Professionshøjskolen Metropol

Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge vil give børnene en stemme -  åbningskonference 15. november

Del
Mere end 60.000 børn og unge i Danmark har særlige sociale behov. Vi ved allerede en del om, hvad der kendetegner denne gruppe, og om de udfordringer der er ved de eksisterende tilbud på området. Der mangler imidlertid viden om, hvordan man konkret kan arbejde med at styrke den sociale mobilitet for udsatte børn og unge. Derfor har alle landets professionshøjskoler i samarbejde etableret Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge, forkortet NUBU.

”NUBU er et vigtigt initiativ. Først og fremmest fordi vi som en hel sektor bringes sammen om at styrke arbejdet med udsatte børn og unge. Det giver kolossal god mening. For det andet fordi vi i NUBU arbejder for at styrke og professionalisere de indsatser, der kan få afgørende betydning for udsatte børn og unges liv. Det er et løfterigt og uhyre betydningsfuldt arbejde.”, siger formand for professionshøjskolernes rektorkollegium og rektor Stefan Hermann

NUBU skal gennemføre forskningsprojekter, der kan være med til at forbedre forholdene for udsatte børn og unge. Et vigtigt princip i NUBU’s forskning vil være at give udsatte børn og unge en stemme:

”Vi har sat os for at lave forskning, der kan gøre en positiv forskel for udsatte børn og unge. Det kan vi kun gøre, hvis vi lægger vægt på børn og unges egne oplevelser og perspektiver”, siger Morten Hulvej Rod, der er centerchef i NUBU.

Den 15. november holder NUBU åbningskonference med indlæg af blandt andre social- og børneminister Mai Mercado og formand for professionshøjskolernes rektorkollegium og rektor på Metropol Stefan Hermann. På konferencen vil en gruppe unge desuden fortælle om deres personlige oplevelser med udsathed.

NUBU’s forskning skal være med til at styrke de fagprofessionelles daglige arbejde med udsatte børn og unge – ikke mindst via professionshøjskolernes uddannelser. Det gælder både grunduddannelserne af pædagoger, lærere, socialrådgivere og sundhedsprofessionelle og efter- og videreuddannelser.

”Vi glæder os til at markere åbningen af NUBU i selskab med både fagfolk, forskere og politikere. I NUBU forener vi kræfterne i hele professionshøjskolesektoren, og det betyder, at vi kan lave forskning af høj kvalitet, der når ud i hele landet”, siger Morten Hulvej Rod, centerchef i NUBU.

En vigtig del af NUBU’s arbejde vil bestå i at udvikle viden om, hvordan man kan styrke det tværprofessionelle samarbejde i arbejdet for udsatte børn og unge. Det kan fx være mellem skoler og socialforvaltning, og mellem daginstitutioner og sundhedsprofessionelle. Morten Hulvej Rod uddyber:

”Alle er enige om, at det kræver en koordineret og helhedsorienteret indsats at øge den sociale mobilitet for udsatte børn og unge. Men det lykkes alt for sjældent at etablere et samarbejde mellem professionerne, der gør en konkret forskel for de børn, det hele handler om. Derfor skal vi i vores forskning have fokus på resultaterne for børnene.”

NUBU er et samarbejde mellem landets syv professionshøjskoler: VIA, UC Syd, UC Nord, UC Lillebælt, Professionshøjskolen Absalon, UCC og Metropol.

Se hele programmet for åbningskonferencen (link eller vedhæftning.)

Nøgleord

Kontakter

Morten Hulvej Rod, centerchef i NUBU:  +45 28 51 51 21/ moro@phmetropol.dk

Links

Information om Professionshøjskolen Metropol

Professionshøjskolen Metropol
Professionshøjskolen Metropol



Følg pressemeddelelser fra Professionshøjskolen Metropol

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Professionshøjskolen Metropol

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye