Modtager naturfagslærerpris for altid at have naturen i centrum

Det er ikke usædvanligt, at eleverne på Vittenbergskolen Vadehav får lidt sol i kinderne, når de er til undervisning i biologi, fysik/kemi, geografi eller matematik.
Årsagen er, at de på skolen har en lærer som Jakob Warming, der elsker at få eleverne med ud i naturen og bruge naturen aktivt i undervisningen. Det gør han i undervisningen generelt, men også i de to valgfag ”Nak og æd” og ”Natur og Motion”, hvor undervisning, udeliv og naturkendskab bliver dyrket med lokale jægere og biologer.
For sit enorme engagement og smittende tilgang til undervisningen modtager Jakob Warming nu Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2023 Vest.
»Jeg er utroligt beæret over at modtage sådan en pris, specielt fordi det betyder, at nogen lægger mærke til det arbejde, som jeg laver,« siger han.
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris 2023 er delt i to med en prismodtager vest for Storebælt og en prismodtager øst for Storebælt. Med prisen følger 250.000 kr., hvoraf 50.000 kr. tilfalder prismodtageren, mens 200.000 kr. tilfalder skolen.
»Formålet med Novo Nordisk Fondens undervisningspriser er at hylde og fejre de mange engagerede og dygtige lærerkræfter, som er helt afgørende for børn og unges interesse og læring inden for naturvidenskab. Vi er glade for at overrække Naturfagslærerprisen til Jakob Warming for at inspirere og motivere eleverne på Vittenbergskolen Vadehav til at arbejde og engagere sig i naturfagene samt for hans evne til at inddrage tværfaglighed på og uden for skolen,« siger Senior Vice President for Education & Outreach i Novo Nordisk Fonden Berith Bjørnholm.
Du kan læse mere om prismodtageren øst for Storebælt her.
Natur, natur og atter natur
Essensen i Jakob Warmings naturfagsundervisning er at pirre elevernes nysgerrighed og især deres nysgerrighed på naturen. Det, mener han, gør man nu en gang bedst ved at have eleverne med ude i naturen fremfor at have dem siddende stille foran en skærm.
»Det med at komme ud i naturen kan noget helt særligt, og særligt også de store elever har brug for at komme ud i naturen og mærke, hvad det hele drejer sig om,« siger Jakob Warming.
Det betyder, at den engagerede lærer har udviklet for eksempel undervisningsforløb, hvor eleverne skal indsamle og smage på birkesaft og derigennem lære om transportsystemer i træer. Det kan man ret beset godt lære ved at kigge i en bog, men ifølge Jakob Warming lærer eleverne det meget bedre ved rent faktisk at stå med tingene mellem hænderne og på tungespidsen.
Samme tilgang benytter Jakob Warming i de andre naturfag, hvor han inddrager den lokale jagtforening til en snak om vildtpleje eller det lokale fjernvarmeværk til en snak om energi. Det hele er med til at synliggøre, at naturfag spiller en vigtig rolle i samfundet og ikke kun findes i bøger og på skærme.
»Vi har også indgået et samarbejde med andre skoler i området, hvor vi samarbejder om at udvikle på naturfagene og inddrage naturen mere i undervisningen. Vi har også et samarbejde med det lokale gymnasium, hvor vores naturfagstalenter kan følge undervisningen, og med forskellige lokale virksomheder, hvor vores elever kan få lov til at prøve kræfter med, hvad naturfagene kan bruges til i en arbejdssammenhæng. De kan blandt andet være med til at designe vinger til vindmøller eller knogleled til nye hofter,« siger Jakob Warming.
Med prisen fra Novo Nordisk Fonden følger 200.000 kr. til Vittenbergskolen Vadehav, og Jakob Warming har allerede gjort sig nogle tanker om, hvad pengene kan bruges til.
»Vi tænker, at vores ene naturfagslokale skal indrettes, så det bedre kan anvendes og støtte op om de forskellige tanker og ideer, vi har om god, spændende og nærværende undervisning. Vi vil også starte en proces, hvor vi får klarlagt lærernes behov for, hvad lokalet skal kunne. På skolen arbejder vi også med at blive bedre til at anvende skolens nærområde og udnytte de muligheder, der gemmer sig der. Her opstår der af og til behov for indkøb af forskellige materialer, specielt indenfor dataopsamling. Med prisen vil vi kunne udvikle mere på dette,« siger han.
Om Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris er målrettet engagerede og dygtige lærere i fagene fysik/kemi, biologi, geografi og matematik. Prisen har til formål at anerkende og synliggøre en særlig indsats inden for naturfaglig undervisning i grundskolens udskoling.
Novo Nordisk Fondens Naturfagslærerpris uddeles årligt og er delt i to priser; en til en lærer øst for Storebælt og en til en lærer vest for Storebælt. Hver pris består af en sum på 250.000 kr. bestående af en personlig hæderspris på 50.000 kr. og 200.000 kr. til skolen. Andelen, som tilfalder skolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, for eksempel ved indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler, ekskursioner eller efteruddannelse.
Prisen uddeles til en lærer efter indstilling fra dennes skoleleder eller skolebestyrelse.
Du kan læse mere om prisen her.
Nøgleord
Kontakter
Nils Eskestad, Senior Communications Manager, +45 3023 2904, nes@novo.dk
Billeder

Information om Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål.
Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet.
Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden foreslår nye kandidater til valg til bestyrelsen i Novo Nordisk A/S21.10.2025 14:11:02 CEST | Pressemeddelelse
Novo Nordisk A/S meddelte tidligere i dag, at selskabet har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på at vælge nye medlemmer til dets bestyrelse. Novo Nordisk Fonden er enig i denne beslutning og foreslår nye bestyrelsesmedlemmer, herunder Lars Rebien Sørensen som formand og Cees de Jong som næstformand for selskabets bestyrelse.
Ny platform skal styrke vores globale forsvar mod fremtidige pandemier13.10.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den AI-drevne Global Pathogen Analysis Platform (GPAP) skal styrke vores globale pandemiberedskab. Platformen vil tilbyde et avanceret analyseværktøj til at undersøge genetiske data om patogener og vil være frit tilgængelig for brugere over hele verden. Novo Nordisk Fonden støtter etableringen med op til 200 mio. kroner.
CO₂ som råvare: Konsortium skal udvikle prototyper på fremtidens mad22.9.2025 06:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Et banebrydende konsortium, der arbejder på at omdanne CO₂ til næringsrige fødevarer, går nu ind i en ny fase. Her skal de mest lovende løsninger skaleres, og egentlige fødevareprototyper skal produceres og testes. Initiativet finansieres af Gates Foundation og Novo Nordisk Fonden.
EIFO og Novo Nordisk Fonden køber verdens kraftigste kvantecomputer for at sikre nordisk adgang til kritisk teknologi17.7.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
EIFO og Novo Nordisk Fonden skyder knap 600 mio. kr. i etableringen af en ny, nordisk kvantesatsning QuNorth. Ambitionen er at gøre Danmark og Norden verdensledende på kvanteområdet. Ingen af de nordiske lande råder i dag over den nyeste generation af kvantecomputere, og derfor vil QuNorth indkøbe verdens kraftigste kommercielle kvantecomputer.
Novo Nordisk Fonden indgår strategisk rammeaftale med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at fremme global sundhed22.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med aftalen udvider fonden sit eksisterende samarbejde med WHO med en bevillingsramme på op til 380 mio. kr. over de næste fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
