Danmarks Frie Forskningsfond

Nanopartikler skal transportere “DNA-bomber” mod dødelig hjernekræft

Del
Med finansiering fra Danmarks Frie Forskningsfond skal forskere fra Danmarks Tekniske Universitet og Odense Universitetshospital udvikle et nano-transportsystem, som kan fordele kræftdræbende iod-isotoper i hjernetumorer.
Foto: Robina Weemeijer, Unsplash
Foto: Robina Weemeijer, Unsplash

Glioblastom er en meget aggressiv og dødelig form for hjernekræft, og der findes endnu ingen kur.

Forskere fra Odense Universitetshospital (OUH) har tidligere udviklet en behandling, som virker i rotter. Behandlingen er baseret på et stof, der minder om DNA, og som udsender særlige ødelæggende ”Auger” elektroner, som skydes ud af stoffet, når det henfalder.

- Kræftceller deler sig, og når de deler sig, så optager de det her stof, som ligner DNA, i deres eget DNA. Så du indsætter nærmest en lille radioaktiv bombe i kræftcellens DNA, og når den sprænger, så går DNA i stykker, og så dør cellen, fortæller seniorforsker på DTU Sundhedsteknologi, Andreas Ingemann Jensen.

Han skal fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) designe og udvikle nano-transportsystemerne i forskningsprojektet ‘Nanocarrier delivery of 125I-UdR for Auger radiotherapy of glioblastoma’, som har fået støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

I hjernen er det kun kræftceller, der deler sig, derfor bliver raske hjerneceller ikke ramt.

"DNA-bomber" skylles ud af hjernen
Problemet med de smarte “DNA-bomber” er, at de kun virker i rottehjerner.

I forsøg udført af forskerne på OUH med grise, der minder mere om mennesker, bliver de simpelthen skyllet ud af hjernen, inden de når at blive optaget af kræftcellerne.

Projektet er derfor et samarbejde mellem Andreas Ingemann Jensens forskerhold og fysiker Helge Thisgaard, der leder den prækliniske forskningsenhed på OUH, og hjernekirurg Bo Halle fra samme hospital.

Målet er at udvikle et system, hvor specialdesignede nanopartikler fordeler det DNA-lignende stof i hjernen til at dække hele kræftsvulsten, hvorefter det langsomt frigives.

Forskerne forventer, at det vil forhindre, at stoffet skylles ud, og at det derfor også kan virke i mennesker.

- Vi ved fra litteraturen og egne forsøg, at nanopartikler kan fordele sig i hjernen. Udfordringen i projektet her bliver at få dem til at binde de DNA-lignende molekyler, og at gøre bindingen så tilstrækkeligt ustabil, at de kan frigives i det rette tempo, siger Andreas Ingemann Jensen.

Omfattende biologiske undersøgelser inden forsøg med behandling
Når projektet er slut, håber forskerne at stå med et virksomt nano-transportsystem til det lovende kræftmiddel. Næste skridt bliver omfattende biologiske undersøgelser og til sidst indledende forsøg med behandling af mennesker, begge dele udført på OUH.

- Vi håber og tror på, at det i sidste ende vil blive en ny og effektiv behandling mod denne her dødelige sygdom, afslutter Andreas Ingemann Jensen.

Nøgleord

Kontakter

Pressekonsulent Mette Lynge Hansen, tlf. 7231 8465, e-mail: met@ufm.dk

Billeder

Foto: Robina Weemeijer, Unsplash
Foto: Robina Weemeijer, Unsplash
Download

Information om Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond
Danmarks Frie Forskningsfond
Asylgade 7
5000 Odense C

https://dff.dk/

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den excellente forskning i Danmark. Fonden investerer i risikovillig forskning, der er baseret på forskernes idéer inden for og på tværs af videnskabelige områder, uafhængigt af politiske og strategiske satsninger.

DFF fremmer internationalisering af forskningen og styrker det unge talent såvel som den erfarne forsker. Herudover yder fonden forskningsfaglig rådgivning til minister, Folketing og det øvrige danske og internationale forskningslandskab. Det sker med baggrund i ekspertise og faglig diversitet gennem fondens 84 bestyrelses- og rådsmedlemmer, der alle er anerkendte og aktive forskere.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond støtter nyskabende forskning og videnskabelig udvikling med 10,4 millioner kroner20.12.2023 06:10:00 CET | Pressemeddelelse

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt bevillinger til 30 forskningsprojekter, tidsskrifter, netværk og udenlandske forskningsophold. Midlerne er fordelt på fire forskellige virkemidler og skal fremme videnskabelig nytænkning, styrke samarbejdet mellem danske og internationale forskningsmiljøer, styrke udbredelsen af humanistisk forskning, samt støtte talentfulde studerende.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye