Kræftens Bekæmpelse

Når mor eller far dør: Pædagoger føler sig ikke altid klædt godt nok på

Del
Ny kvalitativ rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at pædagogerne i daginstitutionerne gerne vil hjælpe og støtte de små børn og den efterladte forælder, men at de kan mangle kvalifikationer, viden og redskaber. I 2022 lancerer Kræftens Bekæmpelse nyt undervisningsmateriale om sorg til nuværende og kommende pædagoger.

”Hun sagde, hun aldrig ville dø… Men så døde hun alligevel…” Villum 6 år, mistede som femårig.

”Jeg fik det først fortalt, lige før min mor døde… Min mor og far løj faktisk til mig. Det er ikke særlig rart, når nogen lyver for dig…” Kirsten 6 år, mistede som femårig.

 ”Det er rart at se billeder af far eller have sådan et mindebord, som jeg har af far…” Bjørn 6 år, mistede som treårig

(Citater fra rapporten via Sandplay-interview med 12 børn i alderen 5-8 år, der alle har mistet en mor eller far, mens de gik i vuggestue eller børnehave)

Små børn vil gerne involveres

Hvert år oplever ca. 11.000 børn mellem 0-6 år, at mor eller far bliver kritisk syg. 250 af børnene må efterfølgende sige farvel til en forælder.

At miste far eller mor er en meget ulykkelig familiesituation for både det lille barn og den efterladte forælder, som kræver noget helt særligt af daginstitutionerne.

Det viser en ny rapport "Små børns sorg - Erfaringer og råd fra børn, forældre
og pædagogisk personale" fra Kræftens Bekæmpelse, som helt unikt inddrager erfaringer og råd fra 12 børn mellem 5-8 år, der alle har mistet deres mor eller far.

- De helt små børn vil gerne involveres i sygdomsforløbet og afskeden, når de mister. Hvis de ikke bliver det, kan det føre til mistillid til de voksne. For børnene er det altid svært at forstå døden og egne reaktioner. Der er brug for voksne, der kan hjælpe dem med det, siger Martin Lytje, post.doc, psykolog hos Kræftens Bekæmpelse – og ophavsmand til rapporten.

Det er psykolog Martin Lytje, der har interviewet børnene via Sandplay-metoden, og herudover har han også interviewet 13 efterladte forældre og 23 pædagogiske medarbejdere for på den måde at give et 360 graders indblik i sorgreaktioner hos små børn - og sorgarbejdet i daginstitutionerne.

Efterladte forældre ønsker proaktivitet

- For de efterladte forældre er det vigtigt at blive mødt af et pædagogisk personale, som tør gå familien i møde og sige ”vi har styr på situationen og er klar til at hjælpe jer”. Pædagogerne selv oplyser, at de har en stor rolle at spille i de sorgramte familiers liv, men at det kan være svært at navigere i den berørte families livssituation, og at de kan opleve at mangle kvalifikationer, viden og redskaber til at støtte familier i krise og sorg, siger Martin Lytje

Den konklusionen overrasker ikke Kræftens Bekæmpelse, der allerede i 2020 gennemførte en undersøgelse blandt 603 daginstitutionsledere. Den viste nemlig, at 40 procent af lederne efterlyste bedre redskaber og mere uddannelse på området – og at over halvdelen vurderede, at pædagogerne ikke var godt nok rustede via deres uddannelse.

- Det er vigtigt, at børn ikke står alene med deres sorg, og at personalet i daginstitutionerne oplever at føle sig klædt på til at støtte børn og forældre. Undersøgelser viser, at børn, der ikke får hjælp har større risiko for psykiske lidelser, social mistrivsel og har sværere ved at gennemføre en uddannelse, når de bliver ældre. Derfor er jeg glad for, at vi i 2022 lancerer et helt nyt undervisningsmateriale om sorg baseret på nyeste viden og årelang erfaring med sorgarbejde hos børn, siger Martin Lytje.

UCN: Vigtig viden - vigtigt at pædagoger får sikkert ståsted

Under udviklingsprocessen er materialet drøftet med Professionshøjskolen UCN

- Vi er glade for samarbejdet, og den vigtige viden, som den nye rapport kommer med. Den bidrager til en dybere forståelse af de konsekvenser det har for børnene, når de mister mor eller far. Det er vigtigt, at pædagogerne får en sikker viden og ståsted, når de skal støtte sorgramte familier i en svær tid, fortæller Anne Krogh Uddannelseschef, Professionshøjskolen UCN.

Det kommende undervisningsmateriale er en håndbog og et digitalt videomateriale, som skal ruste både kommende og nuværende pædagoger emdnu mere til at kunne håndtere de små børns sorg.

------------------------------------------

Råd fra rapporten.
Sådan tackler man den svære sorg:

Børnenes råd

1. Voksentrøst er vigtigt, når du er ked af det
2. En tur til gravstedet og ting fra den afdøde, kan hjælpe, når du er trist
3. Husk børn på, at sorgen ikke gør dem forkerte

De efterladte forældres råd

1. Inddrag dine børn i, hvad der foregår – også selvom det er svært
2. Du kommer ikke gennem det alene så inkluder andre
3. Hjælp fra daginstitutionen er vigtig

Daginstitutionens råd

1. Forbered jer via sorghandleplaner, inden I står i situationen
2. Tag initiativet til at skabe klare rammer for familien der står i kaotisk situation
3. Hav modet til at bruge dig selv

Pressekontakt

Presseafdelingen 35257400

------------------------

Rapportens sammenfattende konklusioner 
360 graders indblik i sorgramte familiers udfordringer

Rapporten er baseret på interviews af helt små børn, efterladte forældre og pædagogiske personale og giver derfor et 360 graders indblik i sorgramte familiers udfordringer, hvad der er brug for af støtte i daginstitutionerne - og hvor det pædagogiske personale oplever udfordringer.

Børneperspektiv: Det er vigtigt at blive inkluderet og få voksenhjælp, også selv om man kun er 3-6 år.

Forældreperspektiv: Man føler sig ofte alene i en uvant situation. Man har behov for en daginstitution, der tør tage teten og være proaktiv i forhold til støtte og samarbejde

Pædagogperspektiv: Pædagoger vil rigtigt gerne hjælpe, men føler ofte de mangler den nødvendige viden til at arbejde kvalificeret og professionelt med børns sorg.

------------------------

Generelt om daginstitutioner og sorg

87 pct. af danske daginstitutioner har en sorghandleplan

40. pct. af daginstitutionerne har benyttet sig af en sorghandleplan inden for de seneste 2 år

59 pct. af lederne mener ikke, at pædagogerne er godt nok rustede til at håndtere familier i sorg via deres uddannelse

95 pct. af lederne angiver at læring og sorg og krise hos børn bør være en del af pensum på pædagoguddannelsen

Kilde: Små børns sorg - Kvaliteten af sorgberedskabet i daginstitutioner. Kræftens Bekæmpelse. 2020

Læs mere på www.omsorg.dk

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse
Kræftens Bekæmpelse
Strandboulevarden 49
2100 Kbh Ø

http://www.cancer.dk

Følg pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kræftens Bekæmpelse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye