen.
Endvidere har mennesker, som har været udsat for hovedtraumer eller som lider af multiple sklerose eller epilepsi en selvmordsrate, som er dobbelt så høj som den almindelige befolkning.
-Der er flere årsager til den øgede selvmordsrate. Det kan være et sammenfald af flere forhold, som for eksempel en nydiagnosticeret kronisk lidelse, som man ikke forstår betydningen af – måske i kombination med en psykisk lidelse og muligvis også sociale eller familiære problemer, forklarer Elsebeth Stenager.
Selvmordsrisikoen ændrer sig
Ofte forbinder man selvmordsrisiko med psykiatriske diagnoser, men det nye studie viser, at også for patienter med neurologiske diagnoser, er der en øget risiko for selvmord.
- Den øgede risiko forekommer på forskellige tidspunkter under sygdomsforløbet. For eksempel har personer med demens en to til tre gange højere risiko i tre måneder efter første diagnose. Personer, som har været diagnosticeret i mere end et år har derimod en lavere selvmordsrate end personer uden neurologiske sygdomme, fortæller Egon Stenager, klinisk professor i neurologi ved SDU.
Han og forskerkollegerne ved endnu ikke hvorfor, der er denne varians i selvmordsrisikoen under et sygdomsforløb, men det ser ud som om det har betydning hvor sygdommen sidder, hvor udbredt den er, og hvilke behandlingsmuligheder der findes.
Arbejder på bedre forebyggelse
Forskerne bag studiet, som består af danske og udenlandske eksperter inden for neurologi, psykiatri og selvmordsforebyggelse er glade for de unikke danske registerdata, som gør det muligt at beregne præcise selvmordsrater også for sjældne sygdomme som ALS og Huntington. De forventer også, at den nye viden kan få betydning i et internationalt perspektiv.
- Det er første gang, vi har undersøgt mange forskellige neurologiske sygdomme og fået en mere nuanceret forståelse af hvornår risikoen for selvmord er forhøjet. Med denne nye viden kan vi lave en mere målrettet forebyggende indsats, siger Annette Erlangsen, sociolog og adjungeret lektor ved SDU.
Det kræver yderligere analyser at finde frem til, hvordan man kan reducere selvmordsrisikoen for de forskellige patientgrupper. Annette Erlangsen fortæller, at næste skridt nu er at overveje, hvilke sygdomme man bør sætte ind overfor og hvordan.
Fakta:
Studiet er baseret på data fra 7,3 millioner danskere i perioden 1980 – 2016.
Forskerne har sammenkørt oplysninger om hospitalskontakter for personer med neurologiske sygdomme med tal for selvmord blandt alle andre danskere.
Neurologiske sygdomme, som er undersøgt:
- Hovedtraumer
- Blodprop eller blødning i hjernen (Apopleksi)
- Epilepsi
- Polyneuropati
- Myasthenia gravis
- Parkinson
- Multiple Sklerose (MS)
- Virusinfektioner i det centrale nervesystem
- Hjernehindebetændelse (meningitis)
- Hjernebetændelse (encephalitis)
- Amytrofisk lateral sklerose (ALS)
- Huntingtons sygdom
- Demens
- Intellektuelle funktionsnedsættelser
Selvmordsrate og selvmordsrisiko:
Selvmordsraten er hyppigheden af selvmord i en given gruppe. Det opgøres i antal pr. 100.000 personer, som begår selvmord.
Selvmordsrisiko beskriver risikoen for selvmord ud fra raterne. For eksempel er selvmordsraten for personer med neurologiske sygdomme 44, mens selvmordsraten for personer uden neurologisk sygdom 20. Selvmordsrisikoen er altså dobbelt så høj for personer med neurologiske sygdomme.
Nøgleord
Kontakter
Annette Erlangsen, Adjungeret lektor, IRS Psykiatrien i Region Syddanmark, SDU
Sociolog og seniorforsker, Dansk forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP)
Email: annette.erlangsen@regionh.dk
Tlf. +61 402 165 059
Egon Stenager, Klinisk professor, IRS Sygehus Sønderjylland, Hjerne- og Nervesygdomme
Tlf.:22113596
Email: Egon.Stenager3@rsyd.dk
Elsebeth Stenager, Klinisk professor, IRS Psykiatrien i Region Syddanmark
Tlf.: 40288374
Email: Elsebeth.Stenager@rsyd.dk
Billeder
Information om Syddansk Universitet
Finansiering:
Projektet er finansieret gennem Psykiatrien i Region Syddanmark og Psykiatriens Forskningsfond.
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Danske universiteter lancerer uafhængig AI-platform til forskning og innovation: UCloud AI14.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
UCloud AI samler avancerede sprogmodeller, national supercomputerkraft og sikker digital infrastruktur på én platform. Den nye platform er udviklet som en offentlig service frem for et kommercielt AI-produkt og skal gøre kunstig intelligens mere tilgængelig for forskere i hele Danmark.
Overdiagnostik ved brystkræftscreening kan være mindre end hidtil antaget14.9.2026 09:00:09 CEST | Pressemeddelelse
Overdiagnosticering ved screening for brystkræft kan være mindre udbredt end hidtil antaget. Det viser et nyt studie fra Syddansk Universitet, Queen Mary University of London, Københavns Universitet og American Cancer Society.
Prisvindende forfatter Zadie Smith besøger SDU14.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mød den anmelderroste britiske forfatter Zadie Smith på SDU mandag den 5. oktober til en samtale om hendes forfatterskab og oplæsning fra udvalgte værker.
AI kan gøre takeaway-leveringer mere effektive9.9.2026 11:27:20 CEST | Pressemeddelelse
En AI-baseret model kan samle flere takeawayordrer på samme tur og reducere behovet for bude uden at øge ventetiden. Modellen er udviklet med bidrag fra SDU-forsker Yihua Wang og testet på mere end 650.000 virkelige leveringer.
Manimozhiyan Arumugam udnævnt til professor i AI-drevet patientstratificering og mikrobiombaserede interventioner ved SDU og OUH8.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny professor skal styrke forskningen i menneskets tarmmikrobiom ved at kombinere datavidenskab med eksperimentelle metoder for bedre at forstå sygdomme og identificere potentielle interventioner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



