Miljømærkning Danmark

Miljø og sundhed vejer tungt i danskernes indkøbskurv

Del
Ifølge en ny undersøgelse fra YouGov foretrækker danskerne produkter, der belaster miljøet mindst muligt, og som er gode for sundheden. Derfor skal kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” være med til at øge danskernes kendskab til Svanemærket og EU-Blomsten – og til det store udbud af miljømærkede varer.

Næsten 6 ud af 10 danskere vælger helst produkter og fødevarer, der belaster miljøet mindst muligt, når de køber ind. Til sammenligning vælger lidt mere end 7 ud af 10 helst varer, der er gode for egen og familiens sundhed.

Tallene stammer fra en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Miljømærkning Danmark. Og de kan i høj grad være med til at forklare den popularitet, som Svanemærket og EU-Blomsten oplever. De to officielle miljømærker stiller nemlig skrappe miljø- og kemikaliekrav og er dermed et godt valg for både miljø og sundhed.

”Det skal være let for forbrugerne at vælge de produkter, der belaster miljøet mindst muligt i en travl hverdag. Og det hjælper miljømærkerne til med. Derfor bakker jeg op om kampagnen. Svanemærket og EU-Blomsten fremmer produkter, der bidrager til en øget genanvendelse. Det er derfor positivt, at miljømærkerne er i en rivende udvikling, og at flere og flere danske virksomheder ser en gevinst ved at miljømærke deres produkter”, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

I Danmark findes Svanemærket og EU-Blomsten på mere end 12.000 produkter og serviceydelser. Rigtig mange ved godt, at de kan se efter Svanemærket og EU-Blomsten, når de skal vælge fx plejeprodukter, toiletpapir og rengøringsmidler. Til gengæld ved langt færre, at de også kan se efter mærkerne på fx bagepapir, møbler, babytøj eller hoteller. Det skal kampagnen ”Dit valg i dag betyder alverden i morgen” være med til at sætte fokus på:

”Den nye undersøgelse viser, at mange danskere foretrækker produkter, der skåner miljøet og er gode for sundheden. Det er lige præcis egenskaber, der kendetegner miljømærkede varer. Derfor har vi en vigtig opgave med at øge danskernes kvalificerede kendskab til Svanemærket og EU-Blomsten – og ikke mindst kendskabet til det store udvalg. Det gør vi bl.a. med denne kampagne, og vi er glade for, at hele 13 butikskæder bakker op,” fortæller Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Følg den nye kampagne på www.ecolabel.dk/mitvalg / www.facebook.dk/svanemaerket 


KORT OM DEN NYE YOUGOV-UNDERSØGELSE

  • 58 % af danskerne er helt eller delvist enige i, at de helst vælger produkter og fødevarer, der belaster miljøet mindst muligt, når de køber ind.
  • 72 % af danskerne er helt eller delvist enige i, at de helst vælger produkter og fødevarer, der er gode for deres egen og deres families sundhed, når de køber ind.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1006 CAWI-interview med danskere i alderen 15-74 år, i perioden 26. august -1. september 2016.

FAKTA OM SVANEMÆRKET OG EU-BLOMSTEN

  • Omsætningen svanemærkede produkter og serviceydelser i DK er steget fra 3,7 mia. kr. (2009) til over 7 mia. kr. (2014)
  • Udbuddet af miljømærkede produkter og serviceydelser i DK er steget fra færre end 6.000 (primo 2011) til over 12.000 (primo 2016)
  • Udvalget af miljømærkede produkter er bredt – blandt andet vaskepulver, bagepapir, legetøj, møbler, byggematerialer, boliger, hoteller og bilvaskehaller.
  • Cirka 9 ud af 10 danskere kender Svanemærket (YouGov 2015).
  • Svanemærket og EU-Blomsten adskiller sig fra de fleste andre mærkningsordninger ved at tage hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering med i vurderingen, når kravene til miljømærkede produkter fastsættes.
  • Med Svanemærket og EU-Blomsten gør du en forskel:
    o    Du skåner natur og miljø
    o    Du passer på dig selv og dine nærmeste
    o    Du sparer på jordens ressourcer
    o    Du viser omtanke for fremtidens klima

 

KONTAKT

Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, tlf. 41 19 09 43, mf@ds.dk

Søren Mørch Andersen, cand.scient., Miljøstyrelsen, tlf. 72 54 44 03, san@mst.dk

 

Billeder

Information om Miljømærkning Danmark

Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark
Göteborg Plads 1
2150 Nordhavn

https://www.miljomaerkning.dk

Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.

Svanemærket

Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Læs mere på www.svanemaerket.dk

EU Ecolabel

EU Ecolabel (EU-Blomsten) er EU’s officielle miljømærke. EU Ecolabel blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen for at bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug. Læs mere på www.eublomsten.dk

 

Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye