Myldretiden rammer allerhårdest mandag morgen
Nogle morgener føles det, som om trafikken bare snegler sig afsted, og køerne på motorvejene strækker sig, så langt øjet rækker. Særligt trafikanter i København og omegn kan sikkert have en oplevelse af, at alle hverdage begynder og slutter med at sidde i kø på motorvejen.
Men faktisk er der væsentlige forskelle, hvis man ser på trafikmønstret for de enkelte dage i ugens løb, og nu har Vejdirektoratet udarbejdet et trængselsindeks, som viser, hvordan trængslen fordeler sig over en normal arbejdsuge.
Vejdirektoratets beregninger viser blandt andet, at trafikken klumper allermest sammen mandag og tirsdag morgen mellem kl. 07.30 og 08.30. Derudover viser tallene, at der typisk er mere trængsel i morgenmyldretiden end om eftermiddagen. Det skyldes formentlig, at trafikken netop om morgenen er koncentreret i et kortere tidsrum.
Transportminister Trine Bramsen siger:
”Det er både irriterende og dyrt at sidde i trafikkøerne. Nu har vi tal, der viser, hvornår det er værst, og dermed er der mulighed for at planlægge lidt bedre. Og skal man afsted mandag morgen i myldretiden, kan det være en overvejelse, om toget, bussen eller samkørsel er en mulighed. Det kan spare både penge og tid for den enkelte og begrænse trængslen for alle.”
Figuren i toppen viser det gennemsnitlige niveau af trængsel – dag for dag – og som det tydeligt fremgår, står det værst til med lange køer og ekstra rejsetid mandag og tirsdag morgen. Til gengæld kan man sjældent bruge tæt trafik som undskyldning for ikke at nå frem til tiden i weekenden – dog med undtagelse af de travle ferieperioder og i forbindelse med helligdage.
Figuren viser også, at hverdagstrængslen er mindst fredag morgen, og at niveauet er faldet fra 2019 til 2022.
Afdelingsleder Kasper Rosenstand, Vejdirektoratet, siger:
”Der er naturligvis rigtig meget transport af både mennesker og gods, som ikke så nemt kan flyttes til et andet tidspunkt. Men hvis man har fleksible arbejdstider og måske selv kan vælge, hvornår man lægger en hjemmearbejdsdag, så kan det være nyttigt at vide, hvilke dage og tidspunkter man helst skal undgå for ikke at sidde fast i trafikken. Vi spilder værdifuld tid, når vi holder i kø, og det koster både arbejdsgivere og samfundet penge.”
Faktisk vil det også være en gevinst for klimaet, hvis færre kører samtidig på arbejde. Det er nemlig skidt for CO2-regnskabet, når trafikken bliver afviklet med mange opbremsninger og accelerationer, som man ser meget, når folk holder i kø.
Den kritiske trængsel i morgen- og eftermiddagsmyldretiden er mest udtalt i hovedstadsområdet – især Motorring 3 og de store indfaldsveje til København – og for mindre delstrækninger for eksempel syd om Odense på Fynske Motorvej og på strækningen rundt om Aarhus på Østjyske Motorvej.
Trængselsindekset er baseret på 915 km motorvej og 215 km landevej, som primært dækker hovedstadsområdet og de vigtigste regionale motorveje på Fyn og i Jylland.
Vejdirektoratet har for nylig lanceret en kampagne om samkørsel og delebilisme. I dag sidder der i gennemsnit kun 1,08 personer i bilerne, når danskerne pendler til og fra arbejde, og det er i høj grad med til at skabe øget trængsel i myldretiden.
På kampagnesiden nedenfor kan man læse mere om de mange fordele ved at køre sammen, og man kan få råd til, hvordan man kommer godt i gang med samkørsel.
Læs mere om samkørsel og delebiler
Fakta om trængsel
Danske trafikanter spilder i omegnen af 365.000 timer hver eneste hverdag på grund af forsinkelser og kødannelse på vejene ifølge tal fra 2019. Det svarer til 84 millioner timer om året og til et samfundsøkonomisk tab på 28 milliarder kroner.
I perioden fra 2010 til 2022 er trafikken steget med cirka 14 procent. I forbindelse med coronaepidemien har der været store udsving i trafikken, men nu nærmer trafiksituationen sig samme niveau som før corona. Antallet af personbiler i Danmark er vokset med 31 procent siden 2010.
Nøgleord
Kontakter
Kasper RosenstandAfdelingslederVejdirektoratet
Tlf:72 44 30 48kar@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon:
Tlf:51 83 33 93Billeder
Information om Vejdirektoratet
Carsten Niebuhrs Gade 43, 5. sal
1577 København V
+45 7244 3333https://www.vejdirektoratet.dk/
Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Ét spor i hver retning på E45 mellem Hornstrup og Hedensted i weekenden24.4.2024 17:27:12 CEST | Pressemeddelelse
Fra fredag aften den 26. april til søndag morgen den 28. april vil der i aften- og nattetimerne kun være ét spor i hver retning på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Hedensted. Vejdirektoratet skal pille stilladset omkring den nye bro for Bredalvej ned.
Hovedvejen ved Møldrup får ny asfalt24.4.2024 07:51:52 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet lægger ny asfalt på fire kilometer af rute 13 ved Møldrup nord for Viborg fra onsdag 24. april og tre uger frem.
Vejarbejde på vigtig bro ud af København23.4.2024 14:20:35 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet arbejder natten mellem onsdag den 24. april og torsdag den 25. april på Sorterendebroen ved Avedøre i Storkøbenhavn. Vejarbejdet vil give forlænget rejsetid for trafikanterne på vej ud af hovedstaden.
Ny asfalt på Frederikssundsvej ud for Græse Bakkeby22.4.2024 16:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Der skal lægges ny asfalt på Frederikssundsvej ud for Græse Bakkeby nord for Frederikssund. De første maskiner ruller ud lørdag 27. april.
E20 skal have ny asfalt ved Køge22.4.2024 14:16:21 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet går nu i gang med at udskifte den slidte asfalt på E20 Vestmotorvejen ved Køge, hvorfor der vil være vejarbejde mellem 23. april og 17. maj. Af hensyn til trafikanterne bliver arbejdet udført i aften- og nattetimerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum