Landdistrikternes Fællesråd

National konference sætter fokus på mikroturisme

Del
Turister i Danmark foretrækker i stigende grad autentiske oplevelser og søger mod landdistrikterne for at få dem. Disse potentialer skal forløses, og det danner baggrund for Partnerskab for mikroturisme, der nu inviterer til national konference.

Fredag den 30. oktober 2020 i Egtved afholdes en national konference arrangeret af Partnerskab for Mikroturisme, der er nedsat af Landdistrikternes Fællesråd. Dagen vil byde på spændende oplæg fra kompetente oplægsholdere, et besøg på Bindeballe Købmandsgård og faglig sparring om blandt andet produktudvikling i mindre virksomheder, SOME og salgsoptimering.

- Mikroturisme i landdistrikterne er et erhverv, som rummer store vækstmuligheder. Vi ser en tendens til, at erhverv i småskala spirer frem rundt om i landet, hvor flere og flere kaster sig ud i at åbne små overnatnings- og spisesteder eller tilbyde lokale kulturoplevelser. Derfor håber jeg, at mange kan se potentialet i både at deltage i konferencen og for fremtiden at fokusere på udviklingen af turismeerhverv i småskala, forklarer formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Turisterne søger det nære og autentiske

En analyse foretaget af Momentum i 2018 viser, at landdistrikterne modtager hele 54 procent af turistovernatningerne i Danmark, mens storbyerne får 35 procent. De sidste 12 procent går til byer og forstæder. Det skyldes ifølge analysen blandt andet, at turisterne i stigende grad efterspørger individuelle og autentiske oplevelser og derfor gerne søger mod mindre lokalområder. Turisternes forbrug dækker over mange forskellige brancher i turismeerhvervet og bidrager til at skabe omsætning, vækst og arbejdspladser. Derfor giver det rigtig god mening, at man understøtter udviklingen for at forløse disse potentialer, ifølge Steffen Damsgaard:

- Det er helt afgørende, at vi i landdistrikterne kobler os på den globale turismetrend, hvori turisterne søger de nære og autentiske oplevelser. For det er lige præcis de styrker, der er så udtalte hos landdistrikternes mikroturismeerhverv. Får vi mikroturismen til at blomstre, og bygger vi samtidig bro til de større fyrtårnsattraktioner og turismeaktører, kan man stimulere væksten i et helt område, siger han.

Partnerskab for Mikroturisme er nedsat af Landdistrikternes Fællesråd i januar 2019 med støtte fra Vejle Kommune og Erhvervsstyrelsen. I følgegruppen for projektet sidder en repræsentant fra Vejle Kommune samt repræsentanter fra Dansk Kyst- og Naturturisme, Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen for Landboturisme.

Ambitionerne med projektet er, at småattraktioner i mikroturismeskala fremover skal spille bedre sammen med hovedattraktioner og således bidrage til merværdi for lokalsamfundet. Det kræver øget fokus på samarbejde, påpeger byrådsmedlem og næstformand for Udvalget for Nærdemokrati og Lokalsamfund i Vejle Kommune, Svend Erik Nielsen:

- Vejle Kommune er landets sjettestørste kommune målt på turismeomsætning. Vi har nogle fyrtårnsattraktioner, herunder Kongernes Jelling, Fjordenhus og det tværkommunale samarbejde med Legoland, som tiltrækker mange turister. Vi er nødt til at lokalisere barriererne og tænke de små turistattraktioner ind i planlægningen af konkrete pakkeløsninger, så vi kan øge turisterhvervet i småskala og fastholde turisterne i længere tid – eller ad flere omgange, forklarer han.

Optimering af mikroturisme med afsæt i konkrete cases

På dagen vil programmet derfor blandt andet bestå af oplæg fra formand for Danske Destinationer og direktør i Destination Sjælland, Jens Müller, som vil stille skarpt på destinationsselskabernes rolle i den nære turismeudvikling. Her vil det være muligt at stille spørgsmål, ligesom der er afsat tid til faglige diskussioner i grupper om understøttelse, markedsføring og salgsoptimering. Der er yderligere afsat tid til præsentationen af konkrete cases i mikroturismeerhvervet.

En af dem er Bjarne Boesen, som udover at være formand for Landsforeningen Landboturisme og en del af følgegruppen, er ejer og drifter af Hellevad Vandmølle i Sønderjylland. For ham at se rummer samarbejdet om mikroturisme særligt to store potentialer:

- Vi vil gerne blive bedre til at kommunikere om alle de gode effekter, der er ved at vælge en ferie på landet. Når vi indbyder til bondegårdsferie, lukker vi mennesker ind i vores hjem, så de på en tryg og autentisk måde kommer helt tæt på livet på landet. Det giver en øget forståelse for mad og fødevarer, når man spiser et æg fra en høne, som man tidligere har fodret. Ud fra de tilbagemeldinger vi får, bidrager det også til en helt særlig ro at have naturen og dyrene så tæt på, fortæller Bjarne Boesen og fortsætter:

- Med fælles hjælp kan vi skabe et samarbejde for aktører i turisterhverv, hvor vi bygger bro mellem de store aktører og de små. Det, tror jeg, er nødvendigt for os, hvis vi ønsker at synliggøre os og få flere til at vælge bondegårdsferie fremover.

Konferencen afholdes fredag d. 30. oktober 2020 fra 9:30 – 16:00 i Roberthus på Tybovej 2, 6040 Egtved. Der er plads til ca. 50 deltagere alt afhængig af COVID-19-situationen og de på det tidspunkt gældende retningslinjer. Tilmelding sker via linket nemtilmeld med frist d. 23. oktober. 

Yderligere oplægsholdere er Sigmund Lubanski, Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, der vil fortælle om Erhvervsstyrelsens arbejde med vækst og udvikling i hele Danmark med udgangspunkt i turisme. Der er arrangeret bustur til Bindeballe Købmandsgård.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd
Rådhusgade 100
8300 Odder

61 313 636http://www.landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation, der arbejder for at skabe bedre rammevilkår for landdistrikter og yderområder i Danmark.

Vi tæller 55 kommuner og fire regioner, der tilsammen repræsenterer over 4 millioner danskere. Medlemmerne er tillige en række landsdækkende organisationer, de lokale aktionsgrupper samt et større antal landsbyer og landdistriktsråd.

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye