Port of Roenne A/S

MT Højgaard Danmark skal stå for fremtidssikring af Rønne Havn A/S

Del
Rønne Havn A/S har indgået en kontrakt med entreprenørselskabet MT Højgaard Danmark om en udvidelse af ydermolen i industrihavnen i Rønne med 450 meter. MT Højgaard Danmark har vundet kontrakten på opgaven efter et EU-udbud af totalentreprisen med ret til forhandling.

Udvidelsen af Rønne Havn er anden etape af havnens masterplan, som skal forberede Rønne Havn A/S til de øgede krav, der stilles fra havnens kunder. Samtidig skal udvidelsen bidrage til at fremtidssikre erhvervshavnefunktionen på Bornholm. Med udbygningen får havnen i Rønne ekstra kajplads og areal til montering af store havmøller og samtidig vil den sydlige bølgebryder blive forlænget med 450 meter. Vanddybden i havnebassinet bliver 11 meter, som også er dybden i resten af erhvervshavnen.

”Vi er glade for, at vi nu kan fortsætte den næste etape af havneudvidelsen i forhold til vores masterplan. Udvidelsen giver os yderligere 450 meter solid ydermole, og vi har samtidig en option på at få bygget yderligere 300 meter tunglastskaj. Med den kommende udvidelse kan vi som havn fortsætte den vækst, vi oplever inden for offshore-vind på Bornholm. Vores ambition er at fastholde positionen som den mest attraktive havn i Østersøen for installation af havvind. Den konkurrenceposition bliver styrket markant med den kommende udbygning,” siger Thomas Bendtsen, adm. direktør hos Rønne Havn A/S.

I de forskellige faser af udbygningen har MT Højgaard Danmark valgt at bruge en række lokale underleverandører. De første skidt i fremtidssikringen begynder i løbet af maj. Den nye del af molen og de 300 meter kaj forventes at stå færdigt i november 2022.

Ud over MT Højgaard Danmark bød to andre entreprenører på entreprisen, som Rønne Havn A/S forventer samlet vil beløbe sig til ca. 300 mio. kroner.

”Det er en fantastisk spændende opgave og den største vandbyggeopgave for MT Højgaard Danmark i mange år. Vi er stolte over at være med til at fremtidssikre Bornholms vigtigste havn,” siger Jimmy Laursen, der er afdelingsdirektør i Vandbygning, MT Højgaard Danmark.

MT Højgaard Danmark har valgt at bruge Rambøll som rådgiver på projektet, og finske Wasa Dredging skal stå for uddybningen af havnen.

I anlægsarbejdet skal MT Højgaard Danmark tage hensyn til de særlige vejrforhold, der gør sig gældende i området. Selvom Bornholm kaldes solskinsøen, er der sammenlignet med mange andre steder i Danmark oftere kraftig vind og store bølger. Vejrforholdene i Rønne Havn kan sammenlignes med de allermest udsatte steder på den jyske vestkyst. Det betyder, at der blandt andet skal bruges meget store sten til den nye mole.

”Vi skal bruge 500.000 ton sten og kommer til at håndtere sten på op til 30 ton. Det svarer til en sten på størrelse med et lille børneværelse, så de skal transpores til stedet på lastbiler en eller to ad gangen. Det er altså tungt arbejde, der skal udføres, som kræver noget helt særligt udstyr. Vores gravemaskiner er større end 200 ton,” siger projektchef Dan Locht fra MT Højgaard Danmark.

Til gengæld glæder han sig over, at MT Højgaard Danmark på Bornholm – som det eneste sted i landet – har mulighed for at bruge lokale stenmaterialer.

”Vi vil rigtig gerne sikre den lokale forankring af projektet, og har blandt andet indgået aftaler med en række bornholmske stenbrud om at levere størstedelen af stenene til projektet i stedet for at få leveret fra Norge og Sverige, som man normalt gør. Det er vi rigtig glade for, fordi det både mindsker miljøpåvirkning i forbindelse med transport og sikrer ekstra lokal beskæftigelse,” siger Dan Locht.

Kontakter

Rønne Havn A/S: Kommunikationschef, Jesper Jürgensen, 3065 2950
MT Højgaard: Kommunikationskonsulent, Agnes Kreinøe, 26286517

Billeder

Information om Port of Roenne A/S

Port of Roenne A/S
Fiskerivej 1
3700 Rønne

+45 56 95 06 78http://www.portofroenne.com

MT Højgaard er en af Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder, der fungerer som full-service entreprenør med speciale i bygge-, anlægs- og infrastrukturprojekter for offentlige og private kunder i Danmark, nybyggeri såvel som renovering.
Mth.dk

Rønne Havn A/S er Bornholms eneste kommercielle havn med færgeruter til Sverige, Danmark og Tyskland. Havnen er valgt som installationshavn for Danmarks største havmøllepark ved Kriegers Flak, og havnen forventes at spille en nøglerolle i realiseringen af ​​den fremtidige energiø på Bornholm med elektriske forbindelser til Danmark, Polen, Tyskland og Sverige.
Portofroenne.com

Følg pressemeddelelser fra Port of Roenne A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Port of Roenne A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye