Danmarks Naturfredningsforening

Naturvenner vil takeaway-svineri til livs

Del
Fra i dag går jagten ind på al den takeaway-emballage, der ligger og flyder i naturen, når årets affaldsindsamling skydes i gang. Men skal problemet med henkastede kaffekopper og fødevarebeholdere for alvor løses, er der brug for et endeligt opgør med engangsemballagen, mener Danmarks Naturfredningsforening, der efterlyser bindende nationale mål og flere tiltag på området.

Sammenkrøllet takeaway-emballage er typisk noget, der fylder godt i sækkene, når danskerne samler skrald på Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Men under coronapandemien er salget af takeaway eksploderet, samtidig med at danskerne er kommet mere ud i naturen. Det har fået naturfredningsforeningen til at frygte, at der i år ligger ekstra mange kaffekrus, pizzabakker og burgeræsker i naturen.

På årets affaldsindsamling, der løber af stablen i denne uge, sætter foreningen derfor særligt fokus på netop denne type affald – dels for at få det fjernet fra naturen, dels for at kortlægge problemets omfang.

Men skal der for alvor gøres noget ved problemet på den lange bane, skal der slet ikke produceres takeaway-affald i første omgang, lyder det fra foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

– Vi producerer alt for meget affald i Danmark – ikke mindst når vi køber takeaway. Når kaffen er drukket, og maden er spist, står man ofte tilbage med pap- og plastemballage, der ikke længere har nogen værdi. Og det er ikke kun et forfærdeligt spild af ressourcer – det er også en trussel mod miljøet og dyrelivet, hvis takeaway-affaldet havner i naturen. Derfor skal vi væk fra engangsemballagerne og i stedet over til nogle i holdbare materialer, der kan vaskes og bruges igen og igen, siger hun.

Efterlyser bindende mål
I EU er der allerede iværksat flere tiltag, der skal begrænse mængden af engangsprodukter, der havner i naturen. Til sommer bliver en række engangsprodukter af plast – herunder tallerkener og sugerør – forbudt i hele EU, og fra 2025 bliver emballagen producenternes eget ansvar, når det såkaldt udvidede producentansvar træder i kraft. Det betyder, at producenterne har ansvaret for deres emballager, når de bliver til affald. Og for nogle produkttyper skal producenterne også betale for oprydningen, når deres produkter og emballager havner i naturen.

Men selvom det forventes at få flere virksomheder og restauranter til at kigge efter alternative løsninger, er der brug for yderligere tiltag, hvis man ikke fortsat skal kunne finde store mængder takeaway-emballage i naturen.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening, der efterlyser bindende reduktionsmål og genbrugsmål på området.

I et høringssvar til implementering af engangsplastdirektivet foreslår foreningen sammen med Oceana, Plastic Change, Rådet for Grøn Omstilling og WWF Verdensnaturfonden, at der bliver fastsat mål om, at mængden af engangsdrikke- og fødevarebeholdere skal reduceres med 50 pct. i 2025 og 80 pct. i 2030 for på sigt at blive endeligt udfaset. Samtidig skal der sættes mål om, at 80 pct. af alle drikke- og fødevarebeholdere, der sættes på det danske marked i 2030, skal være genbrugelige.

– Vi bliver nødt til at sætte os nogle ambitiøse og bindende mål, der sikrer, at vi får iværksat alle de tiltag, der er nødvendige for at få engangsemballagen ud af markedet. Det er helt afgørende, hvis vi skal vores store affaldsproblem til livs, siger Maria Reumert Gjerding.

Danmark har ikke førertrøjen på
Der findes allerede konkrete løsninger på markedet, hvor takeaway-emballage kan genbruges, og hvor det efter få ganges brug ovenikøbet er bedre for klimaet end engangsemballage. Det viser en ny rapport, som konsulenthusene NordicSustainability og PlanMiljø har lavet for Danmarks Naturfredningsforening.

Alligevel halter Danmark bagud i forhold til flere andre EU-lande, når det kommer til genbrug. Derfor bør de danske politikere også sætte nogle krav til branchen for at kickstarte udviklingen herhjemme, mener Danmarks Naturfredningsforening, der blandt andet peger på Tyskland som forbillede.

Her blev der tidligere på året vedtaget en lov, der betyder, at det fra 2023 altid skal være muligt for forbrugerne at vælge genbrugelig emballage, når de køber takeaway eller drikkevarer to go, og at det ikke må være dyrere end at vælge engangsemballage.

Og det bør være et eksempel til dansk efterfølgelse, forklarer Maria Reumert Gjerding.

– At sikre forbrugerne mulighed for altid at kunne vælge genbrugsemballage til kaffen og maden, er et oplagt første skridt. Det handler om at gøre det både let og billigt for forbrugerne at vælge bæredygtigt, så vi ser meget gerne et lignende krav til de danske caféer og restauranter, siger hun og fortsætter:

– Og så handler det selvfølgelig også om at gøre det nemt og motiverende for forbrugerne at returnere emballagen igen, så den kan blive genbrugt, og så den ikke havner i naturen. Her ved vi, at pantordninger virker.

Det er alt sammen skridt, som skal bevæge Danmark i retning af en fuldt cirkulær økonomi og et affaldsfrit samfund. Her ser Danmarks Naturfredningsforening gerne, at vi sætter os et mål om et affaldsfrit samfund senest i 2050, ligesom man har gjort i Holland.

185.000 skal rydde op i naturen
I første omgang skal der dog luges gevaldigt ud i alt det takeaway-affald, der allerede ligger i naturen.

Hen over hele ugen skal op mod 185.000 danskere ud at samle skrald i forbindelse med den årlige Affaldsindsamling. Her bliver de bedt om at samle så meget takeaway-affald som muligt og tælle det bagefter.

Den store affaldsuge bliver officielt skudt i gang i dag kl. 14.30 i Odense, hvor DN-præsident Maria Reumert Gjerding, Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel og elever fra Hunderupskolen skal på affaldsjagt i Munke Mose.

________________________

FAKTA: Om Affaldsindsamlingen

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald.
  • Affaldsindsamlingen har været afholdt siden 2006.
  • Årets affaldsindsamling varer hele ugen, hvor 143.000 børn fra skoler og institutioner samler ind i hverdagene 12.-16. april, mens de voksne følger trop i weekenden 17.-18. april.
  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
  • I år sætter indsamlingen fokus på takeaway-emballage. Derfor bliver indsamlerne bedt om at angive, hvor meget takeaway-affald de finder. Derudover bliver de også bedt om at tælle både dåser og mundbind.
  • Merrild giver økologisk kaffe til indsamlingerne. Derudover donerer Merrild 25.000 kr. til et grønt skoleprojekt og opfordrer samtidig alle skoler til at kåre og hylde deres egen affaldshelt.
  • Bilka afholder Affaldsindsamling i alle 19 varehuse i samme uge, som Affaldsindsamlingen løber af stablen. Varehusene inviterer skolebørn og borgere til at komme ind i Bilka, hvor de kan få udleveret affaldssække. Bilka donerer desuden affaldssække til alle de tilmeldte indsamlinger. Derudover kan alle aflevere deres affald på Bilkas p-pladser, hvor der er sat containere op til formålet.

Ny rapport: Genbrug af emballage bliver hurtigt en klimagevinst

  • Emballage skal ofte blot genbruges få gange, før det bliver en god forretning for klima og miljø. Det viser en ny rapport, hvor konsulenthusene NordicSustainability og PlanMiljø, for Danmarks Naturfredningsforening, har undersøgt det danske marked for transportemballage til e-handel, takeaway-emballage og emballage til personlig pleje- og husholdningsprodukter.
  • Selvom der er mange løsninger på markedet, så viser rapporten samtidig, at Danmark halter bagud i forhold til flere andre EU-lande, når det handler om genbrugsløsninger. Eksempelvis satte Frankrig sidste år faste genbrugsmål, der skal sikre, at 10 pct. af markedsført emballage bliver genbrugt i 2027.
  • Den fulde rapport kan læses her.

Kontakter

Mikkel Faartoft, presse
mikkel@dn.dk / 26 79 59 83

Information om Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening
Masnedøgade 20
2100 København Ø

39 17 40 00https://www.dn.dk/

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye