Novo Nordisk Fonden

Modtageren af Novo Nordisk Prisen 2021 baner vejen for nye behandlinger af mennesker med hjernesygdomme

Del
Marco Prinz modtager Novo Nordisk Prisen 2021 for sine nyskabende studier af, hvilke helt afgørende roller mikroglia-celler spiller i centralnervesystemet. Hans banebrydende resultater danner grundlaget for nye koncepter inden for diagnostik og behandling af mennesker med sygdomme som multipel sklerose og Alzheimers sygdom.
Professor Marco Prinz modtager Novo Nordisk Prisen 2021.
Professor Marco Prinz modtager Novo Nordisk Prisen 2021.

Før mennesker fødes dannes en uigennemtrængelig barriere mellem blodbanen og hjernen, der forhindrer at kroppens immunceller kan strømme til hjernen. Hjernen har derfor sit helt eget immunsystem, hvor såkaldte mikroglia-celler spiller en hovedrolle. Cellerne fungerer både som vagtværn og husholderske og har en central rolle i både at overvåge og forsvare hjernen – og i at opretholde dens normale funktioner.

Den tyske professor Marco Prinz blev meget fascineret af disse celler i begyndelsen af sin karriere – celler, som på dét tidspunkt primært blev anset for at være hjernens skraldemænd.

”De fleste mennesker syntes, de var kedelige, fordi man troede, at deres funktion blot var at fjerne affaldsstoffer under sygdom. Men vores forskning har vist, at de har en langt mere vidtgående funktion, og at udviklingen af mikroglia kan spores tilbage til en bemærkelsesværdig kort periode i løbet af fosterudviklingen. Mikroglia er nøgleaktører i at opretholde hjernens normale funktion, og hvis de svigter kan der opstå flere forskellige meget alvorlige hjernesygdomme,” forklarer prof. dr. Marco Prinz, Medical Director ved Institute of Neuropathology, Medical Center, University of Freiburg, Tyskland.

Et tidligt vækkeur i hjernen
I hjerner, der rammes af multipel sklerose eller Alzheimers sygdom, aktiveres og forøges antallet af mikroglia, og for at reducere skaderne reagerer de meget hurtigt og opsluger døende cellefragmenter og karakteristiske proteinophobninger. Men de udmattes og ældes allerede efter et par uger med udrensning af uønsket materiale og ender med selv at bidrage til udviklingen af alvorlige hjernesygdomme.

”Vi begynder nu at forstå, hvordan disse fungerer som hjernens politibetjente. Baseret på hvad vi og andre forskningsgrupper opdager omkring signaturer og funktionalitet, kan disse opdagelser blive anvendt hos patienter, fordi mikroglia synes at være de første, der reagerer, ved næsten enhver hjernesygdom. Så hvis vi kan identificere nogle molekyler, gener eller markører, der virkelig er typiske for mikroglia-specifik sygdom, kan vi muligvis udvikle bedre diagnostik og behandlinger,” siger Marco Prinz.

For sin enestående indsats modtager Marco Prinz Novo Nordisk Prisen på 5 mio. kr. Prisen uddeles af Novo Nordisk Fonden og hædrer en aktiv forsker, der har ydet fremragende internationale bidrag til at fremme lægevidenskaben, som gavner menneskers liv.

”Marco Prinz er en enestående klinisk forsker, der er et lysende eksempel på, hvordan grundforskning og klinisk forskning kan forenes og skabe ny viden, som fører til paradigmeskift. Han har bidraget til at tegne et helt nyt billede af det medfødte immunsystems rolle i centralnervesystemet, hvorved funktionen og oprindelsen af hjernens mikroglia – og deres funktionelle forbindelse til tarmkanalen og mikrobiomet – er blevet belyst. Med Novo Nordisk Prisen 2021 anerkender vi prismodtagerens bidrag til at bygge bro over kløften mellem grundforskning og anvendt forskning inden for neuroimmunologi,” siger Jørgen Frøkiær, formand for komiteen, der uddeler prisen.

Marco Prinz er meget beæret over at modtage prisen og siger:

”For 25 år siden var det svært at forestille sig, at jeg i dag ville modtage disse hædersbevisninger og udmærkelser, for på det tidspunkt var der ikke mange, der var opmærksomme på dette felt, så jeg accepterer prisen med stor ydmyghed og stolthed. Det er svært at forudsige, hvordan dette felt vil udvikle sig i løbet af de næste 10 år, men det udvider sig eksponentielt lige nu, nyder stor interesse og har potentiale til at kunne helbrede mennesker med nogle af disse invaliderende og dødbringende hjernesygdomme. Dette er stadig drivkraften i mit daglige arbejde.”

Fremtidig behandling
Marco Prinz forestiller sig, at man i fremtiden muligvis kan identificere nogle af de mikroglia-specifikke molekyler ved hjælp af magnetisk resonans-billeddannelse (MRI) eller positron-emissions-tomografi (PET) hos levende patienter, og dermed diagnosticere sygdommen allerede før symptomerne viser sig.

”Det er som et tidligt vækkeur i hjernen, der kan fortælle os ting, der ikke er mulige at detektere i dag. Normalt diagnosticeres hjernesygdom ud fra symptomerne eller måske via små biopsier fra hjernen. Hvis mikroglia i et bestemt område er aktiveret, kan det fortælle os, at patienten er ved at udvikle en specifik hjernesygdom,” forklarer Marco Prinz.

I dag bliver de fleste hjernesygdomme typisk først diagnosticeret, når de allerede er fremskredne, og patienterne ér ramt af vanskeligheder. Med en tidlig diagnose kan patienterne muligvis få en mere specifik behandling, der i fremtiden kunne være mikroglia-baseret.

”Vi ser mikroglia som oplagte mål for behandling af mennesker med lidelser i centralnervesystemet såsom multipel sklerose og Alzheimers sygdom. Vi kalder disse for neuromodulatoriske behandlinger, som kan bestå af farmaceutiske indgreb eller hjernestimulering til at afhjælpe og helbrede sygdommene,” siger Marco Prinz.

Om Marco Prinz

  • 1990–1996: Medicinstudiet, Humboldt University (Charité), Berlin, Tyskland
  • 1997–1998: Postdoc, Max Delbrück Center for Molecular Medicine, Berlin-Buch, Tyskland
  • 1999–2002: Postdoc og læge, Institute of Neuropathology, University of Zürich, Schweiz
  • 2004: Habilitation ved Medical School, University of Göttingen; forelæser (“Habilitation”), overlæge (“Facharzt” og “Oberarzt”) i neuropatologi, Institute of Neuropathology, University of Göttingen, Tyskland
  • 2008– : Professor (W3) og direktør, Institute of Neuropathology, Medical Center, University of Freiburg, Tyskland
  • 2014: Sobek Prize
  • 2015: Reinhart-Koselleck Grant
  • 2017– : Koordinator af SFB/TRR 167 NeuroMac on myeloid cells in the CNS
  • 2018– : Highly cited researcher (Clarivate Analytics)
  • 2018: Ernst Jung Prize
  • 2020: Gottfried Wilhelm Leibniz Prize

Om Novo Nordisk Prisen

Novo Nordisk Prisen hædrer en aktiv forsker, der har ydet fremragende internationale bidrag til at fremme lægevidenskaben, som gavner menneskers liv.

Formålet med prisen er både at belønne og fremme støtten af biomedicinsk forskning i Europa.

Prisen ledsages af 5 mio. kr. og består af et stipendium på 4,5 mio. kr. og en personlig hæderspris på 0,5 mio. kr. Novo Nordisk Fonden giver yderligere 0,5 mio. kr. til at afholde et internationalt symposium inden for modtagerens forskningsfelt(er).

Der er åbent for nomineringer til Novo Nordisk Prisen 2022 indtil 1. juni 2021 via dette link: https://novonordiskfonden.dk/en/prizes/the-novo-nordisk-prize/.

Nøgleord

Kontakter

Christian Mostrup, pressechef, +45 3067 4805, cims@novo.dk

Billeder

Professor Marco Prinz modtager Novo Nordisk Prisen 2021.
Professor Marco Prinz modtager Novo Nordisk Prisen 2021.
Download

Information om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup

3527 6600http://novonordiskfonden.dk/

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og samfundets bæredygtighed. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 mia. kr., primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes.

Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Danmark bygger en af verdens kraftigste AI-supercomputere for at sætte skub i løsninger på samfundsmæssige udfordringer18.3.2024 23:00:00 CET | Pressemeddelelse

Danmark indgår et samarbejde med NVIDIA om at etablere et nationalt center for AI-innovation, der skal huse en af verdens kraftigste AI-supercomputere. Målet er at sætte skub i forskning og innovation inden for områder, som spænder fra sundhed og life science til grøn omstilling, og derigennem understøtte udviklingen af innovative løsninger på nogle af de største problemer, verden står overfor.

Britiske pionerer inden for genomsekventering modtager Novo Nordisk Prisen15.3.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse

Professor Sir David Klenerman og Sir Shankar Balasubramanian modtager Novo Nordisk Prisen 2024 for deres banebrydende arbejde, som gør det muligt at bestemme DNA-sekvensen af det menneskelige genom på blot én time. Dette har åbnet døren for brugen af invidualiseret behandling og har forbedret vores forståelse af såvel sygdom som menneskelig mangfoldighed. Med prisen følger et beløb på 5 mio. kr.

Forlængelse af succesfuldt pilotprojekt skal styrke forskningssamarbejde og bane vej for mere innovation7.3.2024 13:00:00 CET | Pressemeddelelse

Novo Nordisk Fonden afsætter op til 180,2 mio. kr. over fem år til at forlænge og udvide Open Discovery Innovation Network (ODIN), en patentfri samarbejdsplatform, der succesfuldt har etableret den første ramme for Open Innovation in Science (OIS) i Danmark. OIS er en samarbejdsmodel, hvor industrien og offentlige forskningsmiljøer går sammen om at skabe forskningsprojekter og dele deres resultater åbent med offentligheden. Pilotprojekt har vist gode resultater.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye